OK

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Ved at klikke videre på websitet accepterer du websitets brug af cookies.
Læs mere om websitets cookies her under databeskyttelse

Levevilkår

Socialt boligbyggeri syd for grænsen

Til lejligheder i socialt boligbyggeri, der støttes med offentlige midler, skal der søges om en boligberettigelsesattest hos de pågældende by- og kommuneforvaltninger, som udstedes afhængig af indkomsten. Reglerne herfor er fastsat i bekendtgørelse om indkomstgrænser for Schleswig-Holstein (EkGrenzVO) af 2. november 2004. 
 
Desuden kan man få boligstøtte, så man sikres økonomisk og kan bo i en rimelig bolig, der opfylder en families behov. Man har krav på boligstøtte, hvis visse minimumskrav, der er fastsat ved lov, er opfyldt. Der skelnes mellem 

  • almindelig boligstøtte (§ 26 i den tyske sociallovbog, SGB I), der betales som huslejetilskud eller tilskud til ejere af egen bolig og det
  • særlige huslejetilskud (§ 7 i den tyske sociallovbog, SGB I), der betales til modtagere af socialhjælp eller pension som krigsoffer.

Den almindelige boligstøtte bevilges kun efter ansøgning og afhænger i det enkelte tilfælde af husstandens indkomst, størrelse og den tilskudsberettigede husleje. Bevillingen og udbetalingen sker via boligsikringskontorerne i byerne, kommunerne uden forvaltningsdistrikt og forvaltningsdistrikterne. Ansøgningen skal indleveres i god tid, da der kun betales med tilbagevirkende kraft for en løbende måned. Normalt bevilges en ansøgning for 12 måneder.

Modtagere af socialhjælp eller pension som krigsoffer får udbetalt det særlige huslejetilskud sammen med socialhjælpen og skal ikke søge om det. Det særlige huslejetilskud udbetales af socialkontorerne eller de kontorer, der administrerer pensionsudbetalingen til krigsofre.

Man kan få vejledning om lejligheder i socialt boligbyggeri, boligberettigelsesattester, boligstøtte og huslejetilskud på f.eks. socialkontorerne eller hos lejerforeninger, som f.eks. også tilbyder sine medlemmer juridisk rådgivning og retshjælp.

Man kan finde regionale kontaktadresser på hjemmesiderne for de pågældende byer, forvaltningsdistrikter og kommuner samt på adressen www.mieterbund-schleswig-holstein.de eller Verbraucherzentrale Schleswig-Holstein.

Hvis man som investor ønsker at opføre socialt boligbyggeri, kan man henvende sig til afdelingen for byplanlægning og boligvæsen under Schleswig-Holsteins indenrigsministerium og få yderligere information eller til Verband Schleswig-Holsteinische Haus-, Wohnungs- und Grundeigentümer, Investitionsbank Schleswig-Holstein eller Kreditanstalt für Wiederaufbau.

Almennyttige boliger nord for grænsen

I Sønderjylland findes der aktuelt 46 boligorganisationer, som administrerer 23.702 boliger af forskellig art og størrelse. Der findes 12.046 boliger i etagehuse og 11.656 boliger i tæt/ lave bebyggelser. Hovedparten af disse almene boliger findes i landsdelens købstæder.
Endelig oplyser statistikken, at den gennemsnitlige husleje i 2005 udgør ca. 524 kr. pr. m2. Det svarer til, at huslejen for en 3-værelses lejlighed er omkring 3.400 kr. eksklusive lys og varme. I mange tilfælde vil huslejen dog blive reduceret, hvis man er berettiget til boligstøtte.

De almene boligorganisationer er underlagt et omfattende sæt af love, som regulerer udlejning af boliger, budget og regnskab for boligorganisationerne, organisering af vedligeholdelse m.m.
Boligorganisationerne kan være landdækkende, regionale eller de kan administrere ejendomme i den enkelte kommune eller by. Men administrationen af den enkelte bebyggelse udgør en selvstændig økonomisk enhed med eget budget og regnskab.

De almene boliger udlejes til en ”omkostningsbestemt husleje”. Det indebærer, at udgifterne til den enkelte afdelings drift skal dækkes gennem huslejen og at regnskabet på dette grundlag skal balancere.

Et eventuelt over- eller underskud kan ikke overføres til hovedforeningen eller til andre afdelinger.

Beregning af husleje
Huslejen fastlægges ved beregning af kapitaludgifter og øvrige udgifter til drift.
Kapitaludgifterne er forrentning og afdrag på de lån, der er optaget i forbindelse med opførelsen af byggeriet og eventuelle senere ombygninger og forbedringer. 
For at sikre en jævn udvikling i kapitaludgifterne, så de svarer til pris- og lønudviklingen, er der i nyere byggeri givet særlige tilskud til at nedbringe kapitaludgifterne.
I ældre byggeri er kapitaludgifterne de samme år for år, hvis der ikke optages nye lån. 
I boliger fra før 1970 betaler beboerne et særligt bidrag til Landsbyggefonden. Bidragets størrelse er fastlagt i lovgivningen og varierer fra bebyggelse til bebyggelse. Indbetalingerne til Landsbyggefonden bruges som tilskud til forbedringsarbejder i almene boliger og som støtte til vanskeligt stillede afdelinger.
De øvrige driftsudgifter omfatter udgifter til vedligeholdelse af bygningerne og de grønne områder, renovation, vand, forsikringer, lønninger til ejendomsfunktionærer, administration, skatter, fælleslokaler og henlæggelser til vedligeholdelse og fornyelser.
Beboerne bestemmer
De almene boliger fungerer efter de love og bekendtgørelser, der er vedtaget af Folketinget. Lovgivningen fastlægger også, hvordan beboernes indflydelse skal virke og at beboerne har stor indflydelse på den daglige drift.
Beboerne har fuld indsigt i, hvad deres husleje bliver brugt til og det er beboerne, som vedtager budgettet. Det vil sige, at det er beboerne, der træffer afgørelse om vedligeholdelse, fornyelse og forbedringer af bygningerne. Beboerne fastlægger også regler om fælles områder som beboerlokaler, vaskerier, legepladser, de grønne områder og mange andre ting i hverdagen i boligafdelingen.
Beboerne vælger en afdelingsbestyrelse, som har den daglige kontakt til administration og boligorganisationens ledelse. Der skal holdes mindst ét årligt møde for beboerne, hvor der forelægges regnskab og budget og hvor der foretages valg til bestyrelsen.
Der kan indkaldes til flere møder, hvis større spørgsmål skal drøftes og der kan afholdes urafstemning om større forbedringsarbejder og andre udgiftskrævende opgaver.

Særlige forpligtelser
De almene boliger er for alle. Men de almene boligselskaber har også en særlig en særlig opgave i forhold til befolkningsgrupper med særlige behov. Denne opgave gælder f.eks. unge under uddannelse og andre unge, der har boligproblemer, ældre og handicappede, enlige med børn og flygtninge samt mennesker, der skal genhuses i forbindelse med byfornyelse. 
Denne særlige forpligtelse sigter til en generel forbedring af boligforholdene i landet og integration af de forskellige befolkningsgrupper.

Private boliger syd for grænsen

I henhold til § 9, stk. 1, i 2. lov om boligbyggeri (II. Wohnungsbaugesetzes) defineres private boliger/ejerboliger som en grund med en beboelsesbygning, der ejes af en fysisk person og som ikke omfatter mere end to boliger, hvoraf den ene skal bebos af ejeren. Bygninger med mere end to boliger regnes således som flerfamiliehuse/beboelsesejendomme.
Der er ydet støtte til byggeri af ejerboliger i Tyskland i medfør af lov om boligbyggeri (grundtilskud = tilskud til ejerboliger plus børnetilskud). Tilskuddene til ejerboliger ("Eigenheimzulage") var den største statslige støtteordning i Tyskland. Regeringen afskaffede dog ordningen pr. 1. januar 2007 ved lov om afskaffelse af tilskud til ejerboliger. Tilskuddet gælder dog i fuldt omfang for alle projekter, der foreligger dokumentation for fra før den 31. december 2006 i form af købsaftaler oprettet for notar eller godkendte byggeansøgninger. For nybyggeri og ældre byggeri, der er købt eller færdigopført efter 2004, udgør det årlige tilskud 1 % af fremstillings- eller anskaffelsesomkostningerne eller maksimalt 1.250 euro over en periode på 8 år. Tilskuddet for hvert barn er på 800 Euro.

De, der bygger ejerboliger, betragter det som regel som en investering, og søger på den ene side en
- kapitalinvestering og på den anden side 
- en alderdomsforsørgelse.
Ofte er de lokale huslejer for større lejligheder så høje, at byggefirmaer - især inden for præfabrikerede huse og typehuse - reklamerer med, at den husleje, der hidtil har skullet betales for en lejlighed, dækker låneudgifterne, og at man således på lang sigt kan få en billig ejerbolig.
Desuden kan indtægterne fra en delvis udlejning benyttes til at afdrage på lånene. Derudover er ejerboliger en slags alderdomsforsørgelse, da ejere ikke skal betale husleje af deres aldersindtægt, da de bor i ejerbolig og har yderligere indtægter i form af den delvise udlejning.

I modsætning til lejere har ejere af ejerboliger ikke kun rettigheder og fordele, men er også forpligtet til forskellige ting:

  • Ejerne skal således betale afgift på køb af fast ejendom.
  • De bør forsikre deres ejendom.
  • De er forpligtet til at vedligeholde deres ejendom.

Hvis man vil vide mere om byggeri af ejerboliger, kan man få information og rådgivning i sin bank eller hos foreningen ”Haus und Grund“.

Private boliger nord for grænsen

Når det drejer sig om valg af boligform og de tilhørende rettigheder, pligter og fordele, adskiller sønderjyder sig ikke fra den øvrige del af Danmark. Det privat ejede parcelhus eller rækkehus, er den foretrukne boligform i Sønderjylland. Og hermed knyttes sønderjyden til den økonomi og kultur, som hverken er landområdets, købstadens eller storbyens, men snarere en livsform, som omfatter den overvejende del af den vestlige verdens middelklasse. Gennem finansieringen af den private bolig, som typisk er baseret på realkredit, står levevilkår og forbrugsmuligheder i direkte korrespondance med en globaliseret økonomi.

Køb af egen bolig
Ved en ejendomshandel udarbejder en ejendomsmægler eller en advokat en købsaftale, som en bindende kontrakt mellem køber og sælger. Af aftalen fremgår pris og overtagelse af ejendommen såvel som andre vilkår, som er forhandlet. 
Som køber har man 6 dages fortrydelsesret– dvs. 6 hverdage efter tidspunktet for underskrivelse af aftalen. Fortrydelse skal meddeles skriftligt og som køber koster det 1% af den aftalte pris. 
Ved afslutningen af handelen udfærdiges et skøde, dvs. et dokument, der beskriver vilkårene for handelen. Skødet skal tinglyses på Tinglysningskontoret, hvorefter oplysningerne er offentligt tilgængelige i Tingbogen. Skødet er juridisk dokument for ejendommens ejerskab.

Tilstandsrapport
Ved en hushandel er det normal praksis, at sælger sørger for at der udarbejdes en tilstandsrapport for huset. Rapporten udfærdiges af en bygningssagkyndig (f.eks. arkitekt eller bygningsingeniør). Tilstandsrapporten omfatter de synlige dele af bygningen og beskriver i skematisk form bygningens tilstand. Ikke-synlige forhold (vand, afløb m.m.) indgår ikke i tilstandsrapporten.
Sælgeren af en ejendom har pligt til at oplyse om eventuelle skader og mangler. I princippet har man som sælger ansvar 20 år efter afhændelsen af en ejendom. På den anden side har køber ingen garanti imod ikke-synlige skader. Derfor vælger mange at indgå en ”ejerskifteforsikring” i forbindelse med en hushandel.

Byggeri
Hvis man ønsker at bygge nyt, foretage ombygninger, tilbygninger eller andre omfattende ændringer ved det eksisterende byggeri, skal man ansøge om tilladelse fra kommunen. Ved mindre projekter er det tilstrækkeligt at anmelde byggeriet til kommunen. En byggetilladelse har et års gyldighed og bortfalder, hvis byggeriet ikke er igangsat. 
Den ansøgning om byggetilladelse, som skal fremsendes til kommunens forvaltning, skal beskrive, hvad byggeriet skal bruges til, hvordan det er konstrueret og hvordan det placeres på byggegrunden. Hvis projektet er i konflikt med bygningsreglementet, kan der søges dispensation samtidig med byggetilladelsen. Det er ejerens ansvar at bygningerne overholder reglerne. Ejeren kan blive pålagt at nedrive ulovligt byggeri. 
Som boligejer har man pligt til at meddele alle ændringer ved ejendommen til Bygnings- og Boligregistret, BBR.

Udlændinge og køb af fast ejendom
Hvis man ikke har fast bopæl i Danmark og ikke har boet i sammenlagt 5 år i Danmark, skal man have justitsministeriets tilladelse til at købe fast ejendom. Hvis man har opholdstilladelse i Danmark eller hvis man er nordisk statsborger, der ønsker at flytte til Danmark kan man få tilladelse til at købe fast ejendom.
Som EU-borger eller borger fra et EØS-land med arbejde i Danmark kan man købe helårsbeboelse. 
Hvis man ikke er dansk statsborger eller hvis man ikke har boet i Danmark i mindst 5 år, skal have tilladelse til at købe hus til fritidsbrug. Tilladelse gives kun undtagelsesvis, hvis ansøgeren har særlig tilknytning til Danmark.

Love og finansiering syd for grænsen

Hvis man som investor ønsker at investere i boligbyggeri - det være sig med henblik på køb af eksisterende boliger eller opførelse af nye, til eget brug eller til udlejning - kan man henvende sig til afdelingen for byplanlægning og boligvæsen under Schleswig-Holsteins Indenrigsministerium og få yderligere information eller til Verband Schleswig-Holsteinische Haus-, Wohnungs- und Grundeigentümer, Investitionsbank Schleswig-Holstein eller Kreditanstalt für Wiederaufbau.
Det første sted man henvender sig for at finansiere sit projekt, er ens egen bank, som enten kommer med egne finansieringsforslag eller henviser til byggesparekasser, som bankerne samarbejder med. De mest kendte og største byggesparekasser er Schwäbisch Hall, Landesbausparkasse, BHW, Württembergische, Leonberger og Debeka.

Disse finansieringsforslag er baseret på bankernes almindelige forretningsbetingelser, som omfatter lov om forbrugerlån (borgerlig lovbog BGB), lov om realkreditinstitutter og lov om långivning til bolig og erhverv. Derudover kan man henvende sig til uafhængige finansieringsinstitutter, som ligeledes kommer med forslag til finansiering af projektet.

Investeringsbanken, Investitionsbank Schleswig-Holstein, står for tildelingen af støttemidler generelt og særligt vedrørende grænseregionen. På sin hjemmeside tilbyder investeringsbanken interaktiv støtterådgivning, og man kan få foretaget en beregning af sine finansieringsbehov. Ud over i hovedafdelingen i Kiel har investeringsbanken også rådgivningssteder i grænseregionen i Flensburg, Husum og Schleswig.

Love og finansiering nord for grænsen

De fleste boligkøb bliver et mellemværende mellem køberen, en bank og et realkreditinstitut. Realkredit er lån, der optages med sikkerhed i ejendommen og finansieres gennem obligationer. Op til 80 % af ejendommens kontantværdi kan finansieres med realkreditlån. Derfor er for mange også nødvendigt at optage banklån for at finansiere et boligkøb.

Erhvervs- og Byggestyrelsen leverer på hjemmesiden www.boligejer.dk en overskuelig og let tilgængelig gennemgang af bolighandelens mange udfordringer – fra valg af bolig over forhandling, finansiering, flyttemeddelelse og klagemuligheder.

Byggetilladelse
Kommunen er den lokale myndighed, når det drejer sig om byggesager. For almindelige byggeprojekter kan spørgsmålet om tilladelse opdeles i tre kategorier:
1. Byggeprojekter, der ikke kræver godkendelse
Næsten alle ændringer, som ikke medfører en udvidelse af det beboede areal (renovering af køkken/ badeværelse, flytning af vægge o.lign.)
2. Byggeprojekter, der kræver anmeldelse
Opførelse af carport, udhuse, garager m.m. på højst 50m2 skal anmeldes, ligesom nedrivning af énfamiliehuse skal anmeldes.
3. Byggeprojekter, der kræver tilladelse
Nybyggeri og ombygning, som medfører en udvidelse af det beboede areal kræver en byggetilladelse.

Energimærke og BBR-register
Ved nybyggeri på mere end 60m2, skal det dokumenteres, at den opfylder energikravene i bygningsreglementet. Energimærkningen foretages af en konsulent og indsendes til kommunen.

BBR-registeret (Bygnings- og Boligregisret) indeholder oplysninger om alle ejendomme i Danmark. Oplysningerne bruges bl.a. til beregning af skat af ejendomsværdi.
Ved byggeri der kræver anmeldelse eller tilladelse videregives oplysningerne normalt fra kommunen til BBR. Ved andre byggerier har husejeren pligt til at opdatere oplysningerne hos BBR.

Vandforsyning syd for grænsen

Drikkevandet i den tyske del af grænseregionen er udelukkende grundvand, der dannes af den nedsivende nedbør. I princippet skulle drikkevands-forsyningen dermed være sikret for bestandig, hvis grundvandets kvalitet ikke forringes af miljøforurening.

Forsyningen af borgerne med drikkevand og den efterfølgende vandafledning er principielt kommunale opgaver. I de større byer er det de kommunale vandværker, der forsyner brugerne med drikkevand, lige som de kommune rensningsanlæg renser spildevandet. Mindre byer i grænseregionen samarbejder i vandforbund (Wasserverbände) som Wasserverband Nord og Wasserverband Drei Harden. Vandafledningen er lige så reguleret som forsyningen. Det sker enten ved et eget kommunalt rensningsanlæg eller inden for et kommunalt vandforbund.

I den nordfrisiske marsk har man indtil tiden efter Anden Verdenskrig indvundet drikkevandet af overfladevand, dvs. regnvand. I hygiejnisk henseende var det problemfrit og det kunne kun til en vis grad bruges som drikkevand. Grundvandet i marsken kunne ikke bruges som drikkevand, da det var blandet med saltvand og derfor brakvand. Først efter krigen blev der opbygget en drikkevandsforsyning med grundvand fra geesten.  De nordfrisiske øer og halligerne blev først i 1960erne tilsluttet drikkevandsforsyningen fra fastlandet.
 
Huse der ikke er tilsluttet den kommunale vandforsyning er undtagelsen. Private brønde og private spildevandsanlæg skal regelmæssigt undersøges om de overholder miljøkravene.

Vandforsyning nord for grænsen

De danske kommuner driver en række brugerbetalte forsyningsvirksomheder vedrørende vandforsyning, spildevand, renovation m.m., som er helt adskilt fra den generelle skattefinansierede kommunale drift. Driften af disse virksomheder skal hvile i sig selv over tid og det enkelte års over- eller underskud opsamles på en særlig kommunal konto. Borgeren kan af sin opkrævning se, hvad familien skal betale til disse formål.

Drikkevandet i Danmark er kun grundvandet, når man ser bort fra indvinding af noget overfladevand i hovedstadsområdet. Det er amtskommunen som gennem regionplanlægningen har ansvaret for planlægningen og beskyttelsen af regionens vandressourcer. Kommunerne har inden for denne ramme ansvaret for udarbejdelsen af deres lokale vandforsyningsplan. Den indeholder prognoser for det fremtidige vandforbrug og fordelingen af forbruget i kommunen.

I kommunens større byer er det de kommunale vandværker, der forsyner hovedparten af befolkningen med brugsvand. I mindre byer er det oftest almennyttige private fællesvandværker ejet af forbrugerne.

I Sønderjylland er vandforsyningen decentral. Grundvandskvaliteten er tilfredsstillende i hele regionen og en lokal grundvandforsyning er mulig. I 1997 fandtes der 245 almene vandværker, hvortil kom omkring 50 fællesvandværker, der hver forsynede 2-9 husstande, og knapt 7.500 enkeltindvindinger af vand.

Spildevand syd for grænsen

Spildevand defineres som brugt og derved urent vand fra industrien, erhvervsvirksomheder og husstande, der typisk ledes bort i varm tilstand. Det indeholder kolloide og faste urenheder. Regnvand fra veje, befæstede pladser og tage regnes også som spildevand. Der skelnes mellem afløbsvand og regnvand. Alt spildevand skal gennemgå en spildevandsrensning, før det udledes i vandløbene. 
 
I medfør af bekendtgørelse om afledning af kommunalt spildevand påhviler spildevandsrensningen kommunerne. I medfør af § 4 i kommunalloven for Schleswig-Holstein, §§ 1, 2 og 6 i lov om kommunale afgifter for Schleswig-Holstein og §§ 1 og 2 i lov om gennemførelse af lov om spildevandsafgift opkræver kommunerne afgifter for den centrale spildevandsafledning.
 
Afgifternes størrelse varierer fra kommune til kommune, men typisk skelnes der mellem følgende: 
Indbyggere (hovedbopæl eller sekundær bopæl) 
Restauranter efter antal pladser og afhængig af, om der er køkkendrift eller ej
Fabrikker, erhvervsvirksomheder, industrivirksomheder, myndigheder, banker og øvrige virksomheder uden produktionsvand pr. medarbejder 
Skoler, børnehaver og andre offentlige institutioner pr. påbegyndt plads 
Hoteller, gæsteværelser (efter antal senge og belægningsgrad) 
Telt- og campingpladser og lignende virksomhed (pr. godkendt teltenhed/standplads)
 
Af vandværker i grænseregionen kan bl.a. nævnes Wasserbeschaffungsverband Dänischer Wohld, vandværket i Owschlag og vandværket under de kommunale værker i Glückstadt. Hertil kommer de kommunale værker i Rendsburg, Eckernförde, Schleswig, Flensburg og Husum, som ikke kun leverer elektricitet og gas, men også vand.
 
I 2005 tog delstaten Schleswig-Holstein (nærmere bestemt ministeriet for landbrug, miljø og landdistrikter) initiativ til et støtteprogram til nybygning af centrale offentlige anlæg til spildevandsafledning i landkommuner for at beskytte vandmiljøet - navnlig grundvandet - forbedre de hygiejniske forhold og den lokale infrastruktur. Som led i programmet skal der ydes støtte til 65 kommuner med 40.000 indbyggere.
 
Der findes for øjeblikket også andre støtteprogrammer med henblik på tilpasning af septikanlæg og mindre rensningsanlæg i henhold til anerkendte tekniske regler, fremme af vandforvaltningsordninger og fremme af nybygning af centrale offentlige anlæg til spildevandsafledning. 

Spildevand nord for grænsen

Kommunerne er ansvarlige for afledningen af vandet. Den kommunale plan for dette skal være tilpasset det overordnede regionplans retningslinjer for spildevandsrensning i det åbne land.Man ønsker at planlægge spildevandsanlæg ud fra en række hensyn, herunder begrænsning af udledningen af næringsstoffer og miljøfremmede stoffer samt sikringen af hygiejniske forhold i forbindelse med afløbsanlæg og udledning, bl.a. en god badevandskvalitet. Den amtslige planlægning udpeger de forureningsfølsomme vandløb og søer og stiller konkrete krav om spildevandsrensningen i oplandene til de pgl. recipienter.

De kommunale spildevandsanlæg omfatter hovedkloakker, pumpestationer og rensningsanlæg. Målet er at minimere miljøbelastningen af grundvand, vandløb og søer. For kloaksystemets vedkommende er der i disse år betydelige aktiviteter i gang med sanering og separering i byerne, således at hovedparten af regnvandet fra lodsejerne og alt vejvand fra områderne ledes til vandløb uden om rensningsanlæg.

Spildevandet renses oftest ved hjælp af biologiske processer, og i mindre udstrækning med støtte af kemikalier. Det meste af den udskilte slam benyttes som føde for de bakterier, der renser spildevandet. De overskydende slammængder fjernes fra rensninganlæggene, og har en relativ høj gødningsværdi. Man tilstræber at anvende de overskydende slammængder som gødning på landbrugsarealer. Indholdet af miljøfarlige stoffer kontrolleres omhyggeligt, så man sikrer, at der ikke sker en ophobning i naturen. Miljøkravene til landbrugsdriften er stigende, og derfor er der faldende efterspørgsel på slam som gødning.

I de tilfælde, at et hus ikke er tilsluttet det kommunale kloaknet, skal ejeren selv sørge for miljømæssig forsvarlig spildevandsbehandling. Forholdene skal godkendes af kommunen.

I tilknytning til spildevandsområdet kan nævnes, at kommunerne og amtskommunen har etableret et fælleskommunalt sønderjysk kortsamarbejde med en omfattende kortdatabase af matrikulære og tekniske kort, som også kan anvendes uden for spildevands-området.

Elforsyning syd for grænsen

Elektricitetsmarkedet i Tyskland blev liberaliseret for nogle år siden, så forbrugerne kan i princippet frit vælge elleverandør. I den tyske del af grænseregionen findes der dog fortsat kun to netoperatører: i Flensburg by er det Stadtwerke Flensburg og i oplandet E.on Hanse, der tidligere hed Schleswag og som er et datterselskab af energikoncernen E.ON. 
Retligt set får netoperatørerne kommunale koncessioner til deres net. De fleste forbrugere er fortsat kunder hos deres netoperatør, selv om der findes en bred gruppe af andre eludbydere, der også tilbyder specielle produkter, f.eks. elektricitet fremstillet udelukkende fra vandkraft (importeret fra Norge) og andre former for økologisk elektricitet.

I den tyske del af grænseregionen er det kun Stadtwerke Flensburg, der driver et større kraftværk. Det markante kraftværk ved indsejlingen til Flensborg havn er et kulfyret kraftværk med kombineret kraftvarmeproduktion, som også forsyner Flensborg by med fjernvarme.

Særligt i de seneste 10-15 år er der opført talrige vindmøller. Vindkraftens andel af det samlede elforbrug i Schleswig-Holstein udgjorde omkring 30 % i 2004. I modsætning til i Danmark produceres der også elektricitet på atomkraftværker.

I Schleswig-Holstein stammer omkring 35 % af den energi, der produceres af vedvarende energikilder, fra vindenergi. Loven om tilførsel af energi fra vedvarede energi til det offentlige net (Stromeinspeisungsgesetz) fra 1990 bidrog til at give elproduktion med vindmøller et varigt løft. I 2000 blev loven erstattet af loven om prioriteret fremme af vedvarende energikilder (Gesetz für den Vorrang erneuerbarer Energien). I 2006 nåede samtlige installerede vindmøller i Schleswig-Holstein op på en samlet ydelse på 1.907 megawatt, og det offentlige net blev tilført cirka tre milliarder kilowatt-timer elektricitet, hvilket svarede til 8,9 % af den offentlige energibranches elproduktion. Efter kernekraft og kul er vindkraft dermed den tredjestørste energikilde i Schleswig-Holstein. Den nyeste version af lovgivning blev vedtaget i 2009.

Elforsyning nord for grænsen

Den danske elektricitet produceres på 16 centrale kraftværker, 592 decentrale kraftvarmeværker, 5.443 vindmøller, 123 industrielle værker (kraft- eller kraftvarmeværk i industrivirksomheder – de kaldes også erhvervsværker) samt 38 små vandkraftanlæg.

Jylland-Fyn er en del af det kontinentaleuropæiske el-net, hvortil det er vekselstrømsforbundet over den sønderjyske grænse. Til Norge og Sverige er der regulerbare jævnstrømsforbindelser.

Kraftvarmeværker har stor betydning: 55 % af de danske husstande opvarmes med fjernvarme. I Sønderjylland er der et stort kraftværk ved Aabenraa Fjord, Ensted-værket på 680 MW, der er ejet af det danske strømselskab Elsam/DONG. Det benytter kul, halm og flis til at producere kraft og varme. 

Siden 1. januar 2003 har danske el-kunder frit kunnet vælge deres elleverandør. Liberaliseringen af markedet har medført en tilpasning af strukturen i de hidtidige ca. 100 distributionsselskaber, hvoraf mange var kommunalt ejede. 

Den danske elsektor rummer i dag følgende selskabstyper:

Netselskaber, der står for den fysiske leverance af elektricitet til slutbrugerne – kunderne. De driver, vedligeholder og udbygger distributionsnet og skal sørge for måling og aflæsning af elektricitetsforbruget. Transmissionsselskaber driver højspændingsnet fra 60 kV og opefter (Nogle steder indgår 60 kV dog i netselskabet). 

Der findes 2 typer transmissionsselskaber. En række regionale selskaber, der typisk driver 150 kV net og evt. 60 kV net i en egn, samt 2 landsdelsselskaber, der driver det overordnede højspændingsnet på 400 kV samt kabelforbindelser til udlandet. Der er et selskab, Eltra, for Jylland-Fyn samt et, Elkraft Transmission, for Sjælland m.m. Disse to selskaber referer direkte til Energistyrelsen.

Produktionsselskaber er enten konkurrenceudsatte selskaber, der opererer på det frie elmarked, eller selskaber, der er garanteret afsætning af hele deres elproduktion til garanterede priser. I den første kategori er der 2 selskaber, DONG og Vattenfall, som ejer og driver de store centrale kraftværker i henholdsvis Jylland/Fyn og på Sjælland.

Den anden kategori omfatter decentrale kraftvarmeværker, industrielle kraftvarmeværker (erhvervsværker) samt vindmøller. Deres produktion benævnes "prioriteret produktion" og den skal aftages af elkunderne til garanterede priser, hvori der ligger et støt element, før kunderne kan købe på det frie marked.

Elhandelsselskaber med forsyningspligt er selskaber, der har pligt til - inden for et givet geografisk område – at forsyne de elkunder, som ikke selv ønsker at benytte sig af markedet. Forsyningspligtselskaberne skal handle i markedet og skaffe deres kunder el til en "rimelig pris", hvilket både defineres og overvåges af myndighederne.

For hele det danske el-system findes der et systemansvarligt selskab: Energinet. Selskabet skal sikre den overordnede balance og kvalitet i elsystemerne i hver deres område, det vil sige at der hele tiden er tilstrækkeligt med elektricitet i forhold til forbruget. Dertil kommer opgaver med overvågning af, at elmarkedet fungerer, overordnede planlægningsopgaver samt forskning og udvikling.

Varmeforsyning syd for grænsen

Ifølge en undersøgelse foretaget af det tyske gas- og vandindustriforbund benyttes der i stigende grad naturgas(47,7 %, i støt stigning) til opvarmning i Tyskland, efterfulgt af fyringsolie (31 %) og fjernvarme (12,5 %). 5,7 % benytter stadigvæk elektricitet eller andet til opvarmning, og kun 3,1 % bruger kul.
 
Omkring tre fjerdedele af alle bygherrer vælger et naturgasanlæg til deres nybyggede bolig, og også som led i sanering af varmeanlæg vælger stadig flere denne form for brændsel. Til gengæld noteres der en let faldende tendens for olie, elektricitet og kul til opvarmning, mens fjernvarme fortsat benyttes af 12,5 %. 
Men også alternative opvarmningsenergier bliver mere og mere udbredte. Ud over at være miljøvenlige, indebærer vedvarende energiformer i en tid med stigende oliepriser ofte, men ikke altid, et økonomisk besparelsespotentiale. Her skal bl.a. nævnes:
 Varmepumper: De "genbruger" restvarmen fra en eksisterende energiform og tilfører en tredjedel elektrisk energi for at bringe varmen op på et anvendeligt niveau ved hjælp af pumper og kompressorer.
• Træ: Som råstof er træ for øjeblikket ganske vist dyrere end olie, men det har den fordel, at det nærmest ubegrænset vokser frem igen. Især på landet og i mindre byer er et træfyringsanlæg i enfamiliehuse en meget økologisk opvarmningsmetode, hvis råstoffet udvindes regionalt. Et centralvarmeanlæg til træpellets eller brænde er næsten lige så nemt at betjene som et oliefyringsanlæg, men det kræver mere plads til opbevaring af brændsel.
• Solenergi: Solfangere bliver oftest brugt til opvarmning af vand, men kombineret med et olie-, gas- eller træfyringsanlæg eller en varmepumpe er de også egnede til opvarmning.
• Biomasse: Er organisk materiale, som igen og igen dannes af alle levende planter og dyr på jorden og som udgør grundlaget for de gendannelige råstoffer.
 
Ved fremme af alternative energier til opvarmning har man i Schleswig-Holstein hidtil især haft fokus på biogasanlæg og projekter med udnyttelse af træ(f.eks. træfyrede varmeværker i Schönberg, Stockelsdorf og Langballig eller fælles biogasanlæg i Sankt Michaelisdonn og Risum-Lindholm). 
Som led i Impulsprogram Schleswig-Holstein får husejere desuden tilbudt et tjek af deres opvarmningsenergi, der bl.a. støttes af Investitionsbank Schleswig-Holstein.

Varmeforsyning nord for grænsen

Energistyrelsen ar ansvaret for den overordnede planlægning af Danmarks el-, varme- og naturgasforsyning. Tre ud af fire varmeforbrugere i Danmark får deres varme fra en kollektiv varmeforsyning. Et område er kollektivt varmeforsynet, hvis der er etableret værker og nedlagt ledninger i jorden, der kan føre varmt vand (eller damp) – kaldet fjernvarme – eller naturgas ud til forbrugeren. 
Hovedsigtet med denne planlægning er naturligvis bedst mulig ressourceanvendelse og mindst mulig miljøbelastning. 
 
Kommunernes ansvar
Trafik- og energiministeriet har det overordnede ansvar for den kollektive varmeforsyning.
Men kommunerne er de centrale aktører i den kollektive varmeforsyning. Kommunerne udfører varmeplanlægningen og har ansvar for at udbygning med fjernvarme følger reglerne for varmeforsyningsloven. Det indebærer f.eks., at kommunalbestyrelserne
- deltager i planlægning og udbygning af varmeforsyningen 
- kan bestemme anvendelsen af energiform
- kan bestemme, at nye bebyggelser skal tilsluttes den kollektive varmeforsyning
- kan bestemme, at eksisterende bebyggelser efter nærmere bestemt tidsfrist skal tilsluttes den kollektive varmeforsyning.

Kollektiv varmeforsyning i Sønderjylland
I Sønderjylland bruger den overvejende del af de private boliger kollektiv varmeforsyning. 50.616 boliger er opvarmet med fjernvarme og 24.182 boliger opvarmes med centralvarme med naturgas, mens 14.142 boliger bruger centralvarme med olie (Danmarks Statistik, 2006)

I Sønderjylland leveres fjernvarme fra enten det centrale kraftværk i Aabenraa eller fra de decentrale kraftvarmeværker eller fra de fjernvarmeværker, som er fordelt i landsdelen. 
Hovedparten af de decentrale kraftvarmeværker anvender biogas, mens andre anvender biomasse; kun Enstedværket i Aabenraa anvender kul.

Naturgas, som leveres til kunderne i gennem distributionsnettet, kommer fra boringer i Nordsøen. Den enkelte kunde har mulighed for at vælge leverandør. Der findes to typer leverandører: selskaber med forsyningspligt (skal levere gas i området og gør det, hvis der ikke vælges anden leverandør) og kommercielle leverandører.

Myndigheder
Energistyrelsen opstiller de overordnede betingelser for etablering og drift af fjernvarme, som skal sikre at både samfundsøkonomien og forbrugernes varmepriser tilgodeses.

Energitilsynet og Ankenævnet på Energiområdet fører tilsyn med fjernvarmesektoren og behandler klager om priser og vilkår.

Klager over de offentlige myndigheders afgørelser og tolkning af love og regler kan rettes til Energiklagenævnet.

Vedvarende energi syd for grænsen

Visse affaldsbiomasser som genbrugstræ og biogas er velegnet til vedvarende energiproduktion. Affald fra byggeri og nedrivning, storskrald og industriaffald indeholder genbrugstræ med et potentiale på ca. 770 gigawatt-timer primærenergi om året. For øjeblikket findes der ingen større biomassekraftværker i Schleswig-Holstein.

Store dele af bioaffaldet er velegnet til brug i biogasanlæg. Mange af de biogasanlæg, der er i drift i Schleswig-Holstein, anvender sådanne affaldsbiomasser.

I Schleswig-Holstein genereres der årligt ca. 130.000 t spildevandsslam (tørstof). Ifølge en undersøgelse vedrørende grønne regnskaber opnås der det bedste resultat ved forbrænding af spildevandsslammet på cementfabrikker og kulfyrede kraftværker, efterfulgt af spildevandsslampyrolyse og andre bortskaffelsesmuligheder.

Den slamgas, der opstår i rensningsanlæggenes rådnetanke, bliver i de fleste tilfælde udnyttet energimæssigt i kraftvarmeanlæg på rensningsanlæggenes område. Derved kan de delvist dække deres varme- og elektricitetsbehov og minimere behovet for ekstern energi. En rundspørge i 1999 viste, at spildevandsslammet bliver stabiliseret i rådnetanke i 44 kommunale rensningsanlæg i Schleswig-Holstein, hvor man havde i alt 67 opvarmede rådnetanke med en samlet kapacitet på 141 000 m3. For at udnytte ledig kapacitet i rådnetankene og for at øge gasudbyttet, fik rådnetankene i 12 rensningsanlæg tilført yderligere materiale fra fedtfang.

I Schleswig-Holstein benyttes gassen fra affaldsdepoter fra ni ud af 10 lossepladser til husholdningsaffald til elektricitetsproduktion via kraftvarmeanlæg. De hen ved 13.000 t metan giver et potentiale på ca. 180 gigawatt-timer primærenergi årligt, hvilket giver en besparelse på ca. 35.800 t CO2 fra fossile energiformer.

Vedvarende energi nord for grænsen

Vedvarende energi står for knap en tredjedel af den danske el-produktion. Dermed er Danmark et af de førende lande på dette felt.

Under vedvarende energi regnes primært vindenergi, biomasse og solenergi. Vedvarende energi er CO2- neutral, dvs. der udledes ikke drivhusgasser, modsat fossile energier som kul, olie eller naturgas. Med en sådan definition kunne kerneenergi også regnes med blandt vedvarende energiformer, men dens ulemper i form af radioaktive stoffer gør, at den sjældent regnes med. Det diskuteres desuden blandt fagfolk, om jordvarme hører med til den vedvarende energi. Danmark har ingen atomkraftværker, da der lige siden 1980erne har været et stærkt flertal imod denne energiform.
Forskellige energiformer
Biomasse udgør 70 % af forbruget af vedvarende energi. Biomasse er en fælles betegnelse for organisk stof, som dannes ved planternes fotosyntese, hovedsageligt drejer det sig om træ, halm og nedbrydeligt affald. Energistyrelsen regner med en fortsat stigning i biomassebruget.

På trods af at vindkraft kun står for 3 % af energiforbruget, er det den alternative energiform, som der har været mest diskussion om, især om vindmølleparkerne i havet (også kaldt offshore-anlæg). Dem har Danmark 8 af, de fleste udenfor Nord- og Midtjylland. Energistyrelsen skal dog godkende opførelsen af alle nye anlæg. Planlægningen påhviler København, mens landvindmøllernes planlægning normalt varetages af kommunerne. Der dog undtagelser, når det drejer sig om for staten vigtige arealer, såsom lokaliteter tæt ved landegrænsen. Ved Bølå i Aabenraa kommune skal der eksempelvis placeres en række med nye, store vindmøller. Der findes desuden en vindmøllepark ved Rejsby i Sønderjylland.

Vandkraft spiller ingen nævneværdig rolle i Danmark, der, modsat lande som Norge eller Schweiz, ikke kan bygge store dele af sin energiproduktion på vandkraft – højdeforskellene er for små.
Nye tiltag
I februar 2008 er regeringen og oppositionspartierne på nær Enhedslisten desuden blevet enige om energipolitikken i Danmark frem til 2011. Denne sikrer bedre vilkår for vindmøller, biomasse og biogas. Målet er, at vedvarende energi skal kunne dække 20 % af al dansk energiforbrug i år 2011. For at nå dette mål skal der bl.a. opføres 400 nye havvindmøller.

Energistyrelsen er involveret i en række forskningsprojekter omkring vedvarende energi. Således har Energistyrelsen i samarbejde med EnergiNet Danmark opbygget et register over vindmøller, både til lands og til vands. Registret opdateres hver måned. Af dette kan man se nøjagtigt, hvor høj hver enkelt mølle er, hvor meget den producerer og hvor den er placeret.
EnergiNet Danmark står desuden for forsknings- og udviklingsopgaver, blandt andet pilotprojekter omkring udnyttelse af solceller og solfangere, der for nærværende kun bruges i mindre omfang. Regeringen har mellem 2004 og 2008 støttet dette arbejde med i alt 30 millioner kroner. 
UdviklingsRåd Sønderjylland (URS) er et forum for samarbejde mellem det offentlige og private i Sønderjylland. URS-medlemmernes fælles interesse er, at få Sønderjylland placeret på Europakortet som et dynamisk vækstcenter. Vedvarende energi står højt på dagsordenen, således har URS været involveret i opførelsen af Bio-Energipark Tønder. For perioden 2006-2008 er der desuden blevet oprettet et bioenerginetværk med Schleswig-Holstein, for derved at fremme det grænseoverskridende arbejde også på dette felt. URS udviklingssekretariatet informerer desuden om bioenergi og støttemulighederne i Sønderjylland.

Affald og genbrug syd for grænsen

Renovationen sorterer under amterne og under byer, der udgør deres egen amtskommune. I Flensburg er det renovationsvæsenet städtische Stadtreinigung og en privat firma, der står for renovationen, mens Slesvig-Flensborg Amt og Nordfrisland Amt har overdraget opgaven til private firmaer. Disse firmaer arbejder dog under amternes egne renovationsselskaber Abfallgesellschaft Schleswig-Flensburg og Abfallwirtschaftsgesellschaft Nordfriesland.

I Tyskland skal borgerne selv sortere deres affald. Glas indsamles i offentligt tilgængelige beholdere af private firmaer, som sælger det videre til genanvendelse. Alle former for papir og pap indsamles i grønne beholdere i amterne, og i Flensborg by er der beholdere med blå lå. Indsamlingen og genanvendelsen "hviler i sig selv", dvs. det finansieres ikke over renovationsafgifterne.

Emballagemateriale (metal, dåser, engangsemballage, folie) indsamles og genanvendes af Duales System Deutschland, som er en ordning, der blev indført i 1990. Idéen med systemet er, at producenter og købere er med til at finansiere bortskaffelsen af emballageaffaldet, når de køber produktet.

Emballagematerialet er forsynet med et grønt prik som tegn på, at den pågældende emballage er omfattet af ordningen. Forbrugerne skal indsamle emballagematerialet i de gratis "gule sække" eller beholdere, som Duales System Deutschland udleverer. De bliver afhentet af renovationsvæsenet, og emballagematerialet går til genbrug.

Derudover skal borgerne betale særskilt for bortskaffelse af kompostaffald, hvis de ikke kan påvise at have egen kompostbeholder f.eks. i haven.

Renovationsselskaberne har oprettet indsamlingssteder og genbrugspladser til forurenende stoffer, storskrald, byggeaffald og elektronisk affald. Man kan få afhentet storskrald gratis to gange om året ved forudgående henvendelse.

Affald og Genbrug nord for grænsen

I Danmark skelnes mellem affald fra private husholdninger og affald fra erhverv. Kommunerne er forpligtet til at have forskellige ordninger for affald fra private husstande, hvorimod virksomhederne i højere grad kan vælge, hvad de vil gøre med deres affald. I det følgende bliver kun affald fra husstande omtalt.

Lovgivning
Affaldsbekendtgørelsen er den lov, der beskriver, hvordan affaldet skal indsamles og sorteres. I lovgivningen beskrives affaldshierarkiet, det foreskriver, at man først og fremmest skal genanvende affald. Det næstbedste er forbrænding med energiudnyttelse, det tredjebedste er deponi. Allervigtigst er det dog, at forhindre affaldet i at opstå. Det kan f.eks. gøres ved, at industrien genbruger materialer direkte i produktionen eller at borgerne afleverer genanvendelige møbler, tøj m.m., så det kan bruges direkte igen uden at ’blive til affald’.

Hvert 4. år offentliggør regeringen en affaldsstrategi. Den beskriver, hvad der skal lægges vægt på og prioriteres ud over det, der er allerede er omfattet af lovgivningen. 
Ifølge lovgivningen er det kommunen, der har ansvaret for borgere og virksomheder kan komme af med sit affald. Til gengæld er det borgernes og virksomhedernes pligt at benytte de ordninger, som kommunen stiller til rådighed.

Kommunen sørger for indsamlinger og genbrugspladser
Kommunen skal sikre, at alle borgere kan komme af med deres affald. Hvert 4. år laver kommunen en affaldsplan, som beskriver, hvad kommunens indsats inden for affaldsområdet vil være i årene frem over. Affaldsplanen bliver lavet lige efter regeringens affaldsstrategi er blevet offentliggjort, så regeringens retningslinjer kan indgå i planen. Før affaldsplanen bliver politisk vedtaget i kommunen, er der en høringsperiode på 8 uger, hvor borgerne har mulighed for at komme med ændringsforslag til affaldsplanen.

Genbrugspladser og indsamling af affald
Kommunen skal sørge for, at der bliver afhentet dagrenovation hos alle borgere. Dagrenovation er affald, der ikke kan genbruges, og som bortskaffes i en skraldespand hos borgeren. 
Kommunen har en genbrugsplads, hvor borgerne kan aflevere det affald, som ikke skal i den almindelige skraldespand. På genbrugspladsen er der opstillet containere til forskellige affaldstyper, så affaldet kan blive sorteret og genanvendt i videst muligt omfang. Desuden har de fleste kommuner opstilet beholdere i boligområder og ved butikker, hvor borgerne kan smide glas og papir i. Nogle kommuner har beholdere stående hos hver enkelt husstand til f.eks. papir og glas. Lovgivningen stiller krav til, at der skal indsamles mindst 55 % papir til genbrug. Det er kommunens ansvar, at det sker. Hvis der indsamles for lidt, skal kommunen lave om på ordningerne, så indsamlingen sker mere effektivt.

Borgeren betaler
Kommunen opkræver betaling hos borgerne, som svarer til, hvad affaldsordningerne koster. Opkrævningen sker efter ’hvile i sig selv’princippet. Det vil sige, at kommunen ikke på sigt må tjene penge på at sørge for indsamling og behandling af borgernes affald. Opkrævningen sker en eller to gange om året sammen med ejendomsskatten. I de fleste kommuner kan borgerne vælge forskellige størrelse skraldespande, og den årlige prisen for skraldespanden stiger med beholderens størrelse. I andre kommuner er prisen for dagrenovation afhængig af, hvor mange kilo affald, borgeren smider i sin skraldespand. 
Betalingen til brug af genbrugspladsen kan også afhænge af, hvilken husstand, der er tale om. Ofte betaler ungdomsboliger, små lejligheder og sommerhuse mindre til genbrugspladsen end almindelige enfamiliehuse.

Affaldet og EU
Lovgivningen i EU bliver med tiden harmoniseret. Det betyder, at mange af de ændringer, der er i Affaldsbekendtgørelsen, kommer fra lovgivning, der er vedtaget i EU. Det betyder, at nogle regler er ens i Danmark og Tyskland. Den sidste lovændring, der er kommet ind i den danske Affaldsbekendtgørelse fra EU, er emballagedirektivet. Direktivet bliver i den kommende tid indført i hele EU. Ifølge direktivet, skal vi genanvende meget mere emballage, end vi gør i dag. At lovgivningen harmoniseres i EU betyder ikke at de ordninger, der er i f.eks. Tyskland og Danmark bliver ens. Det er nemlig i høj grad op til de enkelte lande, hvad de gør for at leve op til de krav der stilles.

Vores partnere
Region Sønderjylland - Schleswig | Lyren 1 | DK-6330 Padborg | Tel. +45 74 67 05 01 | region@region.dk | sikkerpost.region@region.dk
Telefontider/Tidsbestilling: Mandag-torsdag fra kl. 8.00-16.30 og fredag fra kl. 8.00-15.00 DatabeskyttelseKolofonStart