OK

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Ved at klikke videre på websitet accepterer du websitets brug af cookies.
Læs mere om websitets cookies her under databeskyttelse

Natur, flora og fauna

Introduktion

Naturlandskabet i Region Sønderjylland-Schleswig er grundlæggende baseret på landskab og klima, herunder jordbundens beskaffenhed. Jordens fugtighedsforhold og indhold af næringsstoffer samt menneskets udnyttelse af jorden har afgørende for plantevæksten, som giver levevilkår for de vilde dyr og planter.

Regionens kystnære placering mellem Øst- og Nordsø – og det generelt milde klima - har betydning for flora og fauna. Den atlantiske klimazone med megen vestenvind, årlige storme og nedbør er kendetegnende for forekomsten af dyre- og plantearter set i en europæisk sammenhæng. Således har de mere varmeelskende arter deres udbredelse længere mod øst, hvor klimaet er kontinentalt med varmere somre.

Det generelt mildere klima som følge af den globale opvarmning har i disse år betydning for spredning og forekomst af dyre- og plantearter, og har haft stor bevågenhed i befolkningen og i pressen. Og netop området omkring den dansk-tyske grænseregion har været stedet, hvor man kan iagttage indvandringen af nye arter fra syd.

Således har man gennem de sidste 10-20 år kunnet konstatere indvandring af fuglearter som blåhals, skestork, sorthovedet måge, sortstrubet bynkefugl, fyrremejse m.fl., hvor det er sandsynligt, at klimaændringer spiller ind. Tilsvarende er der fundet nye smådyrarter som hvepseedderkop og kejserguldsmed. Blot for at nævne nogle eksempler. Dvs. at Schleswig-Holstein og dens fortsættelse mod nord i den jyske halvø danner et brohoved mellem Central- og Nordeuropa for indvandring og udvandring af dyrearterne.

Udover klimatiske årsager har forbedret beskyttelse og forbedrede levevilkår i form af levesteder etc. også betydning for dyrenes vandring henover den dansk-tyske grænse. Således breder odder og krondyr sig i disse år fra nord ned over den dansk-tyske grænse, mens arter som havørn, trane og stor hornugle omvendt har bredt sig fra syd mod nord. Endvidere vurderes det at vildsvin vil brede sig fra Schleswig-Holstein til Danmark i løbet af den overskuelige årrække.

Plantevækstens karakter – hvad enten det er kulturpåvirkede eller ikke-kulturpåvirkede landskaber – danner det vi kaldet habitaten - leve- eller voksestedet. I det følgende vil dette danne grundlag for beskrivelsen af naturen i regionen.

For områderne både nord og syd for grænsen gælder, at der er 3 hovedlandskabstyper, der adskilles i nord-sydgående linier:

-det østlige moræneland som ligger øst for israndslinien fra den sidste istid med bakker, søer, kyster og øer,

-gesten, som er landet i midten bestående af flade hedesletter af smeltevandsand og de højere bakkeøer, som er rester fra den næstsidste istid.

-Mod vest marsken, der dels består af meget lavtliggende land inddæmmet fra Vadehavet, dels af øer.

I det følgende vil der blive fortalt kortfattet om de forskellige naturtyper og deres dyre- og planteliv. Der vil blive lagt vægt på det mest typiske, og kun de særligt karakteristiske og specielle arter nævnes.

Det østlige moræneland

Naturen er her præget af den store frodigheden som jordbunden af mest muld og ler betinger. Frugtbart agerland, frodige skove og vegetationsrige søer præger landskabet.

Skovene
Fra naturens hånd er østlandets skove løvskove, men der er i de fleste skove indplantet større eller mindre arealer med nåletræer, som giver hurtigere udbytte. Den typiske skovtype er følgende: Bøgen er de fleste steder den dominerende træart, men også eg, ask, ahorn, rødel og birk ses ofte. Mindre udbredte løvtræarter er bl.a. lind og fuglekirsebær. Langs vandløb og i fugtige lavninger gror udover rødel ofte forskellige pilearter, hvoraf femhannet pil, gråpil og seljepil er blandt mest udbredte. Dertil kommer forskellige mindre træer og buske som hassel, skovæble, vildt ribs, gedeblad, almindelig røn, naur m.fl.

Blandt de indplantede nåletræer hører lærk, rødgran, sitkagran, ædelgran og douglasgran til de mest populære. Skovfyrren, som er et oprindeligt træ i regionen ses kun ret spredt nord for grænsen, mens det er mere udbredt syd for.

Den typiske moræneskovbund er frodig og præget af et stort antal plantearter, hvor der blandt de mere markante kan nævnes gul og hvid anemone, en række orkidéarter, skælrod, aksrapunsel, bingelurt, kodrivere m.fl.

Dyrelivet præges af de almindelige arter som rådyr, dådyr (forekommer kun pletvist nord for grænsen), ræv, grævling, mår, hare, egern samt en række arter blandt mus og flagermus. Den sjældne hasselmus forekommer få steder, f.eks. omkring Gråsten..

Blandt padder og krybdyr er skovfirben, stålorm, skrubtudse, butsnudet frø samt lille og stor salamander udbredte. Mere fåtallige er snog og løvfrø, mens den sjældne bjergsalamander kun forekommer få steder, f.eks. i skovene ved Aabenraa og på nordsiden af Flensborg Fjord.

Fuglene i løvskovene udgøres af de almindelige småfugle, som kendes over det meste af Danmark og Tyskland. Blandt de større arter kan nævnes ravn, duehøg, musvåge, sortspætte og huldue, mens rovfugle som havørn, rød glente og hvepsevåge er betydeligt sjældnere. Blandt sydlige arter, som har deres nordgrænse i regionen, kan nævnes pirol, turteldue, fyrremejse og blåhals.

Søer, moser og vandløb
Østlandets søer og moser er næringsrige med den frodige plantevækst som f.eks. de udbredte rørbræmmer omkring søerne er tegn på. Året rundt er fuglene det mest synlige element. Store mængder af nordiske overvintrende vandfugle opholder sig i søerne om vinteren, mens de hjemlige ynglefugle præger billedet om sommeren. Knopsvane, toppet lappedykker, grågås, gråand, blishøne og skarv er blandt de mest udbredte og typiske arter. Den smukke isfugl er almindelig, men kan være svær at opdage i sin hurtige flugt over vandet. Ved opstemninger som gamle vandmøller træffes bjergvispstjerten.

Østkysten
Regionens østkyst er kendt for de mange marsvin, som ses året rundt, dog mest sommeren. Særligt gode steder denne lille hvalart er den ydre Flensborg Fjord og Lille Bælt. Med mellemrum holder finhvaler i perioder til i fjordene, hvor de spiser sild.

Forekomsten af fisk tæt ved kysten er afhængig af vanddybden: nogle steder er der lavt vand et langt stykke ud, andre steder går det dybe vand helt tæt på stranden. Blandt de almindelige kystfisk, som kan fanges af fritids- og lystfiskere kan nævnes havørred, torsk, skrubbe, ising, hornfisk, ål, ålekvabbe m.fl. Længere til havs kan der fanges, sej, hvilling, sild og rødspætte.

Kystens fugleliv er rigt, og vi kan ikke her nævne alle. Sølvmåge, stormmåge hættemåge, svartbag, knopsvane, ederfugl, skarv og toppet skallesluger ses almindeligt året rundt. Om sommeren bl.a. suppleret med strandskade og havterne, om vinteren med blishøne, hvinand, troldand, havlit m.fl.

Midtlandet

Heder og moser
Bare nogle få hundrede år tilbage var det meste af midtlandet (gesten) præget af omfattende åbne mose- og hedestrækninger, der kun var afbrudt af de mere frodige ådale. Efterhånden blev heder og moser opdyrket, hhv. tørlagt. til agerbrug (hederne) og bl.a. tørvegravning (moserne). De magreste heder, herunder dem med indlandsklitter, blev tilplantet med nåleskov. I dag er der kun yderst få rester af disse engang enorme områder. M.h.p. at opnå en forbedret naturtilstand og forhindre for kraftig tilgroning, er nogle moser blevet restaureret med en højere vandstand til følge.

Derfor bliver de særlige dyr og planter på heder og i moser i dag opfattet som ret sjældne. Lyngheder findes kun i små stumper, og skal jævnligt plejes for ikke at gro til med træer og buske. På hederne findes også revling, klokkelyng, tyttebær og andre særlige sandjordsarter. I moserne er de mest karakteristiske arter bl.a. tørvemos, kæruld og tranebær.

Urfugl og hjejle, som i hedernes storhedstid var karakterfugle, er nu uddøde. Men stadig finder vi arter som hedehøg, bekkasin, stor regnspove, krikand, almindelig bynkefugl og sortstrubet bynkefugl som nogle af de særlige i midtlandet. Om vinteren ses bl.a. stor tornskade og blå kærhøg. Tranen, som blev udryddet først i 1800-tallet, er i de senere år vendt tilbage, og yngler nu i en række af midtlandets gamle tørvemoser.

Blandt ”krybet” kan nævnes et dyr som hugorm, som næsten udelukkende findes i moser, lysninger i nåleskove og heder på mager bund.

Enge og vandløb
Midtlandets vandløb løber alle til vadehavet i vest. I forbindelse med opdyrkningen blev næsten alle vandløb reguleret i et eller andet omfang. De blev kanaliseret og uddybet, så man kunne dyrke jorden helt ud til kanten. Opstemninger gjorde at vandrefisk som ål, laks og ørred ikke kunne nå de øvre dele af vandløbene. Derved mistede vandløbene deres oprindelige naturværdier m.h.t. fisk, fugle og vandplanter. I de senere år er der opstået fornyet interesse for de tabte værdier, og en del vandløb er nu blevet restaureret med naturlige slyngninger, sten og grus i bunden samt en mere naturlig vandstand og bredvegetation. Således er fisk som ørred og stalling, og nogle steder også laks, blevet mere udbredte. Disse naturgenopretningsprojekter har også til formål at nedbringe forurening af kvælstof og fosfor i vandløbene.

En helt særlig fisk, som i hele Verden kun findes i vandløb i Sydjylland er snæbelen. Denne art nyder nu godt af fjernede spærringer og flade oversvømmelsesområder ved de nedre dele af f.eks. Vidåen. Man håber at arten nu kan trives bedre, og at den breder sig til flere steder, så bestanden af denne yderst sjældne fisk er sikret på langt sigt. En anden meget sjælden fisk i de vestlige vandløb er dyndsmerling, som findes enkelte steder i mindre grøfter og kanaler.

Noget helt nyt er at også odderen er vendt tilbage til de restaurerede vandløb. Den er under spredning, men findes endnu kun fåtalligt i regionens nordlige, dvs. danske, vandløb. Den ventes dog snart at indfinde sig i vandløb syd for grænsen.

Skove og plantager
Midtlandets skove kan generelt opdeles i to hovedtyper.

Der er kun ret få af de gamle løvskove på bakkeøer og andre hævninger i terrænet. Bortset fra den mere magre jordbund ligner disse skove østlandets skove m.h.t. træartssammensætning, dog er der færre af de mere næringskrævende arter som f.eks. ask og avnbøg. I skovbunden finder vi også magerbundsarter som f.eks. majblomst, liljekonval og skovstjerne.

Den anden hovedskovtype er nåletræsplantagerne, som især findes på de meget sandede terræner nord for grænsen, områder der har været for sandede til opdyrkning. De fleste blev tilplantet mellem 1850 og 1920, og er således ret nye skove. Der er tale om nåleskove med især indførte træarter som rødgran, ædelgran, sitkagran, lærk m.fl. I de senere år er der dog sket en vis indplantning af løvtræ (især eg og bøg), som dels giver et mere varieret skovbillede, dels forøger artsrigdommen for dyr og planter.

Blandt fuglene er der tale om de fleste almindelige fugle, som også findes i østlandets mere fede løvskove. Dog er arter som grøn- og sortspætte især at finde på skove på mager bund, ligesom de særlige nåleskovsarter som sort- og topmejse, lille korsnæb. Stor hornugle træffes også en del steder i tilknytning til midtlandet skove.

Blandt dyrene er der grund til at nævne krondyr og dådyr, som især nord for grænsen er tilknyttet midtlandets skove. Syd for grænsen er krondyret mere fåtalligt. Begge arter er dog under spredning.

Marsk og vadehav

Taler vi om naturattraktioner i regionen kommer marsken og vadehavet uden nogen tvivl ind som nummer 1. Vadehavet har stor international betydning som især rasteområde for trækfugle fra hele Nordeuropa og Rusland/Sibirien. Ligeledes er det et vigtigt opvækstområde for fisk fra Nordsøen. Både den danske og den tyske del af Vadehavet er udpeget til nationalpark.

I forhold til inddelingen herunder i den inddigede marsk, øerne og selve havet, er det vigtigt at forstå, at alle landskabselementer og den tilknyttede flora og fauna indgår i et stadig dynamisk sammenspil og økologisk sammenhæng, der er præget at vandstandsforhold, saltholdighed, jordbund, årstider, fødemængde, rovdyr etc.

Den inddigede marsk
Den inddigede marsk er de ferske vandområder, der er beskyttet mod oversvømmelser fra Vesterhavet ved hjælp af systemer af diger, der er opbygget gennem århundreder. Man ønskede dels at indvinde nyt land til landbrug, dels at beskytte land og bebyggelser mod stormfloder. I Tøndermarsken og Nordfriesland kaldes de af diger omgivne landområder for koge.

Marsken bag digerne – i ”kogslandet” – er naturmæssigt præget af det ferske vandmiljø, da sluser ved å- og flodmundinger sørger for at holde saltvand ude. Det er fuglene, som især kendetegner marskens naturværdier, og de er også genstand for mange turisters store interesse. Blandt ynglefuglene på de afgræssede marker og enge, der er gennemskåret af vandfyldte grøfter, kan nævnes stor kobbersneppe, vibe, rødben, skeand, atlingand m.fl. I områder med rørskov, f.eks. i højvandsreservoirer, træffes bl.a. rørhøg, rørdrum, skægmejse og enkelte steder den sjældne sortterne for at nu at nævne nogle af de særlige arter for marsken.

I de mange vandløb og grøfter i marsken er der visse steder en interessant flora af vandplanter, hvoraf kan nævnes den store flotte brudelys, der ellers er en ret sjælden blomst, der kun ses meget få steder.

Marsken bag digerne har endvidere meget stor betydning for rastende trækfugle som hjejle, vibe, bramgås, kortnæbbet gås, sangsvane, stor regnspove m.fl. For alle disse gælder, at de i deres rasteperioder veksler mellem selve Vadehavet udenfor digerne og marsken bag digerne.

Stærenes store forsamlinger, der forår og efterår kan tælle op imod en mio. fugle, udgør et særligt naturfænomen som på dansk kaldes ”sort sol”, fordi de tætte flokke i forrygende flugtformationer nærmest kan formørke den røde aftenhimmel. Det er blevet en stor turistattraktion, især i området omkring Tønder, som folk rejser langvejs for at opleve.

Øer i Vadehavet
Øernes natur præges grundlæggende af forholdet mellem jordbund, f.eks. sand eller klæg, og vandstandsforholdene, herunder salt/ferskvand. Nogle af de største øer som f.eks. Rømø og Sild samt Amrum har udstrakte klitformationer og klitheder med en særegen hedevegetation, mens de lavtliggende halliger, der ikke er beskyttet af diger, er præget af strandengsvegetation, som tåler overskylning med saltvand.

Klitterne yderst mod havet er oftest bevokset med marehalm og hjelme, et plantesamfund, som også kaldes ”grå klit”. Bag denne breder sig den ”brune klit”, som veksler mellem tørre og fugtige parter. Her vokser blandt de mest karakteristiske planter arter som lyng, klitrose, klokkelyng, kæruld, revling, mosebølle m.fl.

Strandengene præges af salttålende arter som f.eks. kveller, malurt, annelgræs og den smukke hindebæger, der om sommeren kan farve strandengen helt lilla.

Antallet af dyrearter er naturligt mindre på øerne end på fastlandet, og det domineres af fuglene, som uden videre kan flyve til og fra alt efter fødemængde, årstid etc. Mange af fuglene på øerne er de samme som i den inddigede marsk (se ovenfor), men dertil kommer også en del kystfuglearter tilknyttet saltvandsmiljøet. F.eks. vadefuglene klyde, strandskade, stor og hvidbrystet præstekrave samt måger og terner, der yngler i kolonier – især hvor ræve og mennesker kun vanskeligt har adgang, herunder små ubeboede øer og sandrev. Vi kan her nævne sildemåge, sølvmåge, havterne og dværgterne.

En ny fugleart, som er indvandret fra Holland i de sidste 10 år og vakt en vis opsigt, er skestorken. Den yngler på øer i Vadehavet, men foretrækker at søge føde i fersk- eller brakvand, f.eks. ved flodmundinger eller i ferskvandsreservoirer bag digerne på fastlandet.

Vadehavet
De omfattende vadeflader, der tørlægges ved ebbe og atter overskylles ved flod, er et fantastisk spisekammer for millioner af trækfugle. Den store fødemængde er også meget vigtige fødekilder for fisk og sæler.

Tusindtallige flokke af nordiske fugle præger træktiderne forår og efterår – og visse arter ses tilmed også i milde vintre. De fleste holder rast på deres rejse mod yngleområder i Skandinavien, Rusland og Sibirien. Eller mod vinterkvarter i Holland-Belgien og kanalegnen eller længere syd ved den iberiske halvø og ved Vestafrika. Der er tale om en meget lang række fuglearter, men vi kan nævne pibeand, krikand, spidsand, bramgås, kortnæbbet gås, knortegås, strandhjejle, almindelig ryle, islandsk ryle, stor regnspove og lille kobbersneppe som er blandt de mest talrige og dem man lettest får at se som besøgende.

M.h.t. dyrelivet er Vadehavet også kendt for sine mange sæler, der kan ses hvilende og sovende på sand- og muslingebanker. Langt de fleste er spættede sæler, men i de ydre dele, og især omkring Amrum, er der de senere år også opstået kolonier af den større gråsæl, der kan blive 3 m lang.

I havet vest for øerne findes bl.a. også marsvin, og en sjælden gang forvilder store hvaler som kaskelotter sig ind i Vadehavet, hvor de går uhjælpeligt på grund og dør.

Vores partnere
Region Sønderjylland - Schleswig | Lyren 1 | DK-6330 Padborg | Tel. +45 74 67 05 01 | region@region.dk | sikkerpost.region@region.dk
Telefontider/Tidsbestilling: Mandag-torsdag fra kl. 8.00-16.30 og fredag fra kl. 8.00-15.00 DatabeskyttelseKolofonStart