OK

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Ved at klikke videre på websitet accepterer du websitets brug af cookies.
Læs mere om websitets cookies her under databeskyttelse

Politik og det moderne samfund

Fra helstat til moderne nationalstat 1721 til ca. 1840

Efter indlemmelsen af de gottorpske dele af hertugdømmet Slesvig i den danske krone i 1721 forsøgte den enevældige kongemagt at konsolidere sin stilling ved en målrettet kongepropaganda. Det kom især til udtryk i forbindelse med de store begivenheder i kongehuset som barnedåb, vielser, kroninger, begravelser og kongens fødselsdag. Derudover var der de særlige begivenheder som 300-året for det oldenborgske kongehus i 1749 og 100-året for enevældens indførelse i 1760.

Kongehusets festdage blev markeret med gudstjenester, skolefester og borgerfester arrangeret af købstædernes magistrater. Kongemagten blev nok så nærværende ved kongernes talrige besøg i hertugdømmerne. I købstæderne blev der rejst æresporte, husene blev illumineret, borgergarder holdt parade for kongen, som fik overrakt hyldestdigte, tilskuerne mødte frem i deres stiveste puds, kongen blev modtaget af byens honoratiores, og der blev også inviteret til tafler etc. I begyndelsen inspicerede kongerne især de lokale militære enheder, men ikke mindst under Frederik 6. og Christian 8. blev besøgsprogrammet udvidet til de civile statsinstitutioner, som de to konger personligt kontrollerede. For Christian 8. var dette ikke kun arbejde, han tog også på årlige badeferieophold på Föhr og besøgte familien på Augustenborg Slot.

Landområderne fik ikke samme kongelige opmærksomhed som købstæderne, men mange havde lejlighed til at se kongen og hans følge, når det drog forbi, og det skete også, at bønder drog til staden for at se kongen. Fra flere af datidens bondeoptegnelser kendes formuleringen "vores konge" eller "vores allernådigste konge" om den danske monark, så kendskabet til kongen, hans person og hans betydning som monarkiets hersker var også udbredt blandt de slesvigske bønder. Bondestanden havde en indgroet forestilling om kongen som de uprivilegerede stænders værn mod "de store", dvs. godsejere og embedsmænd, der nægtede bonden hans "ret". Når der opstod konflikter, forsøgte bønderne derfor at gå uden om melleminstanserne og henvende sig direkte til kongen med deres klage. Denne opfattelse var meget udbredt blandt mange slesvigske bønder frem til 1848.

I købstæderne mødtes den enevældige stats konge- og systempropaganda fra slutningen af 1700-tallet med den patriotisme, der voksede frem blandt borgerskabet. Hvor den officielle kongepropaganda tildelte borgerne en passiv rolle som tilskuere, krævede oplysningstidens patriotisme en aktiv indsats af borgerne til gavn for staten og almenheden. Selv om kongen stadig var højt hævet over de almindelige borgere, eksisterede der efter den patriotiske tankegang en uskreven samfundskontrakt mellem kongen og undersåtterne om at virke sammen til statens bedste. Borgerskabet ydede sit bedste i form af talrige nytteorienterede initiativer som oprettelse af almene skoler og erhvervsskoler, industrier, hvor de fattige kunne beskæftiges og tjene til deres udkomme, oprettelse af fattiggårde, dannelse af patriotiske selskaber og klubber, fremme af landbruget etc., ligesom det stillede sig til rådighed for forsvaret ved oprettelse af borgergarder. Til gengæld lyttede kongen ifølge denne opfattelse til borgerskabets patriotiske ønsker. Trykkefrihed var et afgørende element i denne uskrevne "kontrakt".

I den dansk-norsk-slesvig-holstenske helstat dominerede den patriotiske ideologi den frembrydende borgerlige offentlighed i alle dele af monarkiet. På tværs af sproglige skel sluttede de førende borgere op om den danske konge, regering og stat. Det gjaldt også - og måske i særlig grad - i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Denne helstatspatriotisme var mere end kongetroskab. Hyldesten af monarken var ganske vist en hovedhjørnesten i det offentlige liv, men den var nok i højere grad rettet mod kongen som statens symbol end mod ham som en enevældig fyrste.

Helstatspatriotismen omfattede også andre fælles institutioner i helstaten som f.eks. flåden og var møntet på at give de forskellige territorier en ligeværdig status i monarkiet. København fik en særlig nimbus som fælles hovedstad. Helstatspatriotismen var solidt forankret i regeringens neutrale udenrigspolitik, der sikrede søfart, handel og velstand, og i indenrigspolitikken med de mange fremskridtsvenlige love om trykkefrihed, indfødsret, landboreformer, skolereformer etc. Den næredes yderligere under krigene mod England i 1801 og i 1807-14, som udløste følelsesladede patriotiske initiativer overalt som f.eks. indsamlinger til såredes og faldnes efterladte, opstilling af vagter og forsøg på væbninger samt frivillige bidrag til kanonbåde. Selv om statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814 med de følgende årtiers krisetilstand og reformpause svækkede de helstatspatriotiske følelser, var de stadig levende i 1830'erne og til dels i 1840'erne.

Stænderforsamlingen i Schleswig og Schleswig-Holsteins liberale

Året 1830 blev skelsættende i europæisk poli tik, og også for Schleswig-Holstein. Julirevolutionen i Paris, Belgiens frihedskrig mod Holland, opstanden i russisk Polen og uroligheder i flere tyske stater gav også ekko i hertugdømmerne. I november udkom der et lille skrift "Über das Verfassungswerk in Schleswig-Holstein", skrevet af Uwe Jens Lornsen, landfoged på Sild. I dette foreslog Lornsen en landdag og en for fatning fælles for Schleswig og Holsten. Hertugdømmernes centraladministration skulle flyttes fra København til Kiel. Der skulle ske en adskillel se af forvalt­ningen og domstolene og op rettes en fælles højesteret for hertugdømmerne. Den liberale Lornsen ønskede en fuldstændig administrativ og finansiel ad skillelse af hertugdømmerne og Dan mark, "kun konge og fjende skal være fæl les". Med sit skrift ville Lornsen sætte en fol­kebevægelse i gang, men det var stemningen i hertugdømmerne slet ikke til. Bort set fra nogle få sympatisører blandt de yngre lærere og studenter ved universitetet i Kiel stod Lornsen alene. Den 23. november blev han arre steret og senere idømt et års fæst ningsar rest.  

Regeringen mente imidlertid ikke længere, at man kunne komme uden om reformer. Ved anordninger i 1831 og 1834 blev der indført stænderforsam­linger for mo narkiets fire dele: De danske øer, Nørrejylland, Schleswig og Hols ten. Der med un derstre gedes landsdele nes lige ret inden for hel sta ten, og man undgik en tode ling af staten i en dansk og en tysk del. For at komme den Schleswig-Holsteins særfølelse i møde opret te des dog samti dig en fæl les provinsialregering i Schleswig for begge her tug dømmer og en fælles overappellationsret i Kiel. Lokalforvaltnin gen blev  ikke berørt af reformerne og beholdt sin middel alderlige mangfoldighed med amter og landskaber, købstæder og flæk ker, oktrojerede koge, kancelligodser, gods- og klosterdistrikter og kongerigske enklaver. Retspleje og forvalt ning i de laveste instanser blev heller ikke adskilt. Da stænderforsamlingerne kun skulle være rådgivende, afskaffede man ikke enevælden ved indførelsen af stænderforfatningerne. 

Stænderforsamlingen for hertugdømmet Schleswig blev placeret i byen Schleswig. Dens sammensætning afspejlede et privilegiesam fund. Kongen skulle udpege deputerede for ridderskabet, gejstligheden og Kiels universitet. Hertugen af Augusten borg var født medlem af forsamlin gen. De øvrige deputerede valg tes ved direkte og åbne valg for seks år ad gangen. For at være valgbar skulle en mand have en større formue og være mindst 30 år. 
Val gretten tilkom ude luk kende mænd, der var fyldt 25 år og som besad en vis formue.  Valgret tilkom dermed kun om kring 2 % af befolk ningen, men det var dog kun lidt mindre end det der var tilfældet i England og mere end i Frankrig og Preus sen.
De første stænderforsamlinger for hertugdømmet Schleswig mødtes i 1836 og derefter hvert andet år. I dette første parlament var der også til løb til et par timønster, men skillelinjerne lå ikke altid fast. For slag, der under stre­gede Schleswigs og Holsteins samhørighed og selvstændig hed fik gerne tilslut ning på tværs af fraktio nerne. Det samme gja ldt be spa relser og skattelettelser. Højrefløjens førerskikkel se var hertug Christi an Au gust af Au gu sten borg, hvis hoved motiv var for svaret af sin slæg ts rettighe der. Ud over gods ejerne hørte flere køb stads repræsentanter og gejstlige til forsvarerne af de bestående privi legier.
 
Nær mere mid ten stod de gam mel liberale. Ven strefløjen bestod af de få egentlig liberale, hvis ube strid te leder var køb mand Peter Hiort Lorenzen fra Ha derslev. Liberale mær ke sager var åben adgang for offentligheden til stæn der møder ne, skat tebevillings ret, krav om indfly delse på ad ministra­tionen af finanserne, al mindelig vær ne pligt, be sluttende myndighed til stæn derforsamlingerne og større ytrings fri hed. De deputerede, der kom fra bondestanden, lod sig van skeligt pla cere ind i et høj re-venstre spektrum. De var tro mod kongen og den beståen de sta ts for fat ning, men kritiske over for kongens embedsmænd. De arbej dede især for at for bed re bøndernes vilkår gennem tiende- og hove ria f løs ning, af skaf felse af godsejernes jagtret på bon dejor d m.v. En frem trædende bon derepræsentant var Nis Loren zen fra Lilholt i NordSchleswig. 
Trods begrænsningerne i presse-, forsamlings- og foreningsfrihed lykkedes det de li berale at vinde en stærk position i den nye politiske of fent lig hed. En li be ral pres se i Schleswig-Holstein blev skabt ved opret telse af nye blade som "Kieler Cor re spon denz-Blatt" og "Schles wig-Holsteinische Blätter" og ved at flere hid til upolitiske lokale "intelli gens blade" som "Lyna" i Ha derslev og "All gemeines Wo chen blatt" i Aabenraa sluttede sig til denne linje.
 
Offentlige politiske mø der måt te kun af hol des med politiets til ladel se. Foreningsretten var heller ikke sikret. Regeringen tolererede dog oprettelsen af borgerforeninger, som vandt frem fra midten af 1830'erne (f.eks. i Flens borg 1835, Husum og Haderslev 1838). De var først og fremmest selskabelige, men i hæn derne på de liberale kun ne foreningerne bruges til stæn dervalgkamp, underskriftsindsamlinger og kampagnen for demo kra tise ring af bys tyret.

Krigene 1864 og 1866 - overgangen til Preussen

I midten af det 19. århundrede måtte det centraleuropæiske statssystem se sig konfronteret med kongeriget Preussens fremadstræbende magt. Det gav sig i kast med at erobre en fast position i kontinentets midte. Dets magt byggede på den økonomiske styrke i de industrier, der var ved at udvikle sig ved Rhinen og Ruhr. Socialt var det fortsat junkerne, der sad på magten i Preussen. Junkerne var adelige godsejere i de østlige preussiske kerneområder, og blev anført af en af deres egne, ministerpræsidenten Otto von Bismarck.

Med en stærk position for kongedømmet indadtil og med en moderne, slagkraftig hær som fundament udnyttede Preussen de diplomatiske muligheder for at øge sin magt. Efter den dansk-tyske krig 1848-1850 var de politiske forhold blevet fastlagt med London-protokollen 1852. Den sagde bl.a.,  at Schleswig og Holstein ikke måtte skilles fra hinanden i statsretlig henseende. Men netop dette gjorde den danske regering i 1863 med udformningen af en ny dansk forfatning, Novemberforfatningen, der skulle være fælles for kongeriget Danmark og hertugdømmet Schleswig.

Denne handling gav anledning til et angreb. Preussen og Østrig forlangte, at Danmark skulle ophæve den ejderdanske forfatning. Da dette ultimatum med en frist på 48 timer blev afvist i København, gik de preussiske og østrigske tropper den 1. februar 1864 over Ejderen. Den danske militære hovedstyrke rømmede sin stilling ved Dannevirke og trak sig tilbage. Den 6. februar skete det første militære sammenstød ved Oversø, hvor danskerne blev slået af østrigerne. Krigens vigtigste begivenhed var dog de preussiske troppers storm på Dybbøl skanserne den 18. april 1864. Efter at de tyske forbundstropper var trængt længere mod nord, afstod den danske konge den 30. oktober 1864 ved freden i Wien hertugdømmerne Schleswig, Holstein og Lauenburg til Østrig og Preussen.

Efterfølgende blev striden om Slesvig-Holstens fremtid et punkt i det ulmende opgør mellem Preussen og Østrig, hvor Preussens mål var at udelukke Donau monarkiet Østrig fra Det tyske Forbund. Det endte med krig. I juni 1866 besatte preusserne de områder, som den danske konge havde afstået navnlig i Holsten og som indtil da havde været under østrigsk forvaltning. Afgørelsen i kampen mellem de to tyske magter kom den 3. juli 1866 med slaget ved Königgrätz i Bøhmen. Den 12. januar 1867 udstedte kong Wilhelm 1. af Preussen et "patent om overtagelse af hertugdømmerne Holstein og Schleswig".

Efter de tyske troppers sejr i krigen mod Frankrig blev kong Wilhelm 1. den 18. januar 1871 udråbt til tysk kejser i Spejlsalen i Versailles, og som konge af Preussen førte han provinsen Schleswig-Holstein med sig ind i det nye kejserrige. Hverken de borgerlige slesvig-holstenere, som undertiden havde drømt om en fri forfatning for deres land, eller hertug Frederik af Augustenborg, som tusinder havde villet indsætte som ny landsherre over hertugdømmerne i slutningen af 1863, spillede da en rolle. Schleswig-Holsteins befolkning var først blevet preussere og så tyskere, i første omgang modstræbende, men en generation senere var et flertal begejstret, og de måtte derfor være med til at bære følgerne af den politik, der blev ført i Tyskland.

Vores partnere
Region Sønderjylland - Schleswig | Lyren 1 | DK-6330 Padborg | Tel. +45 74 67 05 01 | region@region.dk | sikkerpost.region@region.dk
Telefontider/Tidsbestilling: Mandag-torsdag fra kl. 8.00-16.30 og fredag fra kl. 8.00-15.00 DatabeskyttelseKolofonStart