OK

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Ved at klikke videre på websitet accepterer du websitets brug af cookies.
Læs mere om websitets cookies her under databeskyttelse

Billedkunst

Gallerier og udstillinger syd for grænsen

Schleswig-Holstein har traditionelt set altid været et sted, hvor betydende kunstnere har levet og skabt deres kunst. Museer og kunstnerhuse helliger sig nogle af disse kunstnere. I Sydslesvig er det især Emil Nolde i Seebüll/Neukirchen, hvor han boede, og Richard Haizmann i Niebüll. Mange betydende regionale kunstnere, herunder nulevende, bliver hædret på deres virkesteder med atelier- og værkstedsgallerier (det er øen Sylt et særligt godt eksempel på) eller med særudstillinger på museerne. 
Alle større museer i Schleswig-Holstein har betydende kunstsamlinger - i Sydslesvig er det "Museumsberg Flensburg" og "Landesmuseum für Kunst und Kultur" på Gottorp Slot i Schleswig.

Det tyske forbund for billedkunstnere (Bund Bildender Künstler - BBK) arrangerer skiftende udstillinger for medlemmerne hele året. Desuden præsenterer det en stor udstilling på skiftende udstillingssteder en gang om året. Den censurerede udstilling har fundet sted i godt 55 år, og hvert femte år danner Gottorp Slot i Schleswig ramme om udstillingen.

Mange kunstværker kan også ses offentligt. I alle byer og kommuner har billedhuggere fået lov til at præsentere deres værker, og offentlige bygninger prydes også altid af kunst. Mange offentlige bygninger og store erhvervslokaler med store vægge, lange gange og enorme receptionsområder er meget velegnede til udstillinger og permanent placering af moderne kunst. 

Gallerier på Sylt
De mange gallerier på øen giver øboerne og frem for alt dem, der har fritidsbolig på Sylt, og turisterne et bredt spektrum af kunst. Ligesom Siegwart Sprotte gjorde, har mange kunstnere skabt sig et andet hjem og et galleriværksted på øen, mens de stadig levede.

Gallerier og udstillinger nord for grænsen

Mange steder i Sønderjylland finder man mindre gallerier og udstillingssteder, hvor kunst og brugskunst bliver udstillet og forhandlet. I mange tilfælde er der tale om lokale produktioner og sæsonbetonede aktiviteter. Nedenfor præsenterer vi en række gallerier og udstillingssteder, som udstiller og forhandler kunst og brugskunst fremstillet af professionelle kunstnere. Ofte danner disse udstillingssteder også rammen om andre kulturarrangementer.

BaneGården – Kunst & Kultur
BaneGården – Kunst & Kultur er et privat ejet udstillingssted, som er indrettet i den gamle banegård i Aabenraa. Siden 1993 har BaneGården dannet ramme om skiftende kunstudstillinger og andre kulturelle arrangementer. BaneGårdens udstillingsprogram rummer tilbagevendende begivenheder som f.eks. Den Åbne Udstilling i december måned og Den Censurerede Udstilling i perioden omkring påske. 
Ved siden af de tilbagevendende begivenheder arrangeres udstillinger af kunstnere eller grupper af kunstnere, som lejer BaneGårdens lokaler.
Kunstforeningen BaneGården er knyttet til udstillingsstedet, som også forestår musikarrangementer, foredrag og andre kulturelle arrangementer.

Museet Holmen i Løgumkloster
Museet Holmen er en selvejende institution, som blev oprettet i 1965 med initiativ fra Løgumkloster Refugium. Holmen er et såkaldt ”associeret museum”, hvilket indebærer, at Museet Holmen er knyttet til det sønderjyske museumsvæsen, uden dog at være omfattet af de rettigheder og pligter, der er forbundet med de statsanerkendte museers arbejde. Museet Holmen har til huse i en vestslesvigsk gård fra 1792. Museet arrangerer kunstudstillinger og udstillinger, der belyser lokalhistoriske forhold.

Galleri Rasmus i Tønder
Galleri Rasmus, som er del af en kæde af private gallerier, har siden efteråret 2006 haft lokaler i Østergade i Tønder. Galleriet arrangerer skiftende separatudstillinger, som typisk varer i 14 dage. Galleriet har faste åbningstider, men kan også besøges efter aftale.

Det lille Galleri i Haderslev
Det lille Galleri, som er privat ejet, huser skiftende udstillinger af grafik, maleri og keramik/ skulptur. De udstillende kunstnere er anerkendte, danske kunstnere og udstillingerne varer oftest omkring en måned.

Kunstnersammenslutninger syd for grænsen

I Schleswig-Holstein findes der et stort antal selvstændigt udøvende kunstnere, som finder sammen omkring fælles projekter i faste eller skiftende konstellationer.

"Norddeutsche Realisten" er en helt særlig kunstnersammenslutning. Den blev stiftet af kunstneren Nikolaus Störtenbecker, der bor i nærheden af Flensburg, og Friedel Anderson fra Itzehoe, og kunstnerne fandt sammen for første gang til et symposium i 1989. De ville alle hellige sig det traditionelle "plein air"-maleri (friluftsmaleri).

Denne fælles interesse har gang på gang ført kunstnersammenslutningen sammen i forskellige konstellationer omkring større projekter. De har opstillet deres staffelier i Kreis Steinburg og på halvøen Schwansen, ved Kiel Fjord og i de naturskønne landskaber ved Treene og Alster og malet på Helgoland. De har fundet deres motiver mellem dokkerne i Hamburgs havn, på hovedbanegården i Hamburg og i det mondæne kvarter Blankenese også i Hamburg. De har malet under debatterne i Forbundsrådet i Berlin og i den Schleswig-Holsteins landdag i Kiel, fulgt et musikorkester under prøverne og været med på skoleskibet Gorch Fock på et to ugers togt. Lufthansas fabrik i Hamburg og Kielerkanalens jubilæum i 2001 var andre anledninger til et kunstnerisk træf.

Ligesom malerne i det 19. århundrede søger "Norddeutsche Realisten" den direkte kontakt med naturen og det offentlige liv. De maler realistisk og skyr ingen anstrengelse for at male udendørs og i al slags vejr. Lyset, atmosfæren, øjebliksstemningen i en situation - og situationen selv - det er det, disse moderne impressionister forsøger at gengive på lærredet.

Ud over stifterne Nikolaus Störtenbecker (Munkbrarup) og Friedel Anderson (Itzehoe) er følgende kunstnere tilknyttet sammenslutningen: Michael Arp (Grödersby), Brigitta Borchert (Kiel-Molfsee), Tobias Duwe (Großensee/ St. Aulaire - Frankrig), Erhard Göttlicher (Uetersen), Frauke Gloyer (Niebüll), Christian Höpfner (Berlin), André Krigar (Berlin), Christoph Lempfuhl (Berlin), Silke Meyer (Hamburg), Lars Möller (Hamborg), Martin Nill (Hamburg), Ulf Petermann (Kiel), Silke Silkeborg (Hamborg), Frank Suplie (Berlin), Christoph Thiele (Kiel) og Till Warwas (Bremen). Jens Rusch (Brunsbüttel) har været tilknyttet som gæst af og til.

De ca. 20 medlemmer af "Norddeutsche Realisten" er i dag de mest betydende repræsentanter for friluftsmaleriet i Tyskland.

Kunstnersammenslutninger nord for grænsen

Grænselandsudstillingen er en sammenslutning af udøvende kunstnere. Medlemmer af Grænselandsudstillingen er professionelle kunstnere, som er født i eller har fast bosted i Grænselandet.

Grænselandsudstillingen indledte sit arbejde i 1970. Efter initiativ fra Harald W. Lauesen blev der etableret en tilbagevendende udstilling med deltagelse af kunstnere, der var født i eller havde fast bopæl i Grænselandet. Senere er medlemskredsen udvidet til også at omfatte tyske kunstnere. 
Det er ideen bag sammenslutningen, at skabe og vedligeholde et kulturelt miljø i landsdelen for frit skabende kunstnere. Den årligt tilbagevendende udstilling sigter til at synliggøre sammenslutningens arbejde og skabe kontakt mellem publikum og kunstnerne.
Sammenslutningens første medlemmer var Willi Birkner, Franziska Clausen, Johanne From Clausen, Viggo Kragh Hansen, Niels Prip Hansen, Ole Prip Hansen, Dyke Johansen, Harald W. Lauesen, Maria Lüders Hansen, Peter Nicolaisen, Gert Nielsen, Frederik Rohde, Dan Thuesen og Nikolaus Wehding. Senere kom  flere medlemmer til.

Kunstnersammenslutningen Grænselandsudstillingen har siden 1970 udstillet medlemmernes arbejder i Sønderjyllandshallen i Aabenraa en gang om året og hvert år deltager også særligt inviterede kunstnere i udstillingen.  De gæstende udstillere bidrager til fornyelse i udstillingerne og den ideudveksling, der er forudsætningen for udvikling. Ofte er gæster senere indgået i sammenslutningens medlemskreds. På den måde bestræber sammenslutningen sig på at bringe fornyelse og nye medlemmer til arbejdet.

Grænselandsudstillingen arbejder ikke ud fra programerklæringer om tilknytning til særlige kunstarter eller stilretninger. Tværtimod er sammenslutningens arbejde præget af stor åbenhed overfor det ekspressive (H. W. Lauesen, J. Schrøder, Ole Prip Hansen, N. Wehding), konkrete (Franziska Clausen og Aage Schmidt), figurative (Dan Thuesen, Maria Lüders Hansen og J. Carstensen), det poetiske og fortællende (Ole Bjørn Petersen og Bente Sonne) og det surreale (Niels Prip Hansen og H. W. Lauesen). Udstillingerne byder også på fauvistisk maleri (Dyke Johanssen), eksplosiv energi (Jes Mogensen), polerede organiske former (Hans Lembrecht Madsen) og følsom brutalitet (Jes Schrøder).

Grundlæggende har sammenslutningen fokuseret på, at medlemmerne skal have et fællesskab i kraft af deres profession som udøvende kunstnere med relation til Grænseregionen. 
Grænselandsudstillingens hensigt om at tiltrække kunstnere nord og syd fra grænsen har i 1985 og 1988 givet to nye tyske medlemmer (Monika Poulsen og Wolfram Scheffel). Fra 1997 kom Otto Beckmann til og året efter Inka Sigel og Menno Fahl. I 2003 blev Nils Vollertsen medlem og i 2004 Falko Behrendt. Der har således altid været et overtal af danske kunstnere i sammenslutningen.

I 2007 er Grænselandsudstillingens medlemmer: Otto Beckmann, Falko Behrendt, Johannes Carstensen, Johanne From Clausen, Ken Denning, Menno Fahl, Alfred Friis, Maria Lüders Hansen, Ole Prip Hansen, Hans Lembrecht Madsen, Jes Mogensen, Ole Bjørn Petersen, Monika Poulsen, Aage Schmidt, Inka Sigel, Bente Sonne, Dan Thuesen, Nils Vollertsen og Rasmus Bjørn.

Vores partnere
Region Sønderjylland - Schleswig | Lyren 1 | DK-6330 Padborg | Tel. +45 74 67 05 01 | region@region.dk | sikkerpost.region@region.dk
Telefontider/Tidsbestilling: Mandag-torsdag fra kl. 8.00-16.30 og fredag fra kl. 8.00-15.00 DatabeskyttelseKolofonStart