OK

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Ved at klikke videre på websitet accepterer du websitets brug af cookies.
Læs mere om websitets cookies her under databeskyttelse

Traditioner i grænselandet

Fastelavn syd for grænsen

Fastelavn og karneval - det er bestemt ikke noget, som nordtyskerne har opfundet. Al denne løssluppenhed passer ikke helt til den nordtyske mentalitet. Men til glæde for de karnevalsbegejstrede er Marne i Dithmarschen i de senere år blevet en højborg for karnevalstraditionen i Nordtyskland med et stort fastelavnsoptog fastelavnsmandag og alt, hvad der hører karnevalstiden til.

Den Nordtyske Karnevalsforening har en halv snes medlemmer fra Büsum til Kiel, fra Neumünster til Lübeck og Schnakebek i syd. Hvert år bliver der festet som i byerne ved Rhinen og Main. Karnevallet er endnu ikke nået frem til det nordligste Schleswig-Holstein.

Men på øen Föhr bliver der fejret præmiemaskerade som tidligere, hvor denne fest var udbredt mange steder i hele Schleswig-Holstein. I dag kan man kun opleve den i Nieblum. Den første lørdag i februar pryder kreative stande den store sal på kroen. Rigtig mange øboere finder sammen i mindre grupper om et emne, som typisk er aktuelt for de frisiske øer, men det kan også være et udenrigspolitisk emne. De forsøger at formidle et budskab ved hjælp af tekster, men uden ord. Skjult bag masker fremstår disse stande altså stumme og ubevægelige, det kræver de (anstrengende!) regler. Der findes også løbende masker, som ligeledes er forklædte og på en eller anden måde forestiller noget uden at sige noget. Publikum og en rutineret jury bedømmer de bedste stående og løbende masker. Det tager flere timer, før vinderne kan kåres, hvorefter maskerne kan falde, og hemmeligheden bag de forklædte skikkelser kan afsløres. Efter præmieringen – deraf navnet præmiemaskerade – følger en larmende festaften for medvirkende og publikum.

Vinteren slutter, og foråret begynder med fastelavnstiden -  som var en tid for de unge par til at mødes og binde sig til hinanden. Sådan var det engang. 
I længst svundne tider kendte de unge på landet derfor mange fælles- og kæresteskikke, som i gamle skildringer går under betegnelsen fastelavn. Man mødtes da til festlige optog i landsbyen og derefter i laderne på gårdene, hvor man festede og spiste sammen. Der blev serveret festmad, og frem for alt bagværket Hedevigere. Dem spillede man om og fortærede i stort tal. Det meget fedtholdige, velkrydrede bagværk med de dengang kostbare rosiner ansås for at være frugtbarhedsgivende! Hver region bagte for øvrigt efter egne og meget forskellige opskrifter. I fastelavnstiden var der magi og trolddom i luften mellem kærestefolk, og budskaberne blev overbragt ved hjælp af disse hedevigere. På kroerne blev der spillet kort og terninger om det eftertragtede bagværk, som var et afholdt samlingspunkt for unge og gamle.

Fastelavn var også populær blandt børnene, som fik lov til at rise deres forældre vågne fastelavnsmorgen og på den måde gjorde sig fortjente til de lækre hedevigere. Men det med at rise med pyntede eller friske grene er en skik, som ikke kun er eller var forbeholdt fastelavnstiden. Også ved påsketid "tiggede" børnene mange steder  sig til æg på den måde.  

Rummelpot nord for grænsen

Rummelpot er en slags musikinstrument, som også lægger navn til en nytårsskik, der har haft udbredelse både nord og syd for grænsen.

Det antages at rummelpotten oprindeligt stammer fra Nederlandene. Instrumentet består af en keramisk potte, hvorpå der er fastspændt en membran (oprindelig en svineblære); gennem membranen stikkes et tagrør eller en kraftig fjer (pennefjer), som ved bevægelse frembringer en brummende lyd. Heraf navnet rummelpot.

At gå med rummelpotte nytårsaften var en karakteristisk nytårsskik for det nordlige Tyskland og det sydlige Danmark, som kan føres tilbage til 1800-tallet. Børnene klædte sig ud og gik fra dør til dør og underholdt med rummel og sang, som på plattysk lød:

Fru, maak de Dör op!
De Rummelpott will rin.
Daar kümmt én Schipp ut Holland.
Dat hett keen goden Wind.
Schipper, wullst du wieken!
Feermann, wullst du strieken!
Sett dat Seil op de Topp 
Un geevt mi wat in´n Rummelpott
!

Og på sønderjysk:

Fru, fru lok e døe op
Æ rummelpot vil ind
De kommet skift fra Holland
De hav så goj en vind
Styrmand vil vi prise 
Kaptajnene vil vi hejse
sæt æ sejl op i æ top
å gi mæ naue i æ rummelpot
.

Sang og rummel blev som regel belønnet med søde sager til børnene. Efterhånden blev det også almindeligt, at voksne deltog i løjerne. Deres ”belønning” var oftest i  en ”lille en”.

Satire og hæder
Forvrænget udseende og larmende effekter har som oftest haft til hensigt at skræmme dårligdomme og onde ånder væk. Derfor er der også en slags logik i, at der i Sønderjylland omkring årsskiftet udgives et satirisk hæfte, som tager lokale personligheder og begivenheder under behandling. Æ Rummelpot har eksisteret siden 1946.
Æ Rummelpot er imidlertid ikke alene fis og ballade. Til afvejning af tidsskriftets uhøjtidelige omgang med årets begivenheder uddeles hvert år også en Æresrummelpot. Prisen tildeles en person, ”der har været med til at gøre det bedre, sjovere og mere interessant at bo i Sønderjylland. ” 
Prisen er blevet uddelt siden 1950. I rækken af prismodtagere finder man personer fra kultur- og erhvervsliv, sportsfolk, ildsjæle, kulturinstitutioner m.fl.

Folkedragter og folkedans syd for grænsen

Det er især medlemmer af folkedragtforeninger og folkedansergrupper i hele Schleswig-Holstein, der i dag bærer de  smukke egnsdragter. Man kan opleve dem ved danseopvisninger i forbindelse med hjemstavnsfester og jubilæer, stævner, messer og udstillinger.

Der har eksisteret folkedragter gennem århundreder i alle egne af Schleswig-Holstein. Hverdags- og søndagsdragter, dragter til festlige lejligheder, særlige klædningsstykker og accessoires, kyser og smykker, som viste kvindernes status og velstand. Mange af dragterne, som man ser i dag, er genskabte efter eksisterende originale dragter, gamle mønstre og billeder,  men nogle af dragterne er skabt på baggrund af beskrivelser og med lidt fantasi. Men gamle og unge har altid med stor begejstring syet og broderet de helt særlige klædningsstykker af kostbare stoffer efter gamle mønstre. I de fleste tilfælde er det dragter for kvinder, og kun sjældent - som i Angeln og Dithmarschen - finder man også mænd i traditionelle dragter. Dansegrupperne, hvoraf nogle blev stiftet helt tilbage i 1920'erne, har indøvet de smukke gamle danse og mødes fortsat, efter at det i 1980'erne igen blev in at være medlem og de fik større søgning.

Ca. 90 grupper i hele Schleswig-Holstein er medlem af foreningen "Landestrachten- und Volkstanzverband Schleswig-Holstein im SHHB". SHHB er Schleswig-Holsteins hjemstavnsforening, som har som formål at virke for pleje af traditionerne. Den har påtaget sig at stå for ledelsen.  Foreningen LTV-SH deltager også i folkedragtfester og -stævner i andre egne af Tyskland. Den har et meget levende og spændende program for alle aldersgrupper.

Friserkvindernes dragt på Föhr og Amrum er noget helt særligt. I sin nuværende form minder den om den tidligere festdragt, men friserkvinderne har frem til i dag benyttet den som hverdags- og søndagsdragt. Det er en tradition, at de unge friserkvinder får deres egen, kostbare dragt med tilhørende smykker, når de skal konfirmeres. Mange af øens kvinder bliver gift iklædt den smukke mørke dragt med de store hvide forklæder, den smukke hovedpynt og det kostbare sølvbrystsmykke. På øerne er der nu etableret dansegrupper for børn, så de endnu tidligere begynder at gå med dragten og danse de gamle danse.

Friserkvinderne på Föhr og Helgoland bærer dragter i en helt anden stil. De er i de seneste årtier blevet genskabt efter originale tøjstykker, samt bevarede billeder og illustrationer.

Folkedragter og folkedans nord for grænsen

Folkedragter og folkedans er tæt forbundne interesser, som også er knyttet til en udviklingslinje, der rækker tilbage til 1800-tallets syn på historien og den nationale kultur. De smukt forarbejdede klæder og smykker medvirker til iscenesættelse af højtidelighed og folkelig festlighed og peger samtidig på nogle væsenstræk ved den moderne forståelse af historie, nation og kultur.

Samvær og håndarbejde
Folkedans har også i Sønderjylland en rig tradition og dyrkes flittigt i foreningsregi, hvor man øver sig, konkurrerer og optræder. Folkedragterne indgår som festlige kostumer, men dragterne er også en specialiseret interesse, der giver anledning til studier af klædedragtens håndværk og historie. 
Dragtudvalget under Landsforeningen Danske Folkedansere forestår en række arrangementer, der drejer sig om at udbrede kendskabet til klædedragternes historie og deres fremstilling. De kulturhistoriske museer, der som dele af det danske museumsvæsen har adgang til specialviden og autentiske dragter, er ofte del af disse arrangementer. Det er muligt at købe mønstre, stoffer og enkeltdele af dragter, men fordybelsen i håndværk og historie åbner også muligheder for at fremstille dragter.

Modernitet og tradition
Interessen for folkedragter er i Danmark tæt forbundet med den del af 1800-tallets historiesyn, som søgte at begrunde nationens historie og kultur med folket og dets naturlige grundlag. I sin mest radikale form dyrkede dette historiesyn ”den ædle vilde”; i mere moderat form kom landets jævne befolkning, almuen og landbefolkningen i fokus. 
I studierne af folkloren fandt man ikke alene en rig tradition for fortællinger, myter og eventyr, sange og viser, der med sin stærke traditionsbundethed stod i modsætning til det moderne livs mere flygtige og individualistiske udtryk. Man fandt også almuens traditioner for fornøjelse og festligt samvær.

De første foreninger, der samledes om interessen for traditionelle klædedragter og dans, opstod omkring år 1900 i København, som da var ved at antage skikkelse som en industrialiseret storby.
I tilknytning til den nationale vækkelse vandt folkedans og folkedragter udbredelse gennem højskolevæsenet og dets rigt forgrenede netværk af skoler og foreninger.

Øl, dirndl og hornmusik
Når man ser på folkedragternes sammenhæng med de brede kulturstrømninger bemærker man også, at sydtyske folkedragter og traditioner har inspireret dele af det danske forlystelsesliv. Inden for de seneste år er Bierfest blevet en samværsform, hvor man samles om øl serveret af kvinder iført dirndl. I Sønderjylland har Bierfest gennem de seneste 10 år været en populær en del af den årlige Ringriderfest i Aabenraa.

Det regionale køkken syd for grænsen

Det traditionelle køkken i Slesvig og Holsten anses for at være særpræget, solidt og kraftigt. Det skyldes til dels ingredienserne, men også menneskene og landskabet, hvor der meget længe kun voksede lidt, hvor man boede og arbejdede i et barskt klima under vanskelige vilkår, så her havde man ikke den store sans for kulinariske eksperimenter. Hvis man arbejdede meget udendørs på landet, ved havet eller ved søer i vind og vejr, så skulle man ernæres godt, så handlede det ganske enkelt om at blive mæt. Kun i købstæderne med tidlige handelsforbindelser og på slotte og herregårde kendte man til den højere kogekunst på et tidligt tidspunkt.

Schleswig-Holstein er derfor traditionelt en region med solide og kraftige sammenkogte retter, mange enkle kornretter (grød, gratiner og opbagte boller af enhver art og størrelse), mange fiske- og kødretter og store stege til fest- og højtidsdage - hvis man da havde råd til det - og ingredienser fra rygekammeret, krukken med sur lage og saltkarret. Der er opstået særprægede kombinationer som sensommerretten bestående af pærer, bønner og flæsk og vinterretten roemos. Meget smager "typisk" for regionen - dvs. sur-sødt - som det aromatiske surkød og det sur-søde gåselår eller kombinationen af den kraftige og den frugtagtige smag som grønkål om vinteren med svinekød, kålpølse og små brunede kartofler, eller ribbenssteg fyldt med svesker og rosiner. I det hele taget er det de tørrede frugter, der skaber sødmen i mange retter. Til store melrettter og til stegt fisk spiser man flæske- og frugtsovser og kompot, også af tørrede frugter. Man kommer også korender og rosiner i den festlige vinsuppe, og hønsekødsuppe spises gerne med rosinris. 

I den tidlige sommertid skal maden gerne være helt frisk, når alle de nye grøntsager og kraftige krydderurter bliver til klar suppe, kogt på ben eller godt kød, med masser af forskellige boller, også kaldet bryllupssuppe, som kan suppleres og forvandles til en lækker ålesuppe eller en lidt-af-hvert-suppe med tilhørende krydderurter og unge ål og krydderiet allehånde, der som så mange andre ingredienser og retter i grænseregionen er vandret fra den ene side til den anden og blevet til regionale specialiteter. Snysk, specialiteten fra Angeln, er det bedste eksempel, som også tilberedes i Danmark. Æbleskiver og "Förtchen" er også beslægtede, da de har fælles oprindelse i de sydtyske "Nonnenfürzchen".

Man spiste, hvad man havde, og det vil sige det hele - i hvert fald når det var slagtetid. Der blev tilberedt noget spiseligt af alt på dyrene, af alt hvad himmelen og jorden havde at byde på, af alt hvad der voksede på marken, i haven og i hækkene. De gamle, originale kvæg græsser nu igen på markerne i Nordtyskland, som de gjorde tidligere, der avles aromatiske svin med ekstra mange ribben samt førsteklasses fjerkræ. Får og lam i flokkevis græsser på de saltholdige enge og på digerne, og vildtet fra skovene lander også i gryden og på tallerkenen. Der kan tilberedes de lækreste retter af alt, hvad der lever i fersk- og saltvand. Man piller rejer og åbner royale østers fra Sild og bjerge af muslinger, man steger helleflyndere og andre fladfisk og spiser torsk i traditionel sennepssovs. Til dessert spiser man rødgrød og skumfromager og bondepige med slør - og ingen på hverken den ene eller den anden side af grænsen har lyst til at skændes om, hvem der opfandt retterne først, og hvem der tilbereder dem "rigtigt" og allerbedst…

Det engang så karrige køkkenland er blevet til et sandt smagsrige. Det, der engang kun blev udtænkt og tilberedt i slots- og herregårdskøkkenerne, kan alle finde ud af at lave i dag, og alle kan lide det. På velassorterede markeder, i gårdbutikker og i mange specialforretninger kan man få alt, hvad tænkes kan. Hyggelige kroer og store gourmettempler varter op med lækre programmer og mange regionale specialiteter. "Schleswig-Holstein Gourmet-Festival" (www.gourmetfestival.de) og "Nordische Tafelfreuden", de regionale og sæsonbestemte feinschmeckerdage og –uger og masser af kulinariske tilbud er et vigtigt stykke livskultur i Schleswig-Holstein.

Enhver kok ved komfuret derhjemme, ung som gammel, ved takket være en omfattende regional kogebogslitteratur for længst, hvordan man laver de traditionelle retter "som man altid har gjort" eller "som mormor lavede dem", eller hvordan man tilbereder dem på en moderne måde (og vel også en smule sundere…), og hvordan de serveres.

Det regionale køkken nord for grænsen

I landsdelen findes et egentligt regionalt køkken. Igennem flere århundreder var Slesvig en helhed hvad madlavning angår. Men der er nogle forskelle, hvor den sydlige del af Vesteregnen og den østlige del og Als skiller sig ud. Generelt har sønderjyderne holdt fast i traditionerne i deres madlavning. 
De traditionelle, sønderjyske madskikke har en nær forbindelse med Holstein og de frisiske områder. Igennem denne landsdel er adskillige af de retter indvandret fra Tyskland, som senere er blevet betragtet som danske.

Det røgede kød har altid spillet en væsentlig rolle. Blandt produkterne kan nævnes den røgede spegeskinke (landskinke), forskellige typer spegepølse, kålpølse og leverpølse. Tidligere var suppe på røget kød almindelig, og blandt disse kan nævnes grønkålssuppe, hvidkålssuppe og ærtesuppe. Af andre supper fandtes på Als Snysk, en grøntsagssuppe på mælk, der spistes sammen med røget kød. Ved højtidelige lejligheder som bryllup og begravelse serveredes vinsuppe med flæsk. Derimod var Skrædderduelse en spare-ret, der kendtes fra hele landsdelen.
Det traditionelle sønderjyske køkken byder også en anden smagsretning, nemlig den sure, og dertil knyttet det sur-søde. Blandt retterne præget af eddike kan nævnes surrib, sursteg og sure ål, mens syresuppe kaldt Suramsuppe hørte til de sur-søde retter. 
Til de traditionelle retter hørte også en oksekødsuppe med rosinris, brød- eller risboller, og opbagte boller. Fiskeretter har ikke været almindelige i Sønderjylland, men nogle steder fandtes specialiteter som den aabenraaske ’Torsk på fad’ eller Ålepot ved Højer. Fra Als har den såkaldte ’Ringriderpølse’, en finere udgave af den tysk-østrigske Bratwurst, bredt sig til resten af landsdelen; den var knyttet til den sommerlige ringridningsfest, men sælges nu i hele landsdelen og året rundt. Som tilbehør til alle slags kød bør især nævnes Gammeldags hvidkål.
Blandt de søde desserter o.l. kan nævnes æbleskiver med indlagt sveske, æblepandekage, kvarktærte og Christiansfelder honningkage. Rompot, der er overtaget fra den tyske ”Rumtopf”, består af havefrugter overhældt med rom og sukker.  

Helt for sig selv står Solæg, der er meget hårdkogte æg, der spises uden for måltiderne som tilbehør til et glas øl; der tilsættes ægget olie-eddike, sennep og andre stærke smagsingredienser. Navnet stammer fra det tysk ’Solei’, saltlageæg.

Traditionelle drikkevarer syd for grænsen

I Schleswig-Holstein støder man på særprægede drikke som Angler Muk, Grog, Farisæer, tepunch og Tote Tante, og den uerfarne opdager hurtigt, at der også er kommet alkohol i koppen. For her elsker man varme drikke tilsat en god sjat spiritus. De varmer kroppen og gør én i godt humør.

Til beskrivelsen af de karakteristiske historiske drikke hører også ølbryggerier med overregional betydning, snaps, især "Bommerlund-snapsen" og rom fra Flensburg.

Vidnesbyrd om en historisk fortid med drikke giver også de kunstfærdige drikkehorn fra vikingetiden, skæmtekrus, velkomster og andre drikkekrus fra de lokale keramikfabrikker, masser af tin og sølv og kostbare drikkeglas i museumsmontrerne, de pragtfulde bowleskåle også kaldet puncheboller, sagn som det om byen Rungholts undergang, krønikeskriveres beretninger om "fylderi og drikkegilder", om beretninger om  sæder og skikke året rundt. Det er ikke uden grund, at man på plattysk  siger "Eten un drinken hölt lief un Seel tohopen" (at spise og drikke bevarer krop og sjæl) 

Øl 
Der er blevet brygget øl i Schleswig-Holstein i umindelige tider. Ølbrygning hørte allerede på et tidligt tidspunkt
til kvindens opgaver i det daglige arbejde. På grund af drikkevandets dårlige kvalitet blev det lette hjemmebryggede øl brugt som hverdagsdrik og også til madlavning. I alle købstæder og større byer opstod der hurtigt ølbryggerier, som alle specialiserede sig og fik bryggeret til bestemte ølsorter. Med tiden blev de fleste bryggerier dog nødt til at lukke. 
"Flens"-øl fra "Flensburger Privatbrauerei Petersen" er kendt vidt omkring og er samtidig et synonym for det nordlige Schleswig-Holstein. Plop-lyden, når man åbner patentflasken, er blevet et varemærke. Bryggeriet producerer mange forskellige og også meget specielle øltyper som f.eks. "Bölkstoff", "Popp-Bier" og "Wacken Skoal". Upasteuriseret og ufiltreret øl er en specialitet i Flensburg i "Hansens Brauerei", et bryghus beliggende ved havnen. "Brauerei Schleswig" brygger Asgaard-øl, som er upasteuriseret og ufiltreret øl, som passer til den 1.000 år gamle vikingeby Schleswig.

Rom
Flensburgs berømmelse som rommens hjemby skyldes handelen med Vestindien, som den dengang danske by Flensburg var centrum for i det 18. århundrede. Sukkerrør fra Jomfruøerne blev forarbejdet til sukker i byens sukkerraffinaderier. Rom var et biprodukt, som blev blandet med alkohol og drikkevand i romhandelshusene i Flensburg, indtil den opnåede den ønskede styrke. Det blev en stor succes. Den dag i dag findes der en halv snes produktionssteder og mange forskellige romtyper i Flensburg.

Snaps og spirituosa
En kølig snaps er også en del af drikkekulturen i det nordlige Schleswig-Holstein, hvor man tit drikker en øl med en snaps/akvavit til for at skabe lidt modvægt til den kraftige og solide mad. Der er tradition for at fremstille snapse i nordtyske brænderier. Kommenbrændevinen Bommerlunder har sin helt egen historie. Opskriften til den stammer fra en kro i Bommerlund i Bov sogn, og snapsen har været en specialitet for virksomheden Hermann G. Dethleffsen i Flensburg gennem årtier. Produktionen blev dog flyttet væk for nogle år siden. Bommerlund-snapsen er oven i købet gået hen og blevet en del af popkulturens sangskat. En anden gylden specialitet i regionen hedder "geele Köm", en kommensnaps, der bliver produceret i Eckernförde og giver tepunchen i Nordfrisland sin særlige smag.

Varme drikke
I regionen kan man godt lide at tilsætte varme drikke en sjat alkohol. En tepunch, som er meget populær på de nordfrisiske øer og halligerne, består af en kop te med sukker og en sjat af den gyldne snaps "geele Köm". Kommer man en sjat snaps i kaffen, får man en kaffepunch. En berusende kaffespecialitet, som er opstået på halvøen Nordstrand, hedder Farisæer. Det er en kop stærk kaffe med sukker, som skjuler duften af en ordentlig sjat rom under et tykt lag flødeskum. Æggegrog består af æg og sukker, der piskes til æggesnaps, rom og kogende vand.

Af rom, kogende vand og sukker laver man grog. Blandingsforholdet er ganske vist fastlagt ved lov for udskænkningssteder, men ellers er valget af romtype og mængden af rom en smagssag. Det gælder også for Angler Muk, som officielt består halvt af kogende vand og halvt rom og som krydres med lidt sukker og citronsaft og serveres i den specielle Angler Mukpotte af porcelæn. Angelboernes egnsdrik fås også som Kold Muk, hvor snaps eller rom er blandet med citronvand. Velsmagende blandinger, som ikke kan undgå at påvirke en.
 
Det er også tilfældet med de såkaldte Föhr punche. Også de blandes i forholdet 1:1 af sodavand og alkohol (rom, snaps, cognac). En variant er tepunchen, hvor sodavand erstattes af  sort te. I det hele taget er mange varianter tilladt. Man holder også af chokolade og kakao tilsat en sjat alkohol, så bliver det til en Tote Tante (død tante), der toppes med en god klat flødeskum. Også rækken af Glühweine, herunder den skandinaviske gløgg, som bliver mere og mere populær, hører til de varme drikke. På steder hvor man handlede med vin, opfandt man stadig nye velsmagende drikke med punch som forbillede, der består af fem forskellige ingredienser. 

Biskop
Til drikkegilder og sammenkomster, hvor Biskop-Punchen blev nydt, men også til festdage i store familier (som man kan læse om i Thomas Manns "Huset Buddenbrook") var det tidligere almindeligt at lave punchen biskop, som bestod af rødvin, pomerans og appelsiner og blev serveret i specielle puncheboller, som man kan se på museer og samlinger i dag. Drikken kunne serveres varm eller kold.

Frugtbrændevin og likører
Der har altid vokset masser af frugt på træer og buske i regionen. Dem har dygtige husmødre altid lavet snaps og likører af. Frugter og krydderier får lov at stå en tid i klare spiritussorter, hvor de kan afgive duft og smag. Det er blevet til mange likør- og snapsspecialiteter i de forskellige hjem. Brænderier har destilleret glimrende brændevin og frugtbrændevin af lokale frugtsorter. På det seneste også af genopdagede vilde frugtsorter. 

Mineralvand og sodavand
"Hestebajer!" lød det tidligere nedsættende, når folk fik tilbudt vand. Det skulle helst være saft eller let øl, når de havde behov for noget læskende. I Schleswig-Holstein havde man allerede for mere end 100 år siden kilder, som kunne levere sundt mineralvand, og ikke kun til kur formål. 
For øjeblikket pumper godt en halv snes nordtyske firmaer vandet op af undergrunden og sælger det som mineralvand af højeste kvalitet. "Sylt-Quelle" i Rantum på  Sild er et særligt moderne og økologisk produktionssted, der får sit eget anerkendte, gode mineralvand fra øen. "Flensburger Brauerei" henter vand fra bryggeriets egen gletsjerkilde og sælger også det alkoholrige "flens-"øl i flasker med patentlukke. "Husumer Mineralbrunnen" henter vandet fra vandindvindingsområdet i den nordfrisiske marsk. Dets sortiment er stort og omfatter også "Bioaqa" og "high speed" powerdrinks. Firmaet "Treenetaler" har i årtier leveret mineralvand og andre drikkevarer direkte til kunderne.


Traditionelle drikkevarer og Kaffebord nord for grænsen

Snaps, punch og grog
De daglige drikkevarer i Sønderjylland  har ikke et egentligt egnspræg, selv om man i nutiden fortsat drikker meget øl fra de lokale bryggerier som Fuglsang i Haderslev og Flensburger Brauerei. Her skal især omtales de mere specielle  spirituøse drikke, som befolkningen historisk set har nydt, især ved sammenkomster og festlige lejligheder.
 
Af de lokale sønderjyske snapse-typer er særlig Bommerlund-snapsen, der stammer fra Hærvejskroen ved Gejlå blevet kendt vidt omkring. Produktionen af denne snaps blev senere overtaget af et Flensburg-firma.
En anden lokal brændevinstype er den frisiske snaps. Både fastlandsfrisere og øfrisere har som en del af deres kulturelle egenart holdt sig til deres traditionelle lokale snapsetyper. Fra Husum kommer således den kendte Tine-snaps.
En tredje type spiritus er rom. Den største købstad Flensburg havde af staten fået handelsmonopol på de dansk-vestindiske øer. Man hentede rørsukker hjem fra Vestindien og som biprodukt ved raffineringen lavede man rom. Der blev dog også importeret ren rom, især fra Jamaica. Længe efter monopolets ophævelse var Flensburg et nordeuropæisk centrum for rom produktion.

Disse spiritustyper har hver især ført til specielle blandingsdrikke. I det frisiske område har den nære handelsmæssige forbindelse til England medvirket til the’ens popularitet på bekostning af kaffen, og dermed til the-punche. I den vestlige del af Schleswig anvendtes især thepunchen, mens man i den østlige del især drak kaffepunche både ved almindelige nabokomsammen og ved store gilder. Den tredje klassiske, varme blandingsdrik er grog, lavet af rom med sukker og kogende vand. Den bredte sig fra Flensburg og fik et lidt finere præg, fordi man var henvist til at købe rom, og ikke selv kunne brænde den.

I sidste del af det 19. århundrede fandtes en aktiv afholdsbevægelse i det slesvigske område. På en af de nordfrisiske øer fik en nidkær præst gennemført, at den traditionelle kaffepunch ved festlige lejligheder blev erstattet af kaffe med sukker og flødeskum. Præsten var stolt over sin indsats for ædrueligheden, men da han i 1872 deltog i et gilde ved en barnedåb, kom han til at tage fejl af sin og sidemandens kop. Han opdagede da til sin harme, at flødeskummet skjulte duften af den vante rom. ”Ak I farisæere”   udbrød han forbitret og navngav dermed drikken Farisæer, der er en nordfrisisk udgave af Irish Coffee.

Man laver en Farisæer ved at fylde en kop halvt op med stærk, hed kaffe og 1-2 stykker hugget sukker. Der hældes rom i efter behag og en spiseskefuld flødeskum lægges ovenpå. I Nordfriesland serveres også andre udgaver af Farisæer, hvor der i stedet for kaffe bruges kakao eller the.

Farisæer anses for at være frisernes nationaldrik, men friserne har endnu en specialitet inden for drikkevarer, nemlig en fastelavnsdrik Flipps, som tidligere var almindelig overalt i Eiderstedt. Den laves af varmt øl med æg og rom.  

Det sønderjyske kaffebord
Det oprindelige sønderjyske kaffebord for et århundrede siden var et overdådigt kaffebord med mindst 7 slags bløde kager, dvs.  boller, formkager, tærter og lignende, samt 7 slags hårde kager, dvs. småkager. Tærterne eller lagkagerne spillede hovedrollen ved kaffebordene.

Selve begrebet Det sønderjyske kaffebord opstod i sammenhæng med den nationale kamp i Sønderjylland fra 1870erne, men fik sin blomstringstid fra 1890erne. Under nationalitetskampen  omkring 1900 byggede den danske bevægelse 50 forsamlingshuse over hele Nordslesvig. Disse forsamlingshuse fik ikke spiritusbevilling af de tyske myndigheder, og i stedet samledes  mændene til nationale møder om et kaffebord med kager, som det allerede var blevet populært i hjemmene. Til sammenkomsterne sendte kvinderne fra mange hjem hver et bidrag. De kappedes om at levere kringler, Søsterkage, pladekager, tærter som Brødtærte, Stribetærte med flere, mange slags småkager som f.eks. Goderåd, Fedtkager, Ingenting, Kys og Klap, m.m. En opdækning af kager som gav udenforstående et stærkt indtryk af overdådighed. 

Det sønderjyske kaffebord fandtes først og fremmest i landdistrikterne med de velstående og selvforsynende gårdmandsfamilier, og kun i mindre målestok i husmandsfamilier. Traditionen med et godt og rigeligt kaffebord blev dog praktiseret i hjemmene hos både dansk- og tysksindede. Blandt de historiske forudsætninger for det sønderjyske kaffebord opståen var udbredelsen af  kaffen  til alle samfundslag og udbredelsen af moderne jernkomfurer, der gjorde lettere at bage kager.

En årsag til at det sønderjyske kaffebord er blevet opfattet som særlig omfangsrigt skyldes den særlige serveringsmåde. Kagefadene blev sendt rundt i rask rækkefølge, og enhver stablede tre, fire eller flere forskellige kager op på sin sidetallerken. Det gav madro en tid, hvor der f.eks. kunne holdes tale, inden fadene igen begyndte at cirkulere. Den opmærksomme værtinde fulgte med i, om gæsterne fik rigeligt og smagte på alt. Ellers nødede (pressede) hun gæsten til at tage et stykke mere. Det generelle fænomen med at nøde holdt sig måske også længere i Sønderjylland end i det øvrige Danmark. 

I meget begrænset form findes det sønderjyske kaffebord stadig. Den kendte tyske forfatter Siegfried Lenz har beskrevet sine trængsler med det i  ’Sønderjyske kaffebord’ (2007). Når det ikke længere serveres et fuldt sønderjysk kaffebord med mange fede kager og boller, skyldes det sikkert et moderne skønhedsideal og en anden sundhedsopfattelse. Det moderne bysamfund giver heller ikke mulighed for at producere en overflod af  kager, fordi der ikke findes megen hjemmegående kvindelig arbejdskraft eller store mængder  fløde, æg og lignende hjemmeproducerede råvarer. Men myten om det overdådige sønderjysk kaffebord består.

Kilde: Inge Adriansen: Det sønderjyske kaffebord – et samspil mellem nationalpolitik og kosttradition (1998)
og samme: Sønderjysk kogebog (1996)
Ringridning syd for grænsen

Ligesom biikebålene om vinteren, så er ringridning om sommeren en stor fest for alle på de nordfrisiske øer og på fastlandet, både for tilskuere, deltagere og for dem, der bare kommer for at feste. Der bliver opstillet boder og festtelte og anlagt særlige legeafdelinger for børnene. Optoget, som afhenter den regerende konge, går gennem hele byen, og når de nye vindere er fundet, drager en stolt rytterskare med blæserorkester påny gennem gaderne. At der indlægges et par stop hist og her, så rytterne kan blive lykønsket på behørig vis med en lille én til halsen, hører til, så længe der bare ikke er nogen, der falder af sadlen.

På øerne og fastlandet langs nordsøkysten har man en lang tradition for ringridning. Tidligere var det kun mænd, som deltog i de fornøjelige rytterlege under sommerens konkurrencer, men siden 1989 er der opstået stadig flere ringriderforeninger for kvinder. Et angreb på et traditionelt mandedomæne - ligesom "ringridning for kurgæster", som er et stort tilløbsstykke for hesteelskere, der ikke bor fast på øerne. Også her er kvindernes ride- og sigtekunst gået hen og blevet meget efterspurgt.

Når rytterne klædt i deres festlige uniformer med deres lanser sigter efter ringen i galgen, så ser det meget, meget lettere ud, end det er. Det kræver megen øvelse at "stikke til ringen". Ringriderne viderefører på moderne vis de middelalderlige ridderlege, herunder "Rolandreiten", som måske er bedre kendt under navnet "quintan-løb", hvor det gælder om at ramme en figur af træ.
Den egentlige sport eller kunst i ringridning består i med en lanse at opnå så mange ringe som muligt over flere runder. Hesten skal ride i galop, og ringene bliver mindre for hver runde. Ringen har en diameter på 11-32 mm, og lansen har en længde på mellem 50 og 160 cm. Ringen er fastgjort med en magnet og hænger på en line opspændt mellem to flere meter høje galger. For at give point skal ringen blive siddende på lansespidsen. Ringen bliver mindre fra runde til runde, og til sidst bliver den særligt lille ring, kongeringen, hængt op.

For tilskuerne er det særligt spændende, når festerne ikke kun finder sted i de enkelte kommuner, men når f.eks. alle foreningerne på Föhr afholder fælles ringriderfest, og mere end hundrede heste og ryttere kæmper om de eftertragtede vandrepokaler. (www.ringreiten.de)

Ringridning nord for grænsen

Sommerens ringriderfester udspringer af gamle traditioner, som har udviklet sig til store folkelige, begivenheder. Ved siden af og rundt om de sportslige konkurrencer, som knytter historiske forbindelser til middelalderens ridderturneringer, foregår fester, tivoli, tatoos og meget andet. I sin nuværende form er ringridning et fænomen, der er typisk for Sønderjylland og det nordlige Tyskland. 
Sport
I dag kender vi ringridning som en sport, hvor rytteren med sin hest i fuld galop skal fange en ring, som er ophængt i en galge. For at give point skal ringen blive siddende på lansen mindst to galopspring efter galgen. Ringens størrelse er mellem 11 og 32 mm og lansens længde varierer fra 50 til 160 cm. Ved ringridningen i Aabenraa i 2007 bliver ringene i Aabenraa endnu mindre, helt ned til 5mm i hulstørrelse, fordi rytterne må have deres egne lanser med med meget tynde spidser. 
Turneringen bliver typisk afviklet over to runder. I hver runde har hver deltager et antal forsøg og vinderen er den, der har truffet de fleste ringe.

Folkekultur
Rundt omkring i Grænseregionen finder man ringriderforeninger, som står bag sommerens mange turneringer og de tilhørende festligheder, der gør ringridning til en regional tradition med mange variationer.
De største arrangementer finder sted i Aabenraa og i Sønderborg, hvor festlighederne varer i 3-4 dage. Men mindre turneringer finder sted også i Schleswig-Holstein og i mange landsbyer i Sønderjylland.
Ringridning foregår også som leg ved vejfester og private fester, hvor cykler og trillebøre kan erstatte hesten som transportmiddel. 
Traktorringridning er en specialitet, som man finder i flere af regionens mindre byer. F.eks. er traktorringridningen i Stollig på Løjt Land en af regionens store traktorringridninger, hvor kun de historiske Ferguson-traktorer kan deltage.
Ringridningen er et centralt fænomen i den regionale folkekultur, hvilket også ses af, at denne sport har givet navn til "ringriderpølsen", som er en populær anretning.
Ridderturnering
Oprindelig indgik ringridning som en disciplin i de ridderturneringer, som var populær underholdning ved middelalderens europæiske konge- og fyrstedømmer. I Danmark blev der således arrangeret ringridning ved kroningen af Christian d. 4. i 1596.
Senere er ringridning indgået som underholdning ved landsbyfester og andre højtideligheder. Ved sølvbryllupsfesten for Christian August af Augustenborg og hans gemalinde i 1845 indgik således en ringridning med deltagelse af 450 ryttere fra Als.

Biikebål syd for grænsen

Den 21. februar, aftenen før Peters stolfest, bliver der hvert år tændt mere end 60 biike-bål på øerne og på Halligerne og især på den nordlige del af fastlandet i Nordfriesland Amt. Selve ordet "biike" er frisisk og betyder ildtegn. Biike-bålet består hovedsagelig af en bunke kvas og undertiden også af en halmdukke.

Biike-traditionen (i Sønderjylland også kendt under betegnelsen Pers Awten), som i sin nuværende form sandsynligvis kan føres tilbage til det 19. århundrede, er mest udtalt på øerne Sild, Amrum, Før og på Halligerne. Børnene og konfirmanderne spiller en særlig rolle, da de mange steder ifølge traditionen skal samle kvas sammen til bålet. Ikke mindst på Sild har biike-bålene nu også fået en funktion som turistattraktion.

Oprindeligt stammer biike-traditionen sandsynligvis fra en hedensk skik, der - som f.eks. karnevallet i dag - var afhængig af, hvornår det var fastelavn, og som gik ud på at fordrive vinteren. De mere moderne biting ved biike-traditionen som at lægge den den 21. februar - der på Sild er en dag overleveret fra gammel tid, hvor man mødtes og afholdt ting - at den skulle være en "afskedsfest for de søfarende" og sågar anråbelsen af Odin kan tilskrives krønikeskriveren Christian Peter Hansen fra Sild, som i midten af det 19. århundrede satte sig for at beskrive frisernes historie på en anskuelig måde.

På det nordfrisiske fastland fik biike-bålene vigtige impulser fra den regionale nordfrisiske bevidsthed, der var blevet vakt i 1970'erne. Det vidner f.eks. sangen Biikensung af V. Tams Jörgensen (tekst) og Knut Kiesewetter (musik) om, som blev afsunget første gang i 1974 ved biike-bålet på Stolbjerg. Heri opfordres friserne til at bekende sig til deres identitet og fordrive de onde ånder (troole), som er udtryk for underlegenhed i forhold til flertalskulturen og uenighed:

Biikensung  refræn og sidste vers
Kam jurt, we wan en iilj heer mååge. Kom, vi vil tænde et bål.

Lätj üs da troole ferdriwe! Lad os ånderne bortjage!

Da troole foon iirtids we wan ferjååge. Fortidens ånder vi vil fordrive.

We wan da troole ferdriwe Ånderne vi vil bortjage,

Üt önj e nåcht da troole we siinje. Ud i natten ånderne vi sende.

En biiken sü häl as e däi wan we tiinje. Et biike-bål så lyst som dagen vi vil tænde.

Kaame ja änkeltwis unti bai bunke, De komme enkeltvis eller i hobetal,

We wan da troole ferdriwe! Ånderne vi vil bortjage!

Wi driwe jam wäch än üt önj e junke. Vi driver dem bort og ud i mørket.

Frasch wan we weese än bliwe! Frisisk vil vi være og forblive!

Sankt Hansbål nord for grænsen

Mange steder afbrænder man i den danske del af grænselandet Skt. Hans Aften den 23. juni store bål. Denne nordiske tradition er nok den nærmeste parallel til de frisiske biikebål. 
Der er grund til at antage, at midsommerfesten oprindeligt har været en hedensk fest til markering af sommersolhverv. Skikken, som samler det lokale fællesskab omkring et bål, kan også have tilknytning til den tidligere brug af bavne med afbrænding af bål på højtliggende og meget synlige steder langs kysterne til at signalere alarm og sammenkalde folk.
Under påvirkning af den kristne kultur er midsommerfesten blevet opkaldt efter Skt. Hans, som er det danske helgennavn for Johannes Døberen. 
Det må også tilskrives 1500-tallets tænkemåde, at der mange steder afbrændes en figur, som skal forestille en heks. Ifølge den tids forestillinger var årets korteste nat fyldt med ondskab og magiske naturkræfter og heksene var på vej til Bloksbjerg. Bålet blev tændt for at holde ondskaben væk. 
Mange steder er en båltale også en del af traditionerne omkring Skt. Hans. Ofte bliver båltalen holdt af en person, der er kendt i offentligheden. 
Det er meget almindeligt, at forsamlingen ved bålet afsynger en eller flere sange. Holger Drachmanns Midsommervise er tæt forbundet med traditionerne omkring Skt. Hans Aften. Gennem denne sang, som knytter sig til en nationalromantisk tradition, bliver Skt. Hans festen også til fejring af det danske landskab, den danske levemåde og det danske sindelag.
Oprindeligt har der også været knyttet mange vejrprofetier til Skt. Hans Aften, heriblandt: 
”Regner det Skt.Hans Aften, da skal det regne 6 uger efter.”
”Jo mere det regner på Skt. Hans Aften, des mindre vokser hasselnødderne”

Vores partnere
Region Sønderjylland - Schleswig | Lyren 1 | DK-6330 Padborg | Tel. +45 74 67 05 01 | region@region.dk | sikkerpost.region@region.dk
Telefontider/Tidsbestilling: Mandag-torsdag fra kl. 8.00-16.30 og fredag fra kl. 8.00-15.00 DatabeskyttelseKolofonStart