OK

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Ved at klikke videre på websitet accepterer du websitets brug af cookies.
Læs mere om websitets cookies her under databeskyttelse

Politisk udvikling nyere tid

Hertugerne og opdelingen af hertugdømmerne

Ved kong Frederik den 1.s død i 1533 stod både kongeriget og hertugdømmerne overfor at skulle have en ny herre. Formelt havde hertugdømmernes stænder ret til selv at vælge, men reelt spillede også kongeslægtens arvekrav en betydelig rolle. Modsat kongeriget traf stænderne allerede i 1533 deres afgørelse og hyldede alle den afdøde konges fire sønner som herrer. Som den eneste myndige søn overtog hertug Christian (senere kong Christian den 3.) foreløbig styret på egne og umyndige brødres vegne. I 1544 blev der foretaget den endelige deling mellem brødrene. Den yngste bror havde dog opgivet sine krav mod løfte om anden forsørgelse.

Delingen af hertugdømmerne blev foretaget på en måde, så alle hertugerne fik lige store indtægter af deres hertugdømmer. Det betød, at alle fik spredt beliggende områder i begge hertugdømmer. Herved sikrede stænderne tillige, at Schleswig og Holstein forsat var knyttet sammen, og at hertugernes muligheder for at skabe alt for stærke og selvstændige fyrstedømmer blev mindre. Godserne, prælaterne og byerne blev holdt uden for delingen og underlagt fællesstyre.

Den yngste bror, Adolf, valgte først og fik Gottorp som residensslot. Kongen valgte den sønderborgske del med Stadt Flensburg, og Hans (den Ældre) valgte Haderslev som residensby. De to yngre brødre begyndte efter delingen at opbygge og styrke deres nye hertugdømmer. Særlig Adolf udviste her initiativer i retning af at skabe en rigtig fyrstestat, mens den barnløse Hans næppe havde helt de samme ambitioner.

Efter Christian den 3.s død blev det igen aktuelt med en deling, denne gang dog kun af den kongelige del af hertugdømmerne. Af kongens tre sønner blev den ene forsørget på anden vis, så delingen kom kun til at vedrøre kong Frederik den 2. og den yngste bror Hans (den Yngre). Hans fik i 1564 overladt Als samt Plön i Holstein, men på den efterfølgende landdag nægtede stænderne at hylde ham. Hans den Yngre fik derfor ingen andel i fællesregeringen.

I 1580 døde hertug Hans den Ældre barnløs. Spørgsmålet om arveretten til hans ejendom og besiddelser førte til uoverensstemmelser mellem kongen og hertug Adolf. Sidstnævnte mente ikke, at kongen som brodersøn var arveberettiget, når der fandtes en fuldbroder (ham selv). Sagen blev løst ved et kompromis i 1581, hvorefter Adolf fik al løsøret.

Hertug Hans’ hertugdømme blev derimod delt mellem Adolf, kongen og Hans den Yngre. Fordelingen skete således, at Adolf fik Tønder og Løgumkloster amter, Nordstand og Femern samt Bordesholm kloster i Holstein. Kongen fik Haderslev amt med Tørning len samt Rendsburg amt. Hans den Yngre fik herefter noget gods i Haderslev amt samt Ryd Kloster.

Ved delingerne fik hver hertug fik tildelt et antal amter. I disse amter fungerede den enkelte hertug – herunder kongen – som en slags storgodsejer, der fik sine indtægter fra bønderne. Hver hertug afgjorde dog også mangfoldige spørgsmål, der vedrørte lokalområdet, hvad enten det nu gjaldt broer og veje eller fattigforsorg.

En række mere overordnede spørgsmål skulle imidlertid stadig være fælles for hele hertugdømmet og her afgøres af de regerende hertuger og den adelige landdag i fællesskab. En række mere generelle love blev udstedt som fælleslove for hele Schleswig og Holstein, herunder den såkaldte Haderslev-reces fra 1614, der reelt indførte livegenskab på de fleste adelige godser. Fælles var også spørgsmål om krig og fred og skatteudskrivning, da skatterne især var beregnet på at dække udgifter til militæret. Der var også en fælles øverste domstol for hertugdømmet. Endelig hørte alle sager vedrørende adelen og de adelige godser direkte under den fælles regering og den øverste fælles domstol, den adelige landsret.

I fællesregeringen skiftedes kongen, hertugen af Gottorp og indtil 1580 hertug Hans den Ældre til føre forsædet. Hans den Yngre og hans efterkommere blev derimod aldrig anerkendt som regerende hertuger og fik derfor ikke andel i fællesstyret og de fælles skatteindtægter.

Som tidligere hertugerne af Abels slægt stræbte også hertugerne af Gottorp efter størst mulig selvstændighed i forhold til den danske konge. Navnlig Johan Adolf (hertug 1575-1616) bestræbte sig på at opbygge en bæredygtig moderne fyrstestat. Det lykkedes ham i 1608 at få gennemført førstefødselsretten, der ved tilsidesættelse af stændernes valgret sikrede at hertugdømmet gik udelt i arv til den ældste søn, Friedrich (1616-59). Han lagde i 1621 navn til den ny grundlagte by Frederiksstad og fortsatte sin fars opbygning af Gottorp Slot til hertugdømmernes kulturcentrum med bibliotek, tilknyttede kunstnere, Nordeuropas største haveanlæg.

Omkring midten af 1600-tallet gik fællesregeringen mere og mere i opløsning. Kongen og hertugen af Gottorp opbyggede ikke blot hver sin forvaltning, men efterhånden også hver sit militær. I 1658 udnyttede den gottorpske hertug Danmarks nederlag til Sverige til at opnå fuld suverænitet for sit hertugdømme. Det betød, at han nu helt legalt kunne holde egen hær og føre egen udenrigspolitik uden hensyn til kongen. Herefter gjaldt fællesregeringen kun for de adelige godsers område.

En væsentlig forskel mellem kongens og den gottorpske hertugs rolle i Sønderjylland var, at kongen kun var til stede i Sønderjylland i kortere perioder af gangen. Det meste af den centrale administration af den kongelige del af hertugdømmerne lå i hele perioden i København, mens der i hertugdømmerne fandtes en kongelig statholder samt et regeringskancelli i Glückstadt og fra 1713 tillige en overret i Schleswig.

Gottorp var derimod centrum for både en centraladministration og et hof. Det samme gjaldt til 1580 Haderslev, og i mindre målestok Sønderborg i Hans den Yngres tid. Selv Nordborg og Glücksburg rummede i længere perioder små hoffer og en lille centralforvaltning og havde dermed i princippet en status som ingen provinsby i kongeriget. Disse hoffer blev små centre for både politik og administration og for kunst og videnskab. Tilsvarende centre var der knap i den kongelige del af Sønderjylland.

Opdelingen af hertugdømmet i det 16. århundrede

I Ribebrevet fra 1460 lovede kong Christian 1. Schleswig og Holstein, at de skulle forblive "evigt udelte sammen". Kongen døde i 1481.
I 1490 blev hertugdømmerne opdelt første gang mellem de to kongesønner Hans og Frederik. Området blev inddelt i tværstriber, der strakte sig fra Østersøen til Nordsøen og som tilfaldt de to nye landsherrer skiftevis fra nord til syd. 
Opdelingen skete ikke på baggrund af arealstørrelser, man ud fra de indtægter, de pågældende områder kunne forventes at indbringe. Hertug Frederik valgte den såkaldte gottorpske andel, der havde fået navn efter landsherrens sæde, nemlig Gottorp Slot ved Schleswig. Efter kong Hans' død og dennes søn kong Christian 2's afsættelse var hertugdømmerne genforenet under Frederik 1. fra 1523 og under dennes ældste søn Christian 3. fra 1533. 
I 1544 blev hertugdømmerne så opdelt for anden gang, denne gang mellem kongen og prinserne Hans og Adolf. Hertug Hans (den Ældre) lagde sin energi som renæssancefyrste i op- og udbygningen af sit hertugdømme, som han regerede fra Haderslev, hvortil følgende områder hørte: amterne Als, Ærø, Haderslev, Løgumkloster og Tønder samt områderne Nordstrand, østerlandet på Föhr og øen Sylt. Da hertug Hans den Ældre døde barnløs i 1580, blev hans andel delt mellem de to andre. 
Derefter bestod den gottorpske andel, som var basis for det undertiden selvstændige gottorpske hertugdømme, primært af amterne Aabenraa, Gottorp og Husum, Løgumkloster og Tønder samt områderne Eiderstedt, Nordstrand, østerlandet på Föhr og Sylt. Amterne Als, Bredstedt, Flensburg, Haderslev og Nordangeln, som alle blev regeret fra Sønderborg og var beliggende i Schleswig tilfaldt kongen, der regerede her som hertug. Ærø og amterne Nordborg og Sønderborg på Als tilfaldt de såkaldte "afledte herrer" i 1564, der regerede som hertuger af Sønderborg her, indtil linjen uddøde i 1779.
Siden det 15. århundrede havde nogle enklaver i hertugdømmet Schleswig hørt direkte til det danske kongerige, nemlig Listland på den nordlige del af Sylt, den sydlige del af Rømø, vesterlandet på Föhr med Amrum, Lø Herred nord for Møgeltønder og Ribe Stift. Visse dele af hertugdømmet, f.eks. de adelige godser i Angeln og mellem Aabenraa og Gråsten var underlagt de to landsherrers fælles regering.
Forvaltningsenhedernes grænser fulgte naturlige forløb og de linjer, der var blevet fastlagt i det 15. århundrede. De blev stort set ikke ændret under de forskellige skiftende landsherrer. Efter svenskernes nederlag i Store Nordiske Krig blev størstedelen af de gottorpske landområder, som var allieret med Sverige, igen en del af den kongelige andel i 1713. Den del af grænselandet, som var hertugdømme, hørte nu igen ind under kongen, som herskede her som hertug af Schleswig indtil Schleswig-Holsteins overgang til Preussen i 1867.

Kongen og gottorperne - Schleswig samles under kronen

Under Danmarks krig med Sverige 1643-45 købte hertug Friedrich sig til neutralitet, og i den næste krig i 1658 gik gottorperne i alliance med Sverige og kunne udnytte dette lands sejr over Danmark til at opnå fuld suverænitet. Dette var uantageligt for den danske konge, der så sit rige omringet, og hertug Christian Albrechts tid (1659-94) kendetegnedes af hårde konflikter med Danmark, men dog også af fortsat opbygning af statslige aktiviteter, f.eks. ved grundlæggelsen af Kiels Universitet i 1665.

I forbindelse med Danmarks krige mod Sverige blev den gottorpske andel af Schleswig besat 1675-79 og igen 1684-89 og i år 1700. Under Den store nordiske Krig 1709-20 søgte Gottorp først at bevare neutraliteten, men stillede 1712 fæstningen Tønning til rådighed for de svenske tropper, som dog måtte kapitulere til den danske hær i 1713.

Derefter blev det gottorpske hertugdømme holdt besat, indtil det i 1721 lykkedes kongen at få inddraget den gottorpske andel af Schleswig i kronen. Denne indlemmelse blev dog ikke fulgt op af en administrativ harmonisering, idet Schleswig beholdt sin egen administration sammen med kongens dele af Holstein. Den gottorpske del af Holstein kom først på kongens hænder i 1773 i forbindelse med et mageskifte med Oldenburg.

Også den sønderborgske del af Sønderjylland kom med tiden på kronens hænder. Efter Hans den Yngres død i 1622 blev det i forvejen ikke særlig store hertugdømme delt mellem hans mange sønner, således at der i Schleswig opstod hertugdømmerne Lyksborg, Sønderborg, Nordborg og Ærø, samt Plön i Holstein.

Hertugdømmet Ærø blev allerede i 1633 efter hertugens død delt imellem de fire andre brødre. Heller ikke de andre hertugdømmer var levedygtige i længden. Sønderborg gik fallit og blev inddraget under kongens område i 1668. Det samme gjorde Nordborg i 1669, men blev året efter genoprettet som hertugdømme under linjen fra Plön.

I årene 1722/29 erhvervede kongen imidlertid godserne på Nordals og Ærø (de holstenske rester af hertugdømmet Plön erhvervede kongen i 1761). Derefter var i Schleswig kun Lyksborg tilbage. I 1749 købte kongen Glückburgs andel af Ærø, og i 1779 fik han ved den sidste hertugs død resten af hertugdømmet.

Hertugerne af Augustenborg blev tilbage. De nedstammede fra hertug Alexander af Sønderborg, der havde to yngre sønner, hvoraf ingen dog arvede hertugdømmet. Den ene, August Philip, blev officer i Tyskland, og hans slægt mistede helt forbindelsen til landsdelen, indtil en fjern efterkommer af ham i 1863 endte på den danske trone som kong Christian IX.

Den anden, Ernst Günther, blev stamfar til hertugslægten på Augustenborg. Han forsøgte først at få hertugdømmet Sønderborg efter sin fallerede bror. Det afviste kongen imidlertid, men han blev gjort til amtmand over Sønderborg amt, og han fik efterhånden midler til at købe kongens besiddelser i Stavnsbøl og Sebbelev.

Gårdene i Stavnsbøl blev nedlagt, og af deres jord opstod ca. 1660-63 herregården Augustenborg, som fik navn efter Ernst Günthers kone. Augustenborg blev ikke dermed noget hertugdømme, som Sønderborg tidligere havde været det. Alligevel kaldte Ernst Günther og hans efterkommere sig efter tysk skik hertuger. De havde betydning som officerer og amtmænd og som ejere af et stadigt større godskompleks; erhvervelsen af de omfattende gråstenske godser i 1725 gjorde dem til hertugdømmet Schleswigs største godsejere.

Kongetroskab og helstatspatriotisme

Siden indlemmelsen af de gottorpske dele af hertugdømmet Schleswig i den danske krone i 1721 søgte den enevældige kongemagt at konsolidere sin stilling ved en målrettet kongepropaganda. Den ytrede sig især ved de store begivenheder i kongehuset som barnedåb, vielser, kroninger og begravelser samt kongens fødselsdag. Dertil kom særlige begivenheder i 1749 som 300-året for etablering af det oldenborgske kongehus og i 1760  100-året for enevældens indførelse.

Kongehusets festdage blev markeret med gudstjenester, skolefester og borgerfester arrangeret af købstædernes magistrater. Kongemagten blev nok så nærværende ved kongernes talrige besøg i hertugdømmerne. I købstæderne var der rejst æresporte, husene blev illumineret, borgergarder holdt parade for kongen, som fik overrakt hyldestdigte, borgerskabet mødte som tilskuere frem i stiveste puds, kongen blev modtaget af byens honoratiores, der også blev inviteret til taffels etc. I begyndelsen inspicerede kongerne navnlig de lokale militære enheder, men ikke mindst under Frederik 6. og Christian 8. blev besøgsprogrammet udvidet til de civile statsinstitutioner, som de to konger personligt kontrollerede. For Christian 8. blev det dog ikke kun til arbejde, men også til årlige badeferieophold på Før og besøg hos familien på Augustenborg.
 
Landområderne fik ikke samme kongelige opmærksomhed som købstæderne, men mange havde lejlighed til at se kongen og hans følge, når det drog forbi, og det skete, at bønder drog til staden for at se kongen. Fra flere af tidens bondeoptegnelser kendes formuleringen "vores konge" eller "vores allernådigste konge" om den danske monark, så kendskabet til kongen, hans person og hans betydning som monarkiets hersker også var udbredt i bondestanden. I bondestanden fandtes en indgroet forestilling om kongen som værn for de uprivilegerede stænder imod "de store", d.v.s. godsejere og embedsmænd, der nægtede bonden hans "ret". Ved konflikter med "de store" måtte bønderne derfor søge at gå uden om melleminstanserne og nå direkte frem til kongen med deres klage. Sådan tænkte mange bønder lige indtil 1848.

I byerne mødtes den enevældige stats konge- og systempropaganda fra slutningen af 1700-tallet med det fremadstræbende borgerskabs patriotisme. Hvor den officielle kongepropaganda tildelte borgerne en passiv rolle som tilskuere, krævede oplysningstidens patriotisme en aktiv indsats af borgerne til gavn for staten og almenheden. Selv om kongen stadig var højt hævet over de almindelige borgere, bestod der efter den patriotiske tankegang en uskreven samfundskontrakt imellem kongen og undersåtterne om at virke sammen til statens bedste. Borgerskabet ydede sit bedste ved talrige nytteorienterede initiativer som oprettelse af almene skoler og erhvervsskoler, industrier hvor de fattige kunne beskæftiges og tjene til deres udkomme, anlæggelse af fattighaver, dannelse af patriotiske selskaber og klubber, fremme af landbruget etc., ligesom det stillede sig til rådighed for forsvaret ved oprettelse af borgervæbninger. Til gengæld lyttede kongen efter denne opfattelse til borgerskabets patriotiske ønsker. Trykkefriheden var et afgørende element i denne uskrevne "kontrakt".

I den dansk-norsk-slesvig-holstenske helstat beherskede den patriotiske ideologi den frembrydende borgerlige offentlighed i alle monarkiets dele. På tværs af sproglige skel sluttede de førende borgere op om den danske konge, regering og stat. Det gjaldt også - og måske i særlig grad - i hertugdømmerne Schleswig og Holstein. Denne helstatspatriotisme var mere end kongetroskab; vel var hyldesten af monarken en hovedhjørnesten i det offentlige liv, men den rettede sig nok så meget mod kongen som statens symbol som mod ham som en enevældig fyrsteperson.

Helstatspatriotismen omfattede også andre fælles institutioner i helstaten som f.eks. flåden. Den gjaldt de forskellige territorier af staten som ligeværdige dele af monarkiet og den gav København en særlig nimbus som den fælles hovedstad. Helstatspatriotismen var solidt forankret i regeringens neutrale udenrigspolitik, der sikrede søfart, handel og velstand, og i indenrigspolitikken med de mange fremskridtsvenlige love om trykkefrihed, indfødsret, landboreformer, skolereformer etc. Den næredes kraftigt under krigene mod England 1801 og 1807-14, der overalt udløste følelsesladede patriotiske initiativer f.eks. indsamlinger til sårede og faldnes efterladte, opstilling af vagter og forsøg på væbninger, og frivillige bidrag til kanonbåde. Selv om statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge 1814 med de følgende årtiers krisetilstand og reformpause svækkede de helstatspatriotiske følelser, var de stadig levende i 1830'erne og til dels i 1840'erne.

Vores partnere
Region Sønderjylland - Schleswig | Lyren 1 | DK-6330 Padborg | Tel. +45 74 67 05 01 | region@region.dk | sikkerpost.region@region.dk
Telefontider/Tidsbestilling: Mandag-torsdag fra kl. 8.00-16.30 og fredag fra kl. 8.00-15.00 DatabeskyttelseKolofonStart