OK

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Ved at klikke videre på websitet accepterer du websitets brug af cookies.
Læs mere om websitets cookies her under databeskyttelse

National udvikling i det 19. århundrede

Den nationale deling af grænselandet 1830-64

I helstatstiden følte de fleste indbyggere i hertugdømmet sig som slesvigere og den danske konges tro undersåtter. Fra begyndelsen af 1800-tallet vandt den nationale tanke imidlertid frem: Fyrsternes mere eller mindre tilfældigt sammensatte magtområde skulle ikke afgrænse de moderne stater; det skulle i stedet folkets sprog og kultur. Samtidig fik den liberale idé om et folkestyret samfund flere og flere tilhængere.

I 1830 satte revolutioner i Frankrig og Belgien den enevældige kongemagt under tryk. I 1834 oprettedes fire stænderforsamlinger i det danske monarki, heraf én for hertugdømmet Schleswig. Schleswigs stænderforsamlinger blev imidlertid snart centrum for den fremspirende nationale modsætning mellem dansk og tysk. På tysk side ønskede man, at Schleswig sammen med Holstein skulle udgøre en selvstændig stat med sin egen liberale forfatning. Hertugdømmerne skulle kun være løst knyttet til Danmark, men i stedet slutte sig til den tyske enheds- og frihedsbevægelse. Når det oldenborgske kongehus engang uddøde i Danmark, skulle hertugen af Augustenborg som en sidelinje til det danske kongehus regere over hertugdømmerne.

På dansk side var hovedkravene, at dansk indførtes som rets- og forvaltningssprog i det nordlige Schleswig samt at dansk blev ligeberettiget med tysk i Schleswigs stænderforsamlinger. De danske krav støttedes snart af de liberale i København, som ville have Danmarks grænse sat ved Ejderen og Schleswig knyttet nærmere sammen med kongeriget end med Holstein. Højskolen i Rødding og små sognebiblioteker oprettedes for at støtte den danske kulturkamp og forhindre, at det plattyske folkesprog bredte sig til Nordslesvig.

I 1840'erne vandt de to nationale bevægelser frem. De forsøgte at hverve tilhængere gennem den opblomstrende presse, ved at afholde folkefester og fremelske nationale sange og symboler, samle underskrifter til stænderforsamlingerne osv. Størstedelen af befolkningen var dog afventende.

I revolutionsåret 1848 blev hertugdømmerne imidlertid inddraget i de vældige europæiske begivenheder. Efter at den danske konge optog national-liberale ministre fra den ejderdanske bevægelse i sin regering i København, iværksatte Schleswig-Holstein-bevægelsens ledere i Kiel en opstand. Det betød krig, som fremmede befolkningens opdeling i to fjendtlige nationale lejre, de danskorienterede Schleswigere og Schleswig-Holsteinerne. Preussen sendte tropper til støtte for Schleswig-Holsteinerne.
Krigen endte i 1850 med en dansk militær sejr over slesvig-holstenerne, som stod alene efter at Preussen havde trukket sig ud af krigen. Men stormagterne tillod ikke Danmark at gennemføre Ejdergrænsen. I stedet genoprettedes helstaten for en kort tid. Schleswig blev dog adskilt fra Holstein. I det midterste Schleswig forsøgte den danske regering at standse og omgøre befolkningens skifte fra sønderjysk til plattysk dagligsprog ved at fremme brugen af dansk i kirke og skole med tvang - resultatet blev derefter.

Det viste sig snart umuligt at finde en varig løsning på det danske helstatsmonarkis forfatningsproblem, som både holstenere, slesvigere og danskere kunne enes om. Resultatet blev krigen i 1864, hvor Preussen og Østrig besejrede Danmark, som måtte afstå hertugdømmerne Schleswig, Holstein og Lauenburg.

Den danske bevægelse i Nordslesvig

Indtil slutningen af 1830'erne var det i hovedsa gen kun snævre akademiske kredse, som bekendte sig til den nationa le ideo logi. Forestillingen om, at det ikke var fyrstedynastiet, men sproget, kulturen og den fælles levevis i det hele taget, som bandt en be folkning sammen, var skabt i Tyskland i slutningen af 1700-tallet af filosoffen J. G. Herder. Han havde set disse fænomener som ydre udtryk for en dy bereliggende "folkeånd" eller "folkesjæl", som et hvert folk havde fået af Gud. Derfor var det folkenes ret og de res bestemmelse selv at styre deres anliggen der i fri for frem med indblanding. Sin politiske udformning fik denne tanke i kravet om, at hver nation havde ret til at udgøre sin egen stat.  

Flensburgeren Christian Paulsen, der var juraprofes sor i Kiel, tog i 1832 afstand fra Lorn sens tanker med skriftet "Über Volkst hü mlichkeit und Staats recht des Herzog t hums Schleswig". Heri fremhævede Paulsen Schleswigs historiske for bindel se med Dan mark og det uretfærdige i, at tysk var rettens og for valt nin gens sprog o veralt i hertug dømmet, skønt be­folknin gens sprog i Nordslesvig og et godt stykke ned i den sydlige del af Schleswig var dansk (sønder jysk dialekt). Tilmed var kirke- og skolesproget tysk i det endnu dansktalende Mel lem-Schleswig. Paulsen blev støt tet af Chr. Flor, som havde lærestolen i dansk. 

Flor var påvirket af N. F. S. Grundtvig, der betonede folkelig oplysning med moders mål ets "levende ord" som for udsætnin gen for folkets, dvs. bonde­stan dens, delta gelse i det offentlige liv. For at få folkelig støt te til at fremføre kravet i Schleswigs stænderforsamling tog de to akade mikere for­bindelse til gårdejer Nis Lorenzen. I stæn derforsamlin gerne 1836 og 1838 rejste Nis Lorenzen derpå krav om dansk rets- og forvaltningssprog i Nordsles vig på grundlag af petitioner fra be folkningen. I 1838 kom sagen til afstemning, og med liberal støtte blev det vedtaget med et snæ vert flertal. 

 En dansk bevægelse i Schleswigs nordlige del tog så småt form. 1838 grundlagdes bladet "Dannevirke" i Haderslev med køb mand Pe ter Chr. Koch som udgiver og redaktør. Året efter kom urma ger Frederik Fischers "Apenrader Wochenblatt" til i Aabenraa, der snart skif tede sprog og navn til "Ape nrader Ugeblad". Et virkningsfuldt mid del i den danske kulturkamp blev endvide re de mange sognebogsamlin ger, som imødekom bondestandens dannelsestrang og blev støttet af de københavnske liberale. Også Peter Hiort Loren zen sluttede sig til den danske bevægelse, da han i 1840 blev overbevist om, at en demo kra tisk fremtid for Schleswig lå i her­tug døm mets stær kere til kny tning til kongeriget Dan mark.

Den danske bevægelse i den sydlige del af Schleswig

Efter preussernes sejr over Østrig ved Königgrätz blev det fastlagt i Pragfreden af 23. august 1866, at de nordlige distrikter i hertugdømmet Schleswig kunne afstås til Danmark på den betingelse, at "befolkningen ved fri afstemning tilkendegiver et ønske om at blive forenet med Danmark." Efter de allierede preussiske og østrigske troppers sejr over Danmark i 1864 og efter den preussisk-østrigske krig blev Schleswig-Holstein en provins i kongeriget Preussen. Efter de preussisk ledede tyske troppers sejr over Frankrig i 1870 blev Schleswig-Holstein herefter en del af det tyske kejserrige, der blev udråbt i 1871. I hele kejsertiden frem til 1918 var der på intet tidspunkt tale om en folkeafstemning.
Hvor nationalisterne under debatten om den politiske fremtid i midten af det 19. århundrede havde henvist til det nationale tilhørsforhold, dvs. især befolkningens sprog, så spillede det slet ingen rolle mere ved grænsedragningen. Preussen havde erobret hertugdømmet Schleswig og overtog hele Schleswig uden hensyntagen til, at et flertal af befolkningen talte dansk i den nordlige del. Efter nederlaget i 1864 bredte der sig en stærk national grundstemning. "Danskheden" i sig selv spillede en stor rolle, som Nicolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) havde lagt et vigtigt fundament til med sine værker.
Christian Paulsen (1798-1854), professor i statsret i Kiel, havde en væsentlig andel i, at der opstod et dansk sindelag i det senere grænseland. Især i sin bog "Det danske Sprog i Hertugdømmet Schleswig" fra 1837 slog han eftertrykkeligt til lyd for, at dansk skulle sidestilles med tysk, som dominerede overalt inden for stat, kirke, skole og samfund.
Flensborg by blev centrum for den danske nationalfølelse i hertugdømmet Schleswig. Danskheden blomstrede særligt op langs konfliktlinjen med den tyske slesvig-holstenske bevægelse, som vandt indflydelse samtidig. Da Schleswig-Holstein-bevægelsen i 1848 satte sig for at løsrive sig fra den danske landsherre med våbenmagt, fandt folkebevæbningen kun sted syd for Flensburg og syd for amterne Flensburg og Bredstedt, hvor der var en stærk dansk strømning.
Efter sejren over slesvig-holstenerne i 1850 gjorde de danske politikere den danske sag en bjørnetjeneste med sprogreskripterne, hvormed man gjorde dansk obligatorisk i skolen og i kirken i store områder. Historikeren, prof. dr. Johann Runge, tidligere leder af Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, konstaterede, at der i kejsertiden var væsentligt færre danske kræfter på landet, hvor der herskede sprogtvang under danskerne, end i Flensburg, hvor den danske stat ikke havde blandet sig i perioden 1850-1864.
Udgangspunktet for en prodansk og en i starten skeptisk holdning over for Preussen var for mange Flensburgeres vedkommende den nedarvede patriotisme i forhold til den danske helstat og især loyaliteten over for det danske kongehus. Bestræbelserne på også at fremhæve det danske sprog og den danske kultur vandt først gehør med tiden. Aktiviteterne blev hindret af den strenge preussiske foreningslovgivning. Politiske foreninger var ganske enkelt forbudte. Foreningen "Enigheden", der blev stiftet i 1868, arrangerede udflugter til Danmark med hundredvis af deltagere. Bekendelser til det danske kongehus førte til, at foreningen blev forbudt i 1875. "Foredragsforening i Flensborg" og "Landboforeningen for Flensborg og Omegn", som blev stiftet i 1873, var af mere varig karakter og virkede i stilhed og formåede derfor at undgå problemer med politi og myndigheder.
Det danske dagblad Flensborg Avis, som udkom første gang den 1. oktober 1869, tonede rent flag og bekendte sig politisk til Danmark, og her spillede Jens Jessen (1854-1906), udgiver og chefredaktør siden 1882, en fremtrædende rolle. Han stammede fra landet i det nordlige Schleswig og repræsenterede dermed den dengang unge generation, som var dansksproget hjemmefra. Den gav den danske bevægelse udprægede nationale træk, der adskilte sig fra helstatstanken i begyndelsen. Avisen blev gentagne gange truet med sagsanlæg, og Jens Jessen blev arresteret flere gange.
I 1891 startede det første danske "Centralbibliotek for Sønderjylland" sit virke, og det blev kimcellen til det nuværende "Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig" i Flensburg. Byen forblev centrum for den danske bevægelse i kejsertiden, mens det danske sprog og indstillingen i landområderne mod nord var så naturlig for flertallet, at der var meget lidt stemning for "kamporganisationer". Siden Første Verdenskrig og frem til i dag har kernen i de danske organisationer i Tyskland således udviklet sig i Flensburg - på grænsen til den tysksprogede flertalsbefolkning.

Den frisiske bevægelse i det 19. århundrede

Indtil slutningen af det 18. århundrede opfattede befolkningen i hertugdømmet Schleswig sig i politisk henseende overvejende som tro undersåtter af deres landsherre, hertugen af Schleswig, som samtidig regerede den danske helstat som konge af Danmark. Borgerskabets vågnende politiske bevidsthed, som manifesterede sig verden over i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 og i Europa i den franske revolution i 1789, omfattede også Schleswig-Holstein.

De frisiske herreders selvstændige retstradition, som var præget af kooperative elementer, især i det såkaldte Utlande, var ifølge nogle af de borgerlige foregangsmænd et godt udgangspunkt for forfatningsovervejelser. Statsretseksperten Nikolaus Falck fra Kiel grundlagde i 1817 et selskab for frisisk historie for at udarbejde et retshistorisk grundlag for en borgerlig forfatning.

Uwe Jens Lornsen (1793-1838), en kaptajnssøn fra Sild, højtstående embedsmand i helstaten og designeret landfoged på Sild, forsøgte forgæves at starte en folkebevægelse til oprettelse af en forfatning for "Schleswigholstein" i 1830. Han betragtede Nordfrislands udvikling gennem århundrederne som dets "egentlige fædrelandshistorie". Historikeren Andreas Ludwig Jakob Michelsen (1801-1881) fra Kiel forfattede skriftet "Nordfrisland i middelalderen", der udkom i 1828 og var et af de første videnskabelige arbejder om Schleswig-Holstein. Journalisten og revolutionsforfatteren Harro Harring (1798-1871) fra Wobbenbüll ved Husum proklamerede i 1848 - ganske vist uden held, men ikke mindre beslutsomt – en frisisk republik i Bredstedt på grundlag af den frisiske frihedstradition.

De borgerlige foregangsmænd og revolutionære havde nationen som politisk identifikationspunkt i stedet for fyrsten. I første halvdel af det 19. århundrede skyllede en bølge af begejstret nationalfølelse hen over Europas folkeslag, hvilket fik nogle til at drage den slutning, at der også fandtes et selvstændigt frisisk folk. Nogle begyndte at beskæftige sig intensivt med det frisiske sprog, bl.a. en præst på Amrum, Lorenz F. Mechlenburg (1799-1875), som forslog at lave ordbøger over de forskellige nordfrisiske dialekter.

Præsten Christian Feddersen (1786-1874) fra Wester-Schnatebüll fik en særlig betydning. I skriftet "Fem ord til nordfriserne", der udkom i 1845, kom han med et udkast til et program for den frisiske nationalbevægelse. Plejen af de folkelige traditioner skulle ifølge ham være et værktøj til at gøre et menneskes karakter fuldkommen. En god friser skulle derfor først og fremmest være et godt menneske og lade kærligheden til andre komme i første række. Den - berettigede - stolthed over sit eget folk skulle under ingen omstændigheder forlede til hovmod over for andre folkegrupper.

Men det var fristelsen til stor, som den skæbnesvangre udvikling i nationalismens tegn i det følgende århundrede frem til 1945 viste. Også frisere faldt for den, f.eks. Knut Jungbohn Clement (1803-1873) fra Amrum, i hvis skrifter man kan finde noget, der vækker mindelser om en angivelig særlig frisisk "racerenhed".

Efter Schleswig-Holsteins og dermed også Nordfrislands overgang til Preussen og Det Tyske Kejserrige i krigene i 1864, 1866 og 1870/71 døde de selvstændige frisiske stemmer hen. I Nordfrisland og i Tyskland som helhed blev der oprettet hjemstavnsforeninger som reaktion på industrisamfundets udvikling, hvor overleverede leveformer forsvandt eller var i stadig større fare for at blive glemt. Den første var Frasche Feriin for Naibel, Deesbel än trinambai (Frisisk Forening for Niebüll, Deezbüll og Omegn) i 1879. På trods af det frisiske navn var denne forening ligesom de andre, som efterhånden kom til i herrederne og på de nordfrisiske øer, en del af den tyske hjemstavnsbevægelse, som de dannede befolkningslag stod bag. I Rödemis ved Husum blev Nordfriesischer Verein für Heimatkunde und Heimatliebe stiftet i 1902, der udviklede sig til at blive en paraplyorganisation for de fleste regionale og lokale foreninger.

Vores partnere
Region Sønderjylland - Schleswig | Lyren 1 | DK-6330 Padborg | Tel. +45 74 67 05 01 | region@region.dk | sikkerpost.region@region.dk
Telefontider/Tidsbestilling: Mandag-torsdag fra kl. 8.00-16.30 og fredag fra kl. 8.00-15.00 DatabeskyttelseKolofonStart