OK

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Ved at klikke videre på websitet accepterer du websitets brug af cookies.
Læs mere om websitets cookies her under databeskyttelse

Social udvikling i nyere tid

Fattigdom og fattigvæsen

I middelalderen var de svage i samfundet overladt til velgørenhed fra kirken og private. De kunne søge hjælp i klostrene, som uddelte understøttelser og sørgede for syge og rejsende. Cistercienserklostrene, f. eks. klostret i Løgum, ydede en storstilet godgørenhed. Der var også hjælp at hente hos de tiggermunke, som fra 1230'erne slog sig ned i Tønder, Haderslev, Schleswig og Flensburg, og i de såkaldte hospitaler, helligåndshuse, Skt. Jørgensgårde og Skt. Gertruds stiftelser ydede også hjælp. Broderskaber og gilder udførte ligeledes sociale opgaver.
 
Reformationen ændrede ikke radikalt på disse forhold. I 1542 indskærpede den nye kirkeordinans for Schleswig og Holstein, at de hjemmehørende fattige fortsat skulle have indtægter fra alle hidtidige fattigstiftelser og fra klingbøjtel, som man benyttede ved gudstjenesten til at samle penge ind til de fattige. Hospitalerne skulle have gode forhold. Vigtigst var, at øvrigheden prøvede at regulere tiggeriet. Hjemmehørende fattige kunne få et ”tiggertegn”, som gav ret til at tigge inden for byens eller sognets grænser. Sådanne regler kendes fra Husum by i 1528, og hertug Hans den Ældre gennemførte noget lignende på Haderslev og Tønder egnen fra 1550'erne. Det samme indførtes med Sønderborgs og Flensburgs politiordninger i 1600 årene.
 
De gentagne forordninger mod omstrejfende tiggere viser, at systemet ikke virkede. I stedet blev der gjort de første forsøg med en egentlig offentlig forsorg. I Frederiksstad, Schleswig og Tønning skete det allerede i 1600 årene. I 1736 indførte Christian VI tilsvarende regler i hele Sønderjylland: Alt tiggeri blev forbudt. Hver by, kommune eller sogn skulle oprette en fattigkasse med indtægter fra legater, klingbøjtler, fattigbøsser og fra såkaldt frivillige bidrag, og om nødvendigt en regulær fattigskat. Af denne fattigkasse skulle man uddeles ugepenge, så de trængende ikke længere havde behov for at tigge. Tiggerfogeder skulle pågribe tiggere. Men lov er ét, virkelighed noget andet. Understøttelserne var utilstrækkelige, og tiggeriet fortsatte. Gang på gang måtte øvrigheden foranstalte regulære ”tiggerjagter”. På landet gik mange fattige eller gamle ”på omgang”, dvs. de fik på skift mad og husly rundt på gårdene. Forældreløse børn blev på fattigkassens regning sat i pleje ”for den billigste pris”.
 
Ved århundredets slutning havde fattigkasserne mange steder faste, skattelignende indtægter. Befolkningstallet og priserne steg og det medførte øgede sociale vanskeligheder. Derfor se man reformer af fattigvæsenet i næsten hver eneste købstad i Sønderjylland fra 1788 til 1812. Der blev ansat ”fattigplejere”, som skulle finde frem til de fattige, undersøge deres behov og sørge for, at hver enkelt fik den hjælp, som i det enkelte tilfælde skønnedes bedst. Målet var en individualiseret hjælp og større kontrol.
 
Reformerne omkring 1800 var præget af lyssyn, men det skiftede snart. Landbrugskrise, arbejdsløshed og voksende fattigdom fik fattigudgifterne til at eksplodere. Mange frygtede, at de fattige skulle formere sig voldsomt. I 1841 fandt den nye tidsånd udtryk i en ny fattiglov. Her hed det, at folk, som havde fået fattighjælp, ikke kunne gifte sig uden tilladelse. Hjælpen skulle så vidt muligt ydes i naturalier og gerne kollektivt i fattigarbejdsanstalter. Her skulle der herske skrap husorden og arbejdstvang, som kunne anspore de fattige til at klare sig selv. Disse nye institutioner, bedre kendt som ”fattiggårde”, blev de følgende 50 år det berygtede centrum for den sociale forsorg. Kun sjældent virkede de efter hensigten, dvs. at rationalisere og effektivisere fattigforsorgen og begrænse udgifterne. Da Bismarcks love om syge, ulykkes , invaliditets  og aldersforsikring fra 1891 indledte en ny tid, havde fattiggårdene udspillet deres rolle.

Vores partnere
Region Sønderjylland - Schleswig | Lyren 1 | DK-6330 Padborg | Tel. +45 74 67 05 01 | region@region.dk | sikkerpost.region@region.dk
Telefontider/Tidsbestilling: Mandag-torsdag fra kl. 8.00-16.30 og fredag fra kl. 8.00-15.00 DatabeskyttelseKolofonStart