OK

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Ved at klikke videre på websitet accepterer du websitets brug af cookies.
Læs mere om websitets cookies her under databeskyttelse

Krig og efterkrigstid

Nationalsocialismen syd for grænsen

Det tyske naziparti NSDAP's (Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei) politiske program byggede på den fuldkommen virkelighedsfjerne forestilling om, at menneskehedens historie bestemmes af "racespørgsmålet". Det var især de europæiske magters imperialistiske politik i det 19. århundrede, der havde udbredt idéen om "den hvide mands naturlige" overlegenhed over for alle andre mennesker. På dette grundlag formulerede talrige skribenter en racelære med pseudovidenskabelige argumenter, og blandet sammen med en misfortolkning af evolutionsteorien som "en kamp for overlevelse", hvor kun "den stærkeste" kan vinde, blev det til et paranoidt politisk mål, nemlig at "beskytte den nordiske race". Hitler og nationalsocialisterne definerede denne målsætning kombineret med en ekstrem nationalisme som statens fornemmeste pligt.

Især i den nordlige del af Schleswig-Holstein var nationalsocialisterne ikke sene til at udnytte stemningen blandt befolkningen med deres propaganda. Navnlig mange af dem, der arbejdede inden for landbruget, følte netop på det tidspunkt, at de gik en meget usikker fremtid i møde. Bykulturen, der hvilede på udviklingen af industri og global handel, fik stadig større samfundsmæssig betydning. Ud over dette forløb, som mange opfattede som meget faretruende, spillede her også det store nationale trauma som følge af det tyske nederlag i Første Verdenskrig en rolle. Også her blev kræfter, der stod for den moderne økonomi og ønskede at ødelægge alt det gamle, af mange betragtet som syndebukke. Nazisterne slog i deres propaganda med stor succes på denne frygt, idet de pegede på "jøderne" som indbegrebet af de onde magter. Som modtræk mod denne frygt skabte nationalsocialisterne med en nøje beregnet effekt en illusion om en fremtid i sikkerhed og national storhed.

Især i Sydslesvig fik NSDAP på den baggrund stor tilslutning ved valget i 1932. Ved rigsdagsvalget i juli 1932 fik partiet f.eks. 45,8 % af stemmerne i Flensborg by, 70 % i Flensborg Amt, 70,2 % i Slesvig Amt, 60,2 % i Ejdersted Amt, 68,6 % i Husum Amt og 64,5 % i Südtondern Amt. Disse tal lå langt over valgresultatet for NSDAP i hele Det Tyske Rige, hvor nazisterne fik 37,8 % af stemmerne. NSDAP opnåede på intet tidspunkt et flertal ved frie valg i hele Tyskland. Den meget trykkede offentlige stemning som følge af den verdensomspændende økonomiske krise dannede baggrund for partiets gennembrud.

Den 30. januar 1933 udnævnte rigspræsident Paul von Hindenburg, Det Tyske Riges statsoverhoved, Adolf Hitler, "fører" af NSDAP, til rigskansler. Hitler dannede en regering, som også omfattede borgerlige politikere, der troede, de kunne benytte ham og hans parti til at gennemføre deres egen politiske dagsorden. Men NSDAP fejrede "magtovertagelsen" med marcher og fakkeltog.

NSDAP opbyggede et politisk system i Tyskland, der baserede på "førerprincippet". Den demokratiske meningsdannelse blev afskaffet, de personer, som var legitimeret af partiet - dvs. amtslederen i amterne, gauleiteren i de såkaldte "Gauen" (distrikter) og øverst Hitler selv som "der Führer" - traf beslutningerne i deres egen magtfuldkommenhed. Gauleiteren i Schleswig-Holstein hed Hinrich Lohse. Nationalsocialisterne forfulgte deres politiske modstandere og chikanerede jøderne offentligt, hvilket langt de fleste lukkede øjnene for. Mange af dem, der registrerede denne uret, unddrog sig den allestedsnærværende "ensretning", der foregik i Nazi-Tyskland. Det var kun de færreste, der havde mod til at yde åben modstand. Rigtig mange tyskere sluttede op om det nye regime, og tilslutningen slog over i ren begejstring efter de første sejre. Det danske mindretals og de nationale friseres organisation fik begrænset deres virkemuligheder og blev mistroisk overvåget af Gestapo. Visse kræfter i det tyske mindretal i Danmark håbede på en revision af grænsedragningen fra 1920 under nazisterne. Men den tyske regering fandt det ikke opportunt at risikere internationale forviklinger på det punkt. Man valgte ikke at ændre på status quo.Den 1. september 1939 angreb tyskerne nabolandet Polen, hvilket blev starten på Anden Verdenskrig. Under krigen besatte tyske tropper blandt mange andre lande også Danmark den 9. april 1940. I skyggen af den tyske krigsførelse forfulgte og myrdede især SS-enheder fra NSDAP millioner af mennesker i koncentrationslejre primært i Polen og i det daværende Sovjetunionen. Det var især jøder, der skulle udryddes, da de blev opfattet som en "fjendtlig race". Da nederlaget nærmede sig, iværksatte naziledelsen fortvivlede tiltag for at forlænge styrets overlevelse. Langs med hele den tyske nordsøkyst blev der i efteråret 1944 gravet en pansergravsstilling, den såkaldte "Friesenwall". I Schwesing ved Husum og i Ladelund blev der i efteråret 1944 oprettet udposter af koncentrationslejren Neuengamme ved Hamborg, idet fangerne skulle være med til at udføre arbejdet. Langt over 600 af dem døde under de umenneskelige forhold. På et tidligere tidspunkt var krigsfanger og tvangsarbejdere også blevet udbyttet i den tyske krigsindustri i den tyske del af grænselandet.

De franske, engelske, sovjetiske og amerikanske troppers besættelse af Tyskland blev afslutningen på nazistyret, og den tyske værnemagt kapitulerede den 8. maj 1945. Efter at Hitler havde begået selvmord, blev regeringsmagten i få dage overdraget til admiral Dönitz, som havde hovedkvarter på marinens officersskole, Marineschule Mürwik, i Flensburg.

Besættelsestiden 1940-45 nord for grænsen

Besættelsestiden er en af de bedst udforskede perioder i dansk historie. Der findes utallige historiske værker, erindringsbøger og romaner om de fem år mellem 1940 og 1945, hvor Danmark var besat af det nationalsocialistiske tyske regime.

Sønderjylland indtager en speciel rolle i besættelsesperioden bl.a. da de første kamphandlinger fandt sted her. Den 9. april 1940 klokken fire om morgenen rykkede de første tyske tropper ind over grænsen ved Kruså samt flere andre steder, herunder København, Ålborg og Nyborg, og de strategisk vigtige broer mellem Falster og Sjælland blev indtaget. To timer senere kapitulerede den danske regering, og den såkaldte samlingsregering blev dannet, bestående af de fire store partier.

Selvom Danmark var besat, så fik landet lov til en udpræget selvforvaltning.Indtil 29.8. 1943 var politikken præget af den såkaldte samarbejdspolitik, hvor politikerne skulle holde den hårfine balance mellem konflikt og tilpasning. På den ene side var det af hensyn til land og folk nødvendigt at efterkomme de tyske krav. På den anden side var der en grænse, som ikke kunne overskrides. Det gjaldt f.eks. jødelovgivning og dødsstraf. Samarbejdspolitikken brød dog sammen den 29. august 1943, efter at store demonstrationer havde ført til tyske krav, som regeringen ikke kunne imødekomme. Den folkelige opstand var opmuntret af den tyske tilbagegang på fronterne.

I 1943 steg antallet af sabotageaktioner i Sønderjylland, der her navnlig rettede sig mod jernbanelinjerne. I maj 1944 blev chefen for grænsegendarmeriet, oberst Paludan-Müller, dræbt i Gråsten i forbindelse med den såkaldte politimesteraktion. Dette kunne dog ikke forhindre modstandsbevægelsens vækst.

En særlig position indtog Sønderjylland desuden på grund af landsdelens tyske mindretal. Mange mindretalsfolk sympatiserede med Hitlerregimet. Hos mange var der et håb om en ny grænserevision via en indlemmelse af landsdelen i det stortyske rige, som dog ikke blev indfriet.

Frøslevlejren tæt ved den dansk-tyske grænse var den eneste interneringslejr på dansk jord. Den husede først og fremmest danske modstandsfolk og blev oprettet efter forslag fra det danske departementschefstyre for at forhindre deportationer af danske statsborgere til kz-lejre og tugthuse i Tyskland. Det havde lejren delvis succes med, selvom 1.600 Frøslevfanger alligevel blev deporteret. Heraf døde 200. Efter 5. maj 1945 blev lejren omdøbt til Fårhuslejren og brugt som interneringslejr til hovedsageligt medlemmer af det tyske mindretal.

Samarbejdet efter 1945 syd for grænsen

Besættelsestiden 1940-45 medførte mange restriktioner i den grænseoverskridende trafik. Først i april 1946 blev grænse åbnet for posttrafik igen, mens tyskere først tre år senere kunne rejse ind i Danmark ved hjælp af enkelttilladelser.

1950erne bød på en spæd start for et mere systematisk samarbejde og flere regelmæssige kontakter. I 1950 blev lystbåde således tilladt på Flensborg Fjord igen. Men det var først i 1953-54, at den gensidige visumpligt ophørte. Denne lempelse havde bl.a. stor betydning for mange familier, der nu nemmere kunne besøge hinanden igen. En anden stor lettelse for det daglige færden i grænseregionen var Bonn-København-Erklæringerne, der i 1955 løste konflikten om mindretallene i grænseregionen og endte diskussionerne om en flytning af grænsen. På denne basis blev der samme år iværksat den første dansk-tyske kulturfest ”Flensburger Tage”, et derefter årligt tilbagevendende arrangement, der fra 1960 blev holdt skiftevis på dansk og på tysk side.

Oprettelsen af en fælles Euroregion i det dansk-tyske grænseland var en langsom proces. Allerede i starten af 1970erne kom de første overvejelser i Schleswig-Holstein om at etablere en grænseoverskridende Euroregion op. Ønsket havde sin baggrund i, at der rent faktisk ikke fandtes et decideret samtale- og samarbejdsorgan. Man imødekom delvist dette ønske ved oprettelsen af Flensborg-Fjord kommissionen, en kommunal, grænseoverskridende kommission til at undersøge og forbedre vandkvaliteten i fjorden. I dette forum, som eksisterede indtil 1983, blev også andre emner end vandkvaliteten diskuteret.

Da Danmark blev medlem i EF i 1973, opfyldtes det tyske ønske om et tættere formaliseret samarbejde dog ikke. Det danske udenrigsministerium reagerede negativt på Schleswig-Holsteins planer om en Euroregion, men erklærede sig imidlertid villig til at samarbejde om konkrete problemstillinger. Til dette formål oprettedes Dansk-Tysk Forum i 1977, der var anlagt som et grænseoverskridende politisk debat- og informationsforum af Sønderjyllands Amt, Kreis Schleswig-Flensburg, Kreis Nordfriesland og Stadt Flensburg.

Først 1980erne bragte nyt liv i planerne om et mere formaliseret grænseoverskridende samarbejde. Fællesnævneren blev ønsket om i fællesskab at kunne søge europæiske midler til konkrete projekter. I 1988 vedtog Schleswig-Holstein og Sønderjyllands Amt et fælles grænseoverskridende udviklingsprogram for at søge EF-midler til grænseregionen. Dette udmøntede sig i, at EF bevilgede 3 mio. ECU til grænseregionen. Pengene blev startskuddet til de senere Interreg-programmer.

Rigtig fart kom der først over udviklingen i midten af 1990erne. Under den 1. Grænselandskongres opfordrede Schleswig-Holsteins europaminister Gerd Walter grænseregionen til at oprette en Euroregion Slesvig. Amtsborgmester Kresten Philipsen reagerede indskrænket positivt. Selvom foråret 1997 bragte en del offentlig debat i Danmark om det ønskværdige i oprettelsen af en euroregion samt protestdemonstrationer ved grænsen, blev Region Sønderjylland/Schleswig ( i 2002 ændres navnet til Region Sønderjylland-Schleswig) oprettet som euroregion efter beslutninger i Sønderjyllands amtsråd, Schleswig-Holsteins landdag og de tre tyske partere, Kreis Nordfriesland, Kreis Schleswig-Flensburg og Stadt Flensburg.

Det formaliserede samarbejde affødte en del konkrete samarbejdsaftaler på andre områder, bl.a. sygehussamarbejdet mellem Sønderjyllands Amt og Stk. Franziskus-sygehuset i Flensborg siden 1998, eller de grænseoverskridende studier ved Universität Flensburg og Syddansk Universitet i Sønderborg.

Nu startede det daglige arbejde i de politiske gremier i det dansk-tyske samarbejde, Regionalforsamlingen og de fem forskellige udvalg (som senere reduceredes til tre). I 2004 blev Infocenter Grænse åbnet som rådgivningscenter i grænseoverskridende spørgsmål under Region Sønderjylland-Schleswig. I forbindelse med den danske forvaltningsstrukturreform 2007 reduceredes Regionalforsamlingen fra 42 til 22 medlemmer. På dansk side erstattede Region Syddanmark og kommunerne Tønder, Aabenraa, Sønderborg og Haderslev det gamle Sønderjyllands Amt som medlemmer. Samme år fik Region Syddanmark en særlig samarbejdsaftale med Schleswig-Holstein. I 2010 startede projekt ”Projekt Pontifex” på Regionskontoret, hvor to jurister er ansat for at undersøge konkrete juridiske problemstillinger i forbindelse med grænsependling og samarbejde. Dermed blev det grænseoverskridende samarbejde udvidet ydermere.

Vores partnere
Region Sønderjylland - Schleswig | Lyren 1 | DK-6330 Padborg | Tel. +45 74 67 05 01 | region@region.dk | sikkerpost.region@region.dk
Telefontider/Tidsbestilling: Mandag-torsdag fra kl. 8.00-16.30 og fredag fra kl. 8.00-15.00 DatabeskyttelseKolofonStart