OK

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Ved at klikke videre på websitet accepterer du websitets brug af cookies.
Læs mere om websitets cookies her under databeskyttelse

Litterær aktivitet

Litteraturarrangementer syd for grænsen

I Schleswig-Holstein er der stor opmærksomhed omkring litteratur. Omdrejningspunkterne for denne opmærksomhed er ikke mindst de mange litterære selskaber og digterhuse, som forestår arrangementer, udstillinger og prisuddelinger. 
En stor del af disse arrangementer er orienteret mod historien og den litterære tradition, for så vidt at de handler om litteraturhistoriske skikkelser – heriblandt Hebbel-selskabet og Theodor Storm-selskabet m.fl.

Når det drejer sig om den nyere og den aktuelle litteratur, forestår Litteraturhaus Schleswig-Holstein nogle af de større arrangementer. Europæisk Festival for Debutromaner er en tilbagevendende begivenhed, som samler omkring 10 europæiske romandebutanter samt forlagsfolk, kritikere og litteraturforskere. Ved siden af præsentationen af de nye forfattere beskæftiger mødet sig med samtaler og debat, som søger at indkredse den nye litteratur.
Litteraturhaus Schleswig-Holstein står også bag Litteratursommer, som afvikles samtidig med Schleswig-Holstein Musikfestival. Tema og fokus er fælles for de to arrangementer.

Foreningen Schriftsteller in Schleswig-Holstein forestår de årligt tilbagevendende Litteraturdage, som byder på præsentationer af forfattere og forfatterskaber, oplæsning m.m. Flere gange i løbet af året arrangerer foreningen udstillingen Levende litteratur i Schleswig-Holstein, hvor et stort antal forfattere deltager.

Nordbuch har siden 2003 præsenteret litterære tekster i udgivelsen Fundstücke og afholder oplæsningsarrangementer. Foreningen har særlig opmærksomhed overfor unge og ukendte forfattere og arrangerer værkstedsarbejde.

Litteraturarrangementer nord for grænsen

Der er et rigt udbud af litteraturarrangementer over hele Sønderjylland. Det er især landsdelens biblioteker, der står bag arrangementerne, som tiltrækker forfattere og foredragsholdere fra hele landet til glæde for de sønderjyske læsere.
En særlig sønderjysk tradition opstod i 1994, da man på Det Sønderjydske Landsbibliotek i Aabenraa tog initiativet til arrangementet ”Glæden ved at læse”.Her inviterer biblioteket læserne på en kop kaffe, mens bibliotekarerne fortæller om sæsonens bøger og anbefaler de nyeste romaner, biografier mm. Over årene er det blevet et kæmpe tilløbsstykke, der alene på Aabenraa bibliotek samler ca. 100 mennesker hver gang. Herudover kan ”Glæden ved at læse” også opleves på Bov Bibliotek, Tinglev Bibliotek, Felsted Bibliotek og Rødekro Bibliotek.

En anden tilbagevendende begivenhed er ”Skumringstimen”, der afholdes på mere end 2.000 biblioteker i Norden og Baltikum samtidigt. Siden 1997 har man hvert efterår i skumringstimen samlet tusindvis af lyttere i skæret af stearinlys for at lytte til den samme nordiske fortælling. I Sønderjylland kan den helt igennem stemningsfulde aften opleves på bibliotekerne i Aabenraa og Tinglev, men også på Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig i Flensburg.

Herudover er der løbende arrangementer i forbindelser med nyudgivelser, en forfatters eller et værks runde fødselsdage osv., f.eks. har Aabenraa Bibliotek holdt Forfatter-Kalas for børnene i anledning af Astrid Lindgreens 100-års fødselsdag i 2007. Nogle af bibliotekerne arrangerer også læsekredse, hvor man kan diskutere tidens populære bøger med andre læseheste. Langt de fleste arrangementer er gratis og henvender sig til børn og voksne i alle aldre.

Som noget lidt specielt arrangerer Aabenraa Bibliotek hvert år til november en udflugt for lånerne til Bogmessen i Forum, København. 

For de tysktalende, eller måske snarere de tysklæsende, skal det nævnes, at også landsdelens tyske biblioteker har gode litteraturarrangementer. Deutsche Zentralbücherei Apenrade afholder f.eks. med jævne mellemrum en litteraturcafé, hvor en enkelt forfatter, en trend eller en aktuel litteraturfestival præsenteres. Aktuelle arrangementer kan findes på www.buecherei.dk

Endvidere bidrager aftenskolerne til det litterære liv i Sønderjylland. LOF Gram udbyder f.eks. en Bogcafé i samarbejde med bibliotekarerne i Gram, hvor der for en meget beskeden pris serveres uddrag af både nye og gamle udgivelser, såvel som kaffe og kage. Et andet eksempel er LOF Alssund, der inviterer deltagerne på vandringer i litteraturen en lille læsekreds i ”Litteratur på kryds og tværs”.

Forfattere og digtere syd for grænsen

Det litterære liv i Schleswig-Holstein er rigt på forfatterforeninger, som er en god gammel tradition, der bl.a. kendes fra den berømte digterkreds fra Emkendorf i slutningen af det 18. århundrede, og Eutin blev kaldt "Nordens Weimar" i det 18. og starten af det 19. århundrede, og der fandtes også mange andre åndrige selskaber. Den ældste forening for professionelle forfattere, som stadigvæk eksisterer i dag, er "Schriftsteller in Schleswig-Holstein" (Forfattere i Schleswig-Holstein), som er mere end 100 år gammel og har været meget aktiv siden 1970'erne. 
Under fagforeningen Ver.di har der gennem årtier også eksisteret en delstatsgruppe for Schleswig-Holstein, kaldet "Verband deutscher Schriftsteller" (Foreningen af tyske forfattere). Ud over disse foreninger med overregional betydning findes der en række lokale skriveforeninger som "Collibri" i Slesvig m.fl., som har betydning i en afgrænset lokal sammenhæng.

Mange forfatterforeninger er medlemmer af foreningen bag "Literaturhaus Schleswig-Holstein e.V."  der har eksisteret siden 1990 og har udført et frugtbart arbejde i Kiel, hvorfra den søger at fremme den litterære genre og litteraturmiljøet i hele Schleswig-Holstein på bedste vis. Literaturhaus SH arrangerer bl.a. en europæisk festival for debutromaner og står også bag "litteratursommeren", der finder sted hvert år parallelt med "Schleswig-Holstein Musik Festival" og med samme land som tema som musikfestivalen. Foreningen er også medstifter af et "Liliencron-docentur", det eneste poetikdocentur i Tyskland kun for lyrik. Det er siden 1997 blevet drevet af Institut for Nyere Tysk Litteratur og Medier ved Christian-Albrechts-Universitetet i Kiel sammen med Literaturhaus Schleswig-Holstein og med støttemidler fra delstaten Schleswig-Holstein og en pengegave fra fonden kunst:raum sylt quelle.

Foreningen "Schriftsteller in Schleswig-Holstein" med ca. 130 medlemmer er åben for forfattere inden for alle genrer og har sat sig som mål at fremme regional "samtidslitteratur og ældre litteratur på høj- og nedertysk". Den lader en bogudstilling tage på rejse gennem delstaten ("Levende litteratur i Schleswig-Holstein"), den afholder "litteraturdage" hvert år og giver foreningens forfattere en platform at nå ud til læserne på i form af præsentationer, oplæsninger og en hjemmeside (www.schriftsteller-sh.de).

Forfattere og digtere nord for grænsen

De historiske konflikter og regionens særegne kulturelle forhold er et centralt tema for flere forfattere med tilknytning til Sønderjylland. Konflikt, krige, kulturmøde og landlig provins har præget værker og forfatterskaber, som indgår i den nationale litteraturhistorie såvel som den mere aktuelle debat. Ved siden af disse fremhæver vi her en række anerkendte forfattere, som på forskellige måder er knyttet til landsdelen.

Herman Bang
Udfaldet af krigen i 1864 var et politisk og kulturelt chok, som berørte Herman Bang (1857-1912) dybt og personligt. Herman Bang blev født i Asserballe på Als. I et tilbageblik så Herman Bang tilbage på en ”paradisisk barndom”. Men den fik en brat afslutning, da han som 6-årig sammen med sine forældre måtte flygte til Horsens, da krigen brød ud.

Romanen Tine blev hans mesterværk og den indgår da også som et hovedværk i dansk litteratur. Romanen udkom i 25-året for krigens afslutning, som en undersøgelse af ”sårfeberen fra Dybbøl”. Som samtidsbeskrivelse ligger Tine i forlængelse af romanen Stuk som en skønlitterær fortolkning af de historiske begivenheder. Spørgsmålet om krigens effekt på de mellemmenneskelige relationer og de moralske koder er centrale temaer i romanen.
Marcus Lauesen
Marcus Lauesen (1907-1975) er født og opvokset i Løjt Kirkeby ved Aabenraa. Lauesen debuterede i 1928 med digtsamlingen Guds Gøglere, som i 1930 blev fulgt af digtsamlingen Høstelegi. Med romanen ”Og nu venter vi på skib” (1931), som er en slægtsroman fra Grænselandet, opnåede Marcus Lauesen et gennembrud til et større publikum. Lauesen opnåede en række anerkendelser for sit forfatterskab, heriblandt Holger Drachmann-legatet i 1940 og Boghandlernes Gyldne Laurbær i 1962. Marcus Lauesens salme Fredløs er Freden er optaget i Den Danske Salmebog 2002.
Willy-August Linnemann
Som sydslesviger skrev Willy-August Linnemann (1914-1985) om det sønderjyske grænseland. Ud fra en konservativ kritik beskriver Linnemann grænselandet som erfaringsrum og som politisk spørgsmål. I en række romaner fra perioden 1968-1974 er Linnemann optaget af kritikken af det moderne samfund og de livsmønstre, der hæmmer individet. Industrialisering og byudvikling ved Flensborg Fjord udgør en del af den skrækvision, Linnemann beskriver.
 

Gynther Hansen
Hovedparten af Gynther Hansens (f. 1930) forfatterskab drejer sig om grænselandet og den mentalitet, der er præget af historien og landskabet.

Opvokset i Varnæs i en tysksindet familie har de historiske og kulturelle spændinger nedfældet sig i Gynther Hansens værk som tilbagevendende refleksioner over skyld, skam og søgen efter identitet. Romantrilogien Hitler, min far og mig (1988), Soldaterne (1989) og Danskerne (1990) udgør forfatterskabets grundstamme, hvorfra det omfattende forfatterskab har forgrenet sig.

Christian Skov
Spændingsfeltet mellem dansk og tysk identitet spiller også en rolle i det forfatterskab, som Christian Skov (f. 1922) har udviklet siden debutromanen Hein dør fra 1968. Forfatterskabet omfatter romaner og noveller, hvor en række af de store eksistentielle temaer – tro, tvivl, eksistens, virkelighed – bliver undersøgt. Gennem sit meget originale forfatterskab, som er præget af en disciplineret og stilfærdig sprog- og stilbevidsthed, indtager Christian Skov en særstatus i dansk litteratur, der har fået kritikere til at sidestille Skov med bl.a. Albert Dam og Peter Seeberg.

Erling Jepsen
Erling Jepsen (f. 1956) havde et langt og produktivt værk bag sig som skuespilforfatter inden han tog fat på arbejdet som romanforfatter. Og med romanen Kunsten at græde i kor fra 2002 opnåede han stor opmærksomhed fra kritikere og publikum.

Kunsten at græde i kor er et studie af en sønderjysk familie i 1960´erne, som er ramt af faderens ustabile psyke og hans overgreb mod datteren. Alt blive nøgternt iagttaget af den 11-årige fortællerstemme, som med barnlig naivitet og snusfornuft lægger tingene frem til almindelig beskuelse.

Med romanerne Frygtelig lykkelig (2004) og Med venlig deltagelse (2006) fortsætter Erling Jepsen, der er født i Gram, sine undersøgelser af barndommen i Sønderjylland. Det er tragiske og forfærdelige historier, der bliver fortalt med humor og ironi, der lægger afstand til det personligt følelsesladede.

Kunsten at græde i kor er omsat til film, som havde premiere i foråret 2007.

Andre forfattere
Selv om deres værker ikke på samme måde bærer præg af temaer og motiver fra Sønderjylland, anføres desuden en række forfattere med tilknytning til landsdelen


Peter Seeberg (1925-1999) født i Skrydstrup ved Vojens. Udviklede sideløbende med sit abejde i det danske museumsvæsen et af den nyere, danske litteraturhistories centrale forfatterskaber.

Steen Kaalø (f. 1945) har siden 1968 skrevet digte, skuespil og romaner. Siden 1996 præst i Bovlund Frimenigheds kirke i Branderup.

Janus Kodal (f. 1968) er opvokset i Aabenraa og debuterede som digter i 1989. Janus Kodal har også fungeret som tidsskriftredaktør og organisator for litteræreprojekter, der arbejder på tværs af kunstarter. I 2012 har han udgivet bogen Sort/Hvid+ om en barndom og skolegang i Åbenrå.

Vibeke Vasbo (f. 1944) er opvokset i Tandslet på Als. Ved siden af sit stærke engagement i kønspolitiske spørgsmål har Vibeke Vasbo også skrevet digte og romaner.
Birthe Blønd (f. 1932) er født i Gråsten. Uddannet folkeskolelærer, lægesekretær og cand.phil. har udgivet romaner og digte. 
Annegret Friedrichsen (f. 1961) nær Flensborg. Har sideløbende med sit arbejde med litteraturpædagogik skrevet børnebøger. 

Forlag syd for grænsen

Sydslesvig med sin helt særlige historie, sine betydningsfulde købstæder og byer, monumenter/fortidsminder og historiske bygninger, de mange historiske områder og den smukke natur er genstand for mange udgivelser hos alle forlagene.

Verlagsgruppe Husum er en typisk nordtysk virksomhed. Syv forlag er samlet i "Husum Druck- und Verlagsgesellschaft" . Forlaget "Verlag Husum", der blev stiftet i 1973 som efterfølger for firmaet Friedrich Petersen, der var bogtrykkeri og forlag, har udviklet sig til en specialist inden for regionale emner. Fra kunstbind til håndbøger, fra videnskabelige kronikker til anekdotesamlinger, fra biografier til fagbøger - alle grene af litteraturen er repræsenteret, herunder også nedertyske udgivelser og kalendere.

Forlaget "Hansa-Verlag", som også hører til forlagsgruppen, udgiver især årbøger og videnskabelige skrifter om forfatteren Karl May. Forlaget "Matthiesen Verlag", som har eksisteret siden 1892, beskæftiger sig udelukkende med videnskabelige tekster. Forlagsgruppen i Husum har overtaget to forlag i det tidligere DDR, nemlig forlaget "Verlag der Nation", som siden overtagelsen i 1998 igen har publiceret store Fontane-udgivelser, og forlaget "Verlag der Kunst Dresden", der er kendt for sine fremragende kunstbind, og har således sikret, at gamle litteraturklassikere fortsat bliver udgivet. Det beskæftiger sig også med specielle emner i de østtyske delstater. Efter integreringen af forlaget "Frank Wagner Verlag" er der nu også kommet regionale emner fra Niedersachsen med på programmet.

"Husum Verlag" dækker således et bredt spektrum, men publikationerne om Slesvig-Holsten udgør dog fortsat et vigtigt speciale for forlaget.

Bøger skal jo ikke kun produceres hos forlagene, men også trykkes. Men hvad ikke ret mange ved, så er trykkeriet "Druckerei Clausen & Bosse" i Leck en af de største bogproducenter i Tyskland. Her arbejder ca. 600 ansatte, og trykkeriets opsving startede i 1950 med trykningen af paperbacks for det nu 100 år gamle forlag Rowohlt Verlag i Reinbek. Også troldmandslærlingen Harry Potters eventyr, som mange elsker og som har tryllebundet millioner af læsere verden over, stammer fra trykkeriet i Leck i Nordfrisland.

Forlag nord for grænsen

Forlagsvirksomhed hører ikke til de brancher, der sætter mærker i erhvervsprofilen for Sønderjylland. I korte træk er der tale om ganske små nicheorienterede foretagender, der beskæftiger sig med lærebøger til forskellige fagområder.

Forlaget ØKNOM udgiver undervisningsmaterialer, der henvender sig til handelsskoler, tekniske skoler, merkonom- og teknonomkurser, efteruddannelse og aftenskoler.

Wildt Forlag er en enkeltmandsvirksomhed, som fremstiller undervisningsmaterialer til adgangskurser til ingeniøruddannelsen og til undervisning i matematik på gymnasialt niveau.

SK-forlag er et lille forlag, som udgiver bøger til undervisning i filosofi for børn. Forlaget bøger henvender sig til bl.a. lærerstuderende og andre, der bevæger sig lidt uden for den slagne vej gennem en stadigt strammere, central styring af folkeskolens undervisningsplaner.

Historisk Samfund for Sønderjylland står først og fremmest bag udgivelsen af Sønderjyske Årbøger, som er udkommet siden 1889. Sønderjyske Årbøger indeholder artikler om landsdelens historie og beretter om arbejdet ved landsdelens museer, arkiver og det lokalhistoriske arbejde. 
Historisk Samfund udgiver også Sønderjysk Månedsskrift, som indeholder korte, letlæste og illustrerede artikler om Sønderjyllands Historie og kultur. Sønderjysk Månedsskrift er udkommet siden 1924. 
Endelig står Historisk Samfund for Sønderjylland også bag udgivelsen af selvstændige værker om landsdelens historie i form af studievejledninger, historiske fremstillinger, biografier, erindringer og billedbøger.

Vores partnere
Region Sønderjylland - Schleswig | Lyren 1 | DK-6330 Padborg | Tel. +45 74 67 05 01 | region@region.dk | sikkerpost.region@region.dk
Telefontider/Tidsbestilling: Mandag-torsdag fra kl. 8.00-16.30 og fredag fra kl. 8.00-15.00 DatabeskyttelseKolofonStart