OK

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Ved at klikke videre på websitet accepterer du websitets brug af cookies.
Læs mere om websitets cookies her under databeskyttelse

Topografi

Landskabsformer

Sammenlignet med Holstein er der i Sydslesvig ikke langt fra hav til hav, men alligevel skifter landskaberne betydeligt, når man bevæger sig fra øst til vest. Østsiden af landsdelen er præget af morænelandskabet, der blev dannet ved slutningen af sidste istid. Den lerede jordbund er som regel meget frugtbar. Et særligt karakteristisk træk er Østersø fjordene, som adskiller det østlige Slesvigs landskaber, særlig Angel, Svansen og Dänischwohld. 
Midten af landet er på sin side præget af geesten, der ligeledes er opstået under den sidste istid. Mens den vestlige geest delvis dels omfatter ret udstrakte bakker, så er den østlige geest delvis meget plan.  Jorderne er meget sandede og blev først udbyttegivende ved forbedringerne af jordbunden i det sene 18. århundrede. Der findes kun få skove og hedearealer.  
Mod vest ligger marsken, der er fuldstændig forskellig fra geest- og bakkelandskabet. Marsken er opslemmet land, der kun ved diger kan beskyttes mod angrebet fra hevet. Enkelte dele af marsklandet er først i den nyeste  tid blevet indvundet gennem inddigning.  Derfor kan marsken regnes til de yngste geologiske formationer i det hele taget. De findes langs med hele nordsøkysten, omend i meget forskellig bredde, da flere af geestområderne skyder sig langt ud mod vest og nogle geestområder nær Nordsøen er stadig bevarede. 
 
Der findes vidtstrakte marskområder inden for Wieding- og Bökingharde på Eiderstedt samt Pellworm, Nordstrand og på halligerne. Inden for Goesharden er områderne smallere, for Husum og Bredstedt ligger også på geesttunger. Også den del af øen Før, der udnyttes landbrugsmæssigt, består af marskland. Desuden findes der opslemmet land i ådalene ved Ejderen, Trene og Sorge. Marsken regnes almindeligvis som meget frugtbar.
 
Øerne Sylt og Amrum, den sydlige del af Föhr og dele af Eiderstedt regnes derimod til geestkernerne og har derfor bedre kunnet holde stand mod Vesterhavet. Også nogle sandbanker vest for halligerne minder om geestformationer. Øen Helgoland er noget særligt, den er den eneste klippeø indenfor det område, der omfatter den danske og tyske nordsøkyst. En enorm underjordisk salthorst har presset en kile af dybbjergarter (broget sandsten) opad og derved er denne enestående ø opstået.
Sammenlignet med det nordlige Jylland virker Nordslesvigs ringe bredde mellem Nord- og Østersøen påfaldende. Trods dette er der væsentlige landskabsmæssige forskelle mellem den østlige og den vestlige del. Den østlige del er præget af det morænelandskab, der opstod ved slutningen af den sidste istid. Jorderne er i regelen lerede og frugtbare. I meget kortere afstande end i Østjylland gennemskæres 
landsdelen af fjorde, der adskiller halvøerne.  Det skal nævnes Sundeved, Løjt Land og Haderslev Næs såvel samt Barvid nord for Haderslev, hvis gamle navn er glemt i dag. Et bælt adskiller Sundeved fra øen Als. Desuden findes der nogle meget små øer som Årø, Barsø og Okseøerne. Øen Ærø, der historisk hørte til Hertugdømmet Schleswig, må i geologisk henseende regnes til den fynske øgruppe.

Vest for fjordlandet følger geesten, der også blev formet i istiden. Den overvejende del af geesten er meget plan, dog findes der vestpå nogle højdedrag. Den sandede jord er forholdsvis fattig, dog har jordbundsforbedringer siden det sene 18. århundrede sikret beboerne et bedre udkomme. Der findes i dag kun få store hedearealer som Stesbæk Hede, samt nogle skovarealer, deriblandt den store Linnet skov og DCraved Skov, der delvist fremtræder som en oprindelig skov.
 
Geesten når delvist helt ud til Vesterhavet, og Emmerlev Klev er her den mest indtryksfulde formation. Syd for denne findes der nogle koge med frugtbart opslemmet land, der først er blevet inddiget i nyeste tid. Marsklandskaber fortsætter mod nord i retning af Ribe, der kun gennem diger kan beskyttes mod havets magt.
Øen Rømø består overvejende af geestland. Ligesom øerne Fanø og Mandø i nord og Sild og Amrum og vestspidsen af Eidersted i syd, der er skabt på samme måde, fremstår Rømø med sine klitbælter og sin brede strand som en fortsættelse af den jyske vestkyst. Også Hallig Jordstrand viser, at der i dette område fandtes en geesthøjderyg.

Bebyggelse og landskaber

De større byer i den sydlige del af grænselandet opstod i Middelalderen som søhandelspladser. Østersøens fjorde med deres naturlige beskyttede havne havde ideelle forudsætninger for dette. Langt den største by er i dag Flensburg med 85.000 indbyggere. De to andre gamle fjordkøbstæder er Schleswig (28.000 indb.) og Eckernförde (21.000 indb.). Den fjerde by i mellemstørrelse er Husum (22.000), der i dag er centrum for den sydvestlige del af regionen, og som efter den store Stormflod 1362 formåede at udvikle sig til en havneplads og fra 1603 til købstad.

I den østlige side af Sydslesvig ligger landskabet Angeln mellem Schlei og Flensborg Fjord. Det gamle bondeland er også i dag ret tæt bebygget og præges af et meget afvekslende bakkelandskab med mange mindre landsbyer. Centrale landsbyer er Sörup, Satrup og Süderbrarup, og østpå er der de gamle søhandelspladser Kappeln og Arnis, der har udviklet sig til byer. 
Landskabet Schwansen strækker sig mellem Kappeln og Eckernförde og er lige som det østlige Angeln stærkt præget af godsdrift. Karakteristisk for området er  temmelig udstrakte sandstrande og kystklinter ud til Østersøen. Syd for Eckernförde Bugt ligger Dänisch Wohld, hvor landskabsbilledet stadig er stærkt præget af godsdrift.
 
Hovedlandsbyen er Gettorp, der i dag næsten virker som en provinsby og som ligger i Kiels opland. I den sydøstlige del af halvøen ligger storbyen Kiel selv, som for længst har bredt sig hen over den historiske grænse mellem hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Vest for Eckernförde ligger Hüttener Berge med nogle af landsdelens største højdedrag og dens største sø Wittensee. 
Bakkelandskabet går allerede inden for byerne Flensburg og Slesvigs områder over i gestlandet, som sammenlignet hermed er tyndt befolkede. Kun Stapelholm længst mod syd har udviklet sig til et selvstændigt landskab, hvad der ikke mindst skyldes placeringen mellem vandløbene og dens tidligere administrative særstatus. I den vestlige del af landskabet ligger Friedrichstadt, der er regionens eneste by, som er grundlagt efter en plan.   
Den vestlige del af Sydslesvig danner i dag Kreis Nordfriesland. Eiderstedt halvøen præges af store enkeltgårde og forholdsvis få sammenhængende landsbyer. Kun Garding og Tönning har udviklet sig til mindre byer. Nord for Husum ligger Goes-herrederne, der i vidt omfang består af gestland og med bycentret Bredstedt, ud for hvilken der ligger nogle koge, altså inddigede marskområder. Wieding- og Bökingharde er de klassiske marskherreder med bycentret Niebüll. 
En verden for sig selv er vadehavet med halligerne, øer der ikke er beskyttede af diger, og hvor boligerne ligger på ’værfter’, som er anlagte bakker. Vadehavsøerne Pellworm og Nordstrand, der i mellemtiden er blevet landfast, består af koge med enkelte, spredte bebyggelser. Derimod bor indbyggerne på Helgoland, Sylt, Amrum og Föhr næsten udelukkende i sammenhængende bymæssige bebyggelser, af hvilke søbadene Westerland og Wyk har udviklet sig til byer. 
I Nordslesvig er der fire gamle byer. Tønder er den ældste købstad med en byret og den var længe det ubestridte centrum på vestkysten. Haderslev og Aabenraa er typiske fjordbyer, hvorimod Sønderborg på Als udviklede ved en bugtning i Flensburg Fjord kort før den udmunder i  Østersøen. 
Øen Als er i dag forbundet med hovedlandet med to broer. I de seneste årtier har den stærke industrialisering i den nordlige del af øen ændret dens udseende meget. Udover Sønderborg, der ligeledes er vokset meget stærkt, er øens bycentre de gamle ’flækker’ Nordborg og Augustenborg. Vest for Alsund ligger landskabet Sundeved med enkelte større landsbyer, hvoraf de største er Dybbøl og Broager. Geografisk hører også bycentret Gråsten til dette område præget af havbugter og bakkelandskab, og som stedvist stadig er ret rigt på skove.

Nord for Aabenraa fjord ligger halvøen Løjt med flere strande. Her finder man også to langstrakte og flere små landsbyer samt mange imponerende gårde. Den lille halvø virker særlig tillokkende på grund af nogle særlig stejle bakker og dale, der skærer sig igennem terrænet. Ud for halvøen ligger den lille ø Barsø (70 indb.)   Nord for Løjtland ligger bakkerne rundt om Knivsbjerg og Genner bugt med den landfaste ø Kalvø.
Bag den lille landtunge ved Sønderballe findes Djernæs bugten. Landskabet Haderslev Næs begynder med en næsten ubrudt, smuk sandstrand på syd- og østkysten.  På Næsset  findes der enkelte mindre landsbyer.  Fra Årøsund kan man tage over til den lille ø Årø med dens store fuglereservat. Nord for den meget smalle Haderslev fjord strækker sig bakkelandet med mange landsbyer, skove og badesteder inden for det gamle Barved syssel og frem til Kolding fjord. Denne gamle grænseby er for længst vokset henover den historiske grænse mod syd.
Den midterste del af landsdelen er præget af geest vidderne. I overgangen til geesten findes enkelte søer og tunneldale, f.eks. i nord ved Jels, vest for Haderslev til Tørning, ved Genner Hol og Kruså-dalen ved statsgrænsen. Geestens centrale steder er den gamle kirkeby Tinglev og de i sammenligning hermed ret nye mindre byer Rødekro og Vojens, hvis vækst skyldes deres funktion som banegårdsforstæder for fjordbyerne Aabenraa og Haderslev, som er blevet koblet af af DSB.  I nord er Gram og Toftlund centerbyer på den mellemste geest, mens det i midten er den gamle flække Løgumkloster, der ligger i umiddelbar nærhed af den vetslige højderyg.
I Nordslesvig går gesten og marsken ret umærkeligt over i hinanden. Udover Tønder er de vigtigste steder i marskegnene den gamle søhandelsplads og færgested Højer, den historiske kirkeby Møgeltønder, det gamle jernbaneknudepunkt Bredebro og den næsten bymæssige bebyggelse Skærbæk. Endnu videre mod nord ligger den gamle kongeby Ribe som det centrale sted.   Den har dog aldrig hørt til den slesvigske landsdel, selv om den endnu ligger syd for grænseåen Kongeåen. Området mellem disse steder er forholdsvis tyndt bebygget. Enkelte steder findes der strande, for eksempel ved Emmerlev Klev og ved Hjerpsted. Ude mod vest ligger geestøen Rømø med enkelte større landsbyer, hvortil man kan komme fra fastlandet via en dæmning.

Klima og vejr

Vejret i grænselandet skifter meget. Det skyldes beliggenheden i vestenvindsbæltet, der er karakteriseret af fronter og lavtryk og omskifteligt vejr. Det giver et udpræget fugtig-tempereret oceanisk klima påvirket af den varme Golfstrøm. Samtidig ligger området på kanten af det europæiske kontinent, hvor der er kolde vintre og varme somre.

Den nordvestlige del af Schleswig-Holstein hører klimatisk sammen med Danmark, hvorimod klimaet i den sydøstlige del af delstaten mere er præget af kontinentet. De forholdsvis små forskelle i grænseregionens klima skyldes bl.a. beliggenheden i forhold til kysterne, topografien og plantevækster. Solstrålingen reflekteres f.eks. forskelligt nord og syd for grænsen på grund af forskellige afgrødetyper. 
Klimaet i grænselandet kendetegnes af kystklimaets milde og fugtige vejr om vinteren og ustadige vejr om sommeren. Den relative luftfugtighed er forholdsvis høj og mest ved kysterne. I vinterperioden falder temperaturen ved streng frost almindeligvis kun til omkring nul grader. Sneen falder oftest kun i tynde lag, der ikke bliver liggende ret længe. Højsommeren er fugtig og omfatter sjældent mere end nogle få hede dage. Det vedvarende skydække beskytter om sommeren grænselandet mod for stærkt sollys og forhindrer om vinteren jordens udstråling og dermed afkølingen af jorden.

Vejret veksler afhængigt af den dominerende vindretning og oftest er der vestlige vindretninger. Vestenvinden fra havet er præget af relativt ensartet vejr sommer og vinter. Det er mildt om vinteren og køligt om sommeren, altid med skyer og ofte med regn eller byger. Disse lavtryk passerer hen over grænselandet et efter et, og gentages ofte med et par dages mellemrum. Denne vejrtype kan vare op til flere uger. Når vinden kommer fra øst eller syd, ligner vejret mere det kontinentale vejr: varmt og solrigt om sommeren og koldt om vinteren. Østenvinden er især hyppig sidst på vinteren og om foråret. 
Dagtemperaturen i Syd- og Sønderjylland stiger fra et lavpunkt på2,1 grad i januar til 19,9 grad i august. Der er ikke væsentligt forskellig fra andre danske regioner. Nattemperaturen ligger om vinteren ca. 3 grader lavere og om sommeren ca. 9 grader lavere.
Nedbørsmængden i Sønderjylland er gennemsnitligt 823 mm regn årligt, hvilket er 16 % over det danske gennemsnit. Der er også 13 nedbørsdage mere end gennemsnittet.

I grænselandet er der relativt mindre regn på nogle kyster og på nogle sydslesvigske øer i vadehavet. Nedbøren stiger hen over gestranden og i midtlandet ved randmorænerne falder de største årlige regnmængder. I læ af randmorænezonen falder der mindst nedbør (under 700 mm) på kyststrækninger ud mod Østersøen og på Als.

I Syd- og Sønderjylland er der i gennemsnit 1411 solskinstimer om året, hvilket er 84 timer færre end det danske gennemsnit. Kun Midt- og Vestjylland har lidt færre solskinstimer. Det største antal solskinstimer falder i maj og juni måneder.

De aktuelle regionale vejrudsigter for grænselandet kan ses på hjemmesiderne for det danske meteorologiske institut DMI og tilsvarende for tyske prognoser.

Vores partnere
Region Sønderjylland - Schleswig | Lyren 1 | DK-6330 Padborg | Tel. +45 74 67 05 01 | region@region.dk | sikkerpost.region@region.dk
Telefontider/Tidsbestilling: Mandag-torsdag fra kl. 8.00-16.30 og fredag fra kl. 8.00-15.00 DatabeskyttelseKolofonStart