OK

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Ved at klikke videre på websitet accepterer du websitets brug af cookies.
Læs mere om websitets cookies her under databeskyttelse

Politisk udvikling i middelalderen

Rigs- og folkegrænser 800-1100

I året 811 mødtes frankiske og danske stormænd ved floden Eider for at slutte fred mellem kejseren og den danske konge. Udstrækning af den danske konges rige på dette tidspunkt er ikke kendt. Frem til det Tysk-Romerske Riges opløsning i 1806, tusind år senere, var floden Eider med Levensau længst mod øst dette riges nordgrænse, men i forhold til andre grænser havde den da for længst mistet sin betydning.

Floden Eider løb i 800-tallet igennem et ubeboet landområde. Ved begyndelsen af middelalderen gik sydgrænsen for det danske bosættelsesområde langs en linje Windebyer Nor-Hollingstedt-Swabstedt-Husum, hvis man skal dømme ud fra stednavnene. Sydgrænsen var befæstet med Dannevirke, hvis ældste voldsystem formentlig er fra omkring 690. Den blev fornyet flere gange frem til slutningen af 1100-tallet. Voldene spærrede med Østervolden ved Kokkentorp for adgangen til halvøen Schwansen, mens Hovedvolden i midten og Krumvolden længst mod vest dækkede landbroen mellem Schlei og Trenefloden. Handelscentret Hedeby blev også beskyttet af volde.

Det danske bosættelsesområde var inddelt i enheder, der bestod af sysler og de noget mindre herreder. Man kender ikke rigtig betydningen af den særlige jyske sysselinddeling, der blev foretaget af kongemagten i vikingetiden. Herredsinddelingen kendes fra hele Danmark og er formentlig lidt yngre. Fra middelalderen fungerede herrederne først og fremmest som retskredse med hver sit herredsting, hvor der blev afsat dom og overdraget ejendom m.m. Oprindelig var det sydligste område mellem Dannevirke og floden Eider – Stabelholm, Kamp og Fredslet - ikke omfattet af herredsinddelingen.

Schleswigs sydlige vestkyst var allerede på dette tidspunkt beboet af frisere, hvis sprog var klart forskelligt fra dansk. Øfriserne beboede senest fra omkring år 500 vesterhavsøerne Sild, Før, Amrum og Helgoland, hvorimod strandfriserne formentlig først indvandrede omkring år 1000. De bosatte sig på marskøen Strand (hvis nuværende rester er øerne Nordstrand og Pelvorm), i Eiderstedt og i marsken langs fastlandkysten mellem Husum og Højer.

Syd for floden Eider adskilte den såkaldte limes saxoniae de germanske sakserne fra de slaviske abodriter. Limes var aftalt som grænse før 818 efter frankernes erobring af Holstein og svarede efter stednavnene at dømme temmelig nøje til vestgrænsen for den slaviske bebyggelse. Limes løb fra Kieler Förde i nord i en nogenlunde lige linje vest om Plöner See ned til Elben vest for Lauenburg. Undervejs fulgte den på delstrækninger flodløbene Schwentine og Trave. Vest for Limes og syd for Ejderen boede de nordelbiske saksere, der talte nedertysk. Deres område var delt i tre såkaldte gaue: Holstein i midten, Stormarn mod syd ned til Elben og Ditmarsken mod nordvest.

Hertugdømmet Schleswigs nationale deling – begyndelsen

Fra og med det 10. århundrede udviklede Schleswig sig til at være Danmarks grænsefyrstedømme. Den rå og ret ufrugtbare gest udgjorde størstedelen af jorden, som mod øst stødte op til det østlige bakkelands ungmorænelandskab. Vest for gestranden, som ligeledes hovedsagelig bestod af ældre morænehøje, havde der siden ca. 3.000 f. Kr. dannet sig et amfibieland, kaldet "Udlandet" (Utlande).
Den befolkning, som bosatte sig her i det 7. århundrede, var dansksproget, hvilket forekomster af sønderjysk i Viöl sogn helt ind i det 20. århundrede er vidnesbyrd om. I det 8. århundrede begyndte friserne at bosætte sig i det ugæstfri Udland og opdyrkede det ved at anlægge grøfter og diger. 
Fra det 14. århundrede og frem blev en (plat)tysksproget befolkning mere og mere fremherskende i den sydlige del af hertugdømmet. Det skete i kølvandet på de politiske omvæltninger, frem for alt som følge af de schauenburgske grevers voksende indflydelse, som beherskede Holstein, Det Tyske Riges grænsefyrstedømme. De medbragte deres adelige og deres bønder. Plattysk (nedertysk) prægede desuden især livet i købstæderne og flækkerne. Plattysk var handelssproget i middelalderen, og langt ind i det 17. århundrede var det kirke- og forvaltningssprog, hvorefter højtysk slog mere og mere igennem.
Som følge af stormfloden i 1362 - "Den Store Manddrukning" - bosatte frisere fra Udlandet sig i stigende grad også på gestranden og i de umiddelbart tilstødende områder. De marskområder, som blev inddiget i de følgende århundreder, øerne og halligerne i det nordfrisiske vadehav udgjorde primært det frisiske bosætningsområde. Denne situation med hensyn til bosætningen og sprogene, som i vid udstrækning havde udviklet sig stabilt frem til slutningen af det 18. århundrede, var således udgangspunkt for de nationale konflikter i det 19. og 20. århundrede.

Grevskabet Holstein og hertugdømmet Schleswig opstår 1100-1300

Schleswig var den eneste store handelsby i landsdelen og den var truet af overfald sydfra, især af de slaviske Obodritter. Den danske konge satte derfor en lokal præfekt til at organisere det danske riges forsvar mod syd. Omkring 1115 overtog Knud Lavard, der var søn af kong Erik Ejegod, opgaven. Han betegnedes som dansk ”hertug”. Knud Lavard kæmpede med succes mod Obodritterne og blev i 1127 endog deres fyrste (”knés”). Han støttede også erhvervslivet i byen Schleswig og blev købmandsgildets oldermand. Hans voksende magt førte til konflikter med fætteren Magnus, søn af kong Niels. Magnus lod ham myrde i 1131, men Schleswig blev ved med at være et politisk og økonomisk centrum. Købmandsgildet, der antog Knuds navn, blev en vigtig magtfaktor, idet det bredte sig ud over hele Østersøområdet.

I 1111 udnævnte hertug Lothar af Sachsen Adolf (1.) af Schauenburg til greve af Holstein og Stormarn. Derimod forblev Ditmarsken et selvstændigt territorium i hele middelalderen. Adolfs grevedynasti beherskede frem til 1459 Holstein og Stormarn, der efterhånden samlet kaldtes Holstein. Det fik en afgørende betydning for fællesskabet mellem Holstein og Schleswig.

En vældig udvidelse af grevemagtens territorium skete med erobringen af det slaviske område øst for limes og helt frem til Østersøen i 1138/39. I samarbejde med de holstenske stormænd begyndte under hertug Adolf 2. en omfattende kolonisation af området. Han anlagde i 1143 byen Lübeck, der dog i 1226 blev tysk rigsstad uden for grevernes kontrol. Andre nyanlagte byer i kølvandet på koloniseringen var Plön, Ratzeburg, Preetz, Lütjenburg, Oldenburg og Kiel. Den oprindelige slaviske (vendiske) befolkning blev underkuet og fortysket i løbet af 1300-tallet.

Det øde grænseområde mellem Dannevirke og Ejderen blev ligeledes koloniseret fra 1100-årene. Bønder fra det danske bosættelsesområde bosatte sig flere steder. Først og fremmest var det dog bønder fra syd, fra Holstein, der koloniserede og opdyrkede grænseegnen. Alligevel blev herredsinddelingen også indført her.

Efter 25 års borgerkrig mellem forskellige grene af kongeslægten blev de danske lande i 1157 forenet under kong Valdemar 1. den Store, der var søn af Knud Lavard. Sønderjylland spillede dog fortsat en selvstændig rolle. Landet havde bl.a. sit eget landsting i Urnehoved i Bjolderup sogn.

Omkring år 1200 blev den sydlige del af den jyske halvø et hertugdømme. Det bestod af de tre sønderjyske sysler Barved, Ellum og Isted. I kong Knud d. 6.s regeringstid 1182-1202 talte man for første gang om et hertugdømme i Schleswig, som blev besat med kongens bror, Valdemar. Da Valdemar blev konge i 1202, beholdt han hertugtitlen. Denne tildeltes i 1218 hans næstældste søn.

Kong Valdemar d. 2. med tilnavnet ’Sejr’ førte en meget ekspansiv politik i Østersøområdet, indtil han i 1223 blev taget til fange af sin tidligere vasal Heinrich af Schwerin. I disse år brød riget sammen, og Valdemars forsøg på at genoprette magten endte med nederlaget på slagmarken ved Bornhöved i Holstein 1227.

I hans tid udkom den berømte ”Kong Valdemars Jordebog”, der er det første topografiske værk med oplysninger om kongens rettigheder i landet. Retsforholdene blev også organiseret, og Schleswig og Jylland kom under den nye ”Jyske Lov”, hvoraf visse bestemmelser for Schleswigs vedkommende var i kraft til 1900!

Fra 1232 til 1375 var den yngre danske kongesøn Abel og hans efterkommere hertuger af Sønderjylland. Efter Valdemars død 1241 blev landet ramt af konflikten mellem kongens sønner, - kong Erik d. 4. Plovpenning og hertug Abel. Efter kong Erik var blevet myrdet på Schlei i 1250 blev Abel konge († 1252); hans efterkommere regerede hertugdømmet som et særdeles selvstændigt territorium, og i 1312 blev positionen som hertug gjort arvelig.

I anden halvdel af 1200-tallet fik de vigtigste handelspladser ved Østersøkysten købstadsrettigheder efter Schleswigs forbillede, hvorimod Tønder allerede i 1243 var blevet købstad med forbillede i lybsk ret. Den økonomiske udvikling skred godt frem op til 1300.

Hertugdømmets grænser ændredes gennem tiden. Nordgrænsen var Kongeåen, men den vigtige handelsby Ribe hørte næppe nogensinde til hertugens magtområde. Nordfrisland var oprindelig et særligt "utland" under kongen, men med tiden kom stadig større og større dele under hertugen. Lige indtil 1864 beholdt kongen dog som en del af kongeriget øen Amrum, den vestlige del af øen Föhr og List på nordspidsen af Sylt. Vesterhavsøen Helgoland var ligeledes beboet af frisere. Den hørte i 1200-tallet under den danske konge, men kom i 1402 under hertugerne i Schleswig.

På østkysten hørte øerne Als, Ærø og Femern heller ikke oprindelig til hertugens magtområde, men var allerede fra 1250'erne genstand for strid mellem hertugen og kongen. Als kom endegyldigt i hertugernes besiddelse i 1286, Femern i 1326 og Ærø i 1439. Øen Langeland og områder ved Fåborg og Svendborg på Fyn var i kortere perioder af 12- og 1300-tallet i hertugernes magt og dermed midlertidigt unddraget kongens styre.

I 1407 erhvervede dronning Margrethe Trøjborg gods i Vestslesvig og gav det til bispen i Ribe. Denne besad i forvejen Møgeltønder gods og andet gods i Vestslesvig, bl.a. på Rømø. Disse godser blev lagt under kongeriget og de udgjorde helt til 1864 sammen med Amrum, Westerland-Föhr og List de såkaldte "kongerigske enklaver", altså adskilte territorier i hertugdømmet Schleswig. Da godserne lå meget spredt, var der dog ikke tale om skarpe grænse mellem hertugdømmet og kongeriget i Vestslesvig; i mange landsbyer hørte nogle gårde under kongeriget, andre under hertugdømmet.

Fællesskabet mellem Schleswig og Holstein vokser frem

Fra 1200-tallet og middelalderen ud voksede et fællesskab mellem grevskabet Holstein og hertugdømmet Schleswig frem. Hertugerne af Abels slægt (1232-1375) stræbte efter at selvstændiggøre deres hertugdømme i forhold til den danske kongemagt. Derfor støttede de sig til de schauenburgske grever i Holstein, der havde en klar interesse i, at der fandtes en stødpude imellem dem og de danske konger. Det førte snart til en betydelig holstensk indflydelse i det sønderjyske hertugdømme.

Landet mellem Schlei og floden Eider blev i 1260 af hertug Abels enke Mechtilde pantsat til hendes brødre, de holstenske grever, og pantet blev aldrig indløst. Herefter var de sønderjyske hertugers herredømme kun af formel karakter. Faktisk blev dette sydlige område med de mange bosatte holstenske bønder derefter en del af Holstein.

Under den danske kongemagts svækkelse i 1300-tallet voksede den holstenske magt i Schleswig yderligere. I 1326 gjorde grev Gerhard 3. sig til ”rigsforstander” i Danmark og indsatte den mindreårige hertug Valdemar 5. som dansk konge med sig selv som formynder. Ved den lejlighed måtte Valdemar i sin håndfæstning love, at hertugdømmet Sønderjylland ikke blev forenet med Danmarks rige og krone, således at den samme herskede over begge. Endelig lod Gerhard sig i 1326 arveligt forlene med hertugdømmet Sønderjylland. Selv om Gerhard kun var hertug til 1330, stod det klart, at den holstenske politik ikke længere indskrænkede sig til at dominere det sydlige område mellem Ejderen og Danevirke-Sli-linjen, menat gøre hele hertugdømmet Sønderjylland til en stødpude mellem Holstein og Danmark.

Efter Abelslægten var uddød i 1375, satsede greverne på at sætte sig varigt i besiddelse af hertugdømmet. Det lykkedes i 1386 Gerhard 6. at opnå arvelig forlening med Sønderjylland - eller kaldet Schleswig. Det sidstnævnte navn slog nu definitivt igennem som det officielle navn på hertugdømmet, idet hertugens territorium fik navn efter hans residensby ved Schlei. Det lykkedes hverken for den danske dronning Margrethe eller kong Erik af Pommern at forhindre den holstenske besiddelse af Schleswig. Ved midten af 1400-tallet eksisterede der reelt en selvstændig stat Schleswig-Holstein stat styret af greverne og ridderskabet. Dette bestod af de fornemste adelsslægter i Holstein og Schleswig, hvortil mange holstenske adelsmænd var indvandret.
Da den schauenborgske greveslægts rendsburgske linje uddøde i 1459, valgte ridderskabet i 1460 den danske konge Christian 1. som hertug i Schleswig og greve (fra 1474 hertug) i Holstein. Med Ribeprivilegiet af 5. marts 1460 måtte kongen dog anerkende, at han var blevet valgt ”ikke som en konge af Danmark, men på grund af den gunst, som disse landes indbyggere har til vor person”. Samtidig gav han ridderskabet løfte om at holde landene Schleswig og Holstein ”ewich tosamende ungedelt”, evigt udelte sammen. Med Ribebrevet blev Holstein for de næste 400 år knyttet til det danske monarki ved en personalunion, og inden for denne ramme blev Schleswigs og Holsteins nære samhørighed i form af en realunion fastslået.

Vores partnere
Region Sønderjylland - Schleswig | Lyren 1 | DK-6330 Padborg | Tel. +45 74 67 05 01 | region@region.dk | sikkerpost.region@region.dk
Telefontider/Tidsbestilling: Mandag-torsdag fra kl. 8.00-16.30 og fredag fra kl. 8.00-15.00 DatabeskyttelseKolofonStart