OK

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Ved at klikke videre på websitet accepterer du websitets brug af cookies.
Læs mere om websitets cookies her under databeskyttelse

Statslige myndigheder på regionalt niveau

Forbundsværnet syd for grænsen

I den tyske del af grænseregionen spillede militæret længe en økonomisk og social rolle, der ikke bør undervurderes. Det hang især sammen med NATOs strategi fra den Kolde Krigs tid, hvor det nordlige Schleswig-Holstein var udset til at være et tilbagetogsområde og udgangspunkt for et modangreb i tilfælde af et angreb fra et land i Warszawa-pagten.

Da der fandtes modstand i Danmark mod en placering af tyske tropper i landet, førte dette til at der umiddelbart syd for den dansk-tyske grænse skete en koncentration af militære anlæg for alle tre værn -hær, marine og flyvevåben. I Rendsburg lå NATO hovedkvarteret for styrkerne i Nordtyskland og Danmark. På den måde blev Forbundsværnet en vigtig økonomisk faktor både som civil arbejdsgiver og for leverandører af varer, for håndværksvirksomheder og for industriforetagender der havde specialiseret sig i militært udstyr.

Det strategiske grundlag for denne stationeringspolitik faldt bort med afslutningen af den Kolde Krig og den tyske Genforening. Følgerne er stadig mærkbare i form af troppereduktioner og lukninger af kaserner. Det er ikke muligt entydigt at beregne de faktiske følger af ændringerne.

På den ene side reduceredes regionens købekraft med lukningen af kasernerne, på den anden side blev der bevilget kompensationsbeløb og mulighed for at købe Forbundsværnets hidtidige grundejendomme til fordelagtige priser og at kunne anvende dem til andre formål. I Flensburg opstår der f.eks. attraktive boligområder i de tidligere militære anlæg. Derudover viser regionens arbejdsløshedsstatistik, at ledigheden efter afslutningen af den Kolde Krig først var faldende og at ledighedsniveauet end ikke i tiden for kasernelukningerne nåede samme højde som i midten af 1980’erne. Regionen har derfor absolut klaret at frigøre sig fra den ensidige afhængighed af militæret.

Forbundsværnet blev oprettet i 1955. Det har 250.000 tropper (i 2010), hvoraf ca. 30.000 er værnepligtige. I Sydslesvig er alle værn repræsenteret og fordelt på 21 lokaliteter med 12.300 tropper. De største stationer befinder sig i Eckernförde (marinen med 2.900 tropper), Husum (flyvestation med 2.200 tropper), i Kropp (flyvestation med 1.850 tropper), Alt Duvenstedt (flyvestation med 1.500 tropper) og Stadum (flyvestation med 1.400 tropper). Garnisonen Rendsburg, der tidligere var NATO hovedkvarter for styrkerne i Nordtyskland og Danmark, blev opløst i 2005.

Fra marts 2011 har Tyskland udsat værnepligten og den sociale civiltjeneste. Hermed bliver forbundsværnet til et frivilligt værn. Den frivillige tjeneste varer fra 12 til 23 måneder.

Katastrofeberedskab, redningstjeneste, civilforsvar og politiopgaver hører i Tyskland ikke til Forbundsværnets opgaver, når der bortses fra undtagelsessituationer (katastrofebeskyttelse). Et hjemmeværn som det danske findes ikke.

Militær nord for grænsen

Sønderjylland indgik under Den Kolde krig ligesom Sydslesvig i NATOs strategiske planer for at forsvare Danmark og Nordtyskland mod et eventuelt sovjetisk angreb. Koncentrationen af militær var dog langt fra så stor med flyvestationen Skydstrup og kasernerne i Haderslev, Sønderborg og Tønder. Efter afslutningen af Den Kolde krig er der sket en udtynding af den militære tilstedeværelse. Tønder kaserne er blevet lukket, men der er Flyvestation Skrydstrup, hærens Dansk Division i Haderslev ogHærens Sergentskole i Sønderborg.

Der er værnepligt i Danmark. Det danske forsvar udgør 16.400 militære tropper, heraf 2.750 værnepligtige. I Danmark kan værnepligten aftjenes i forsvaret, i redningsberedskabet, som militærnægter eller ved bistandsarbejde i udlandet. Værnepligten gælder for danske mænd over 18 år. Kun mænd med dobbelt statsborgerskab har mulighed for at vælge, om de vil aftjene deres værnepligt i Danmark eller Tyskland.

På sessionen kasseres nogle for fysiske problemer og blandt de resterende afgøres ved lodtrækning, hvem der skal aftjene værnetjenesten. Tjenestetiden ved værnepligtsuddannelserne i hæren er på 4 måneder. Ved Den Kongelige Livgarde er tjenestetiden dog på 8 måneder på grund af vagttjenesten ved de kongelige slotte, mens den er 12 måneder ved Gardehusarregimentets hesteeskadron på grund af de særlige forhold.

Den 4 måneders værnepligtsuddannelse kaldes Hærens Basisuddannelse, og den er ens ved alle tjenestesteder, uanset hvor den værnepligtige bliver indkaldt.Tjenestetiden ved værnepligtsuddannelsen i søværnet er også generelt 4 måneder, men værnepligtige på kongeskibet gennemfører et særligt uddannelses- og tjenesteforløb på 9 måneder.

Værnepligtige har efter gennemgang af den 4 måneders basisuddannelse i hæren, søværnet eller flyvevåbnet pligt til at være til rådighed for totalforsvarsopgaver for det danske samfund i op til 3 måneder i 3 år efter hjemsendelsen. Denne pligt gælder dog ikke for de værnepligtige med den længere tjeneste ved Den Kongelige Livgarde, ved Gardehusarregimentets hesteeskadron eller på Kongeskibet Dannebrog. Værnepligtige aflønnes med en skattepligtig løn.

Ved siden af Forsvaret eksisterer Hjemmeværnet. Hjemmeværnet er til stede i hele landet. Organisation etableredes i 1949 og har sin rod i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. Den er et frivilligt korps, hvor tjenesten er ulønnet, men nødvendige udgifter bliver godtgjort. Hjemmeværnet bygger på ideen om en forsvarsindsats for hjemegnen. I praksis assisterer det ved katastrofer, rednings- og politiarbejde og fremmer forsvarsviljen hos dets medlemmer. Det er også hensigten med Hjemmeværnet at sikre Danmark mod terrorangreb. Der er ca. 56.000 medlemmer af hjemmeværnet. Heraf er ca. 8.200 kvinder. Hjemmeværnets medlemmer opbevarer deres håndvåben og ammunition i hjemmet.

Hjemmeværnet er delt i fire afdelinger: Hærhjemmeværnet, flyverhjemmeværnet, marinehjemmeværnet og virksomhedshjemmeværnet. Hærhjemmeværnet er delt op i 5 lokalforsvarsregioner, 24 distrikter og ca. 360 kompagnier. Der er ca. 43.500 medlemmer af Hærhjemmeværnet, hvoraf ca. 5.700 er kvinder. Der er ca. 6.100 medlemmer af Flyverhjemmeværnet.  Marinehjemmeværnet har 30 fartøjer med ca. 4.700 medlemmer. Marinehjemmeværnet har også fartøjer i Aabenraa og Sønderborg havne.
Politi syd for grænsen

Polizeidirektion Nord med sæde i Flensburg har ansvaret for det politimæssige arbejde i grænseregionens kredse Nordfriesland, Schleswig-Flensburg og Flenburg by.

Strukturen med politistationer er meget opdelt. Inden for Polizeidirektion Nords område befinder der sig 10 politistationer i Flensburg, 6 centralstationer i Kreis Schleswig-Flensburg med 25 underordnede stationer samt 8 centralstationer i Kreis Nordfriesland med 19 underordnede stationer. Dertil kommer yderligere et vandpoliti (Wasserschutzpolizei) med distrikterne Husum og Flensburg, der har ansvaret for sikkerhed i de tyske kystfarvande.

Politiet i delstaten Schleswig-Holstein, sorterer under Indenrigsministeriet. Politiet er fagligt opdelt i Udrykningshold (Bereitschaftspolizei), Ordenspoliti (Schutzpolizei), Vandpoliti og Kriminalpoliti. Politiet kontaktes telefonisk over det centrale nødkaldenummer 110 eller over det pågældende politidistrikts eget telefonnummer.

Politiets medarbejdere har status som tjenestemænd, enten som embedsmænd i delstaten eller som forbundsembedsmænd. Som regel er de ansatte som tjenestemænd på mellemtrin (mittleren Dienst) eller på overordnet, akademisk niveau. Som forudsætning for ansættelsen på mellemtrinnet gælder afgangsprøven fra realskole eller folkeskole med en afsluttet faglig uddannelse. Størstedelen af uddannelsen sker på politiskolen i Eutin. Forudsætningen for at blive ansat på det overordnede niveau er studentereksamen eller lignende (Fachhochschulreife). Uddannelsen sker i praktik i tjenesten og ved Fachhochschule für Verwaltung und Dienstleistung in Schleswig-Holstein, der ligger i Altenholz ved Kiel.

I forbundsrepublikken Tyskland hører politiet til indenfor delstaternes rettigheder. Der findes dog to politimyndigheder på forbundsplan, forbundspolitiet Bundespolizei, som indtil 2005 hed Bundesgrenzschutzogforbundskriminalpolitiet Bundeskriminalamt (BKA), som begge sorterer under Forbundsindenrigsministeriet.

Forbundspolitiet er ansvarlig for sikkerheden ved de tyske grænser. Sikringen af den dansk-tyske grænse varetages således af Bundespolizeiamt Flenburg. Dette organ er desuden ansvarligt for sikkerheden ved jernbaner, storlufthavne, foruden ved politiopgaver i udlandet.Det løser desuden opgaver i Nordsøen og Østersøen, herunder også miljøbeskyttelse. Det kan også tilkaldes af de enkelte delstaters politi for at støtte ved store opgaver, så som hjælp ved katastrofer og særlig store ulykker.

Forbundskriminalpolitiet er hovedkontoret for det tyske kriminalpolitiarbejde, der koordinerer arbejdet i delstaternes Landeskriminalämter og sikrer samarbejdet. Det varetager desuden med tyske politis internationale samarbejder via Europol, Interpol. Det har sæde i Wiesbaden, med med kontorer i Berlin og Meckenheim ved Bonn.

Politi nord for grænsen

Politiet i den danske del af grænseregionen er underlagt Syd- og Sønderjyllands Politikreds. Kredsens øverste ledelse, anklagemyndigheden, den centrale administration og de centrale politiafdelinger og specialafdelinger er samlet i Esbjerg. I Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder finder man afdelingskontorer, som yderligere er opdelt i lokale kontorer for det såkaldte ”nærpoliti”. Endvidere er en afdeling for Udlændingekontrol placeret i Bov.
 

Kontakt til Politiet
Politiets Borgerservice omfatter en lang række områder, der kræver bevillinger og tilladelser: Våbentilladelser, spiritusbevilling, inkassovirksomhed og meget mere. En stor del af disse administrative sager kan afvikles ved digitaliserede blanketter, mens andre kræver personligt fremmøde ved det lokale politikontor, heriblandt indhentning af straffeattest.
Desuden tager politiet del i opgaver, der knytter sig til kriminalpræventivt arbejde, herunder det såkaldte SSP-arbejde (Socialforvaltning, Skole og Politi). Politiet foretager også formidling af hjælp til ofre for forbrydelser gennem Offerrådgivningen. 
I en akut situation kontaktes politiet ved alarmnummer 112.

Organisationen
Politiet hører i Danmark under Justitsministeriet, og dets øverste leder er rigspolitichefen. Rigspolitiet varetager flere centrale opgaver indenfor politiet. Færdselspolitiet er således en afdeling i Rigspolitiet med regionale underafdelinger. Rigspolitiets dataafdeling varetager administrationen af Centralregisteret for Motorkøretøjer og Det Centrale Kriminalregister.
Organisationen af Politiet i Syd- og Sønderjylland er opdelt i Beredskab, Lokalpoliti og Efterforskning. 
Beredskab og lokalpoliti omfatter i grove træk de opgaver, som udføres af uniformeret politi: vagtcentral, kørende og gående patrulje, indsats ved husspektakler, færdselsuheld, demonstrationer m.m. 
Efterforskningsarbejdet er opdelt i 3 hovedområder: Personfarlig kriminalitet, økonomisk kriminalitet og organiseret kriminalitet.

Klage over politiets adfærd 
Ønsker man at klage over politiet, skal man normalt sende sin klage til statsadvokaten i sin region senest seks måneder efter hændelsen. Det kan fx være en klage over strafbare forhold begået af politiet i tjeneste eller politiets adfærd generelt. Det koster ikke noget at klage. De involverede personer har mulighed for at få udpeget en advokat. Er man uenig med statsadvokaternes afgørelse, kan man klage til Rigsadvokaten.
 
Politiklagenævn
Statsadvokaternes behandling af en klagesag vil blive fulgt af politiklagenævnet, der har ret til at komme med en indsigelse. Politiklagenævnet er en neutral myndighed. Nævnet består af en advokat og to almindelige borgere. Der er et politiklagenævn for hver statsadvokat.
Politiets Efterretningstjeneste (PET) er Danmarks nationale sikkerheds- og efterretningstjeneste. Den har til opgave at overvåge, forebygge og modvirke handlinger, der udgør en fare for statens selvstændighed og sikkerhed samt for den lovlige samfundsorden. Udlændingeafdelingen varetager al overordnet politiarbejde omkring udlændinges adgang og ophold i samt udvisning ud af Danmark. Uddannelsen af politibetjente hører ligeledes under Rigspolitiet.  

Dansk-tysk politisamarbejde

Det grænseoverskridende politisamarbejde er i årevis foregået uformelt udenom de internationale politisamarbejder Europol og Interpol. Efter den hårde snevinter i 1978/79 blev der indgået en dansk-tysk traktat om gensidig assistance ved naturkatastrofer, der åbnede for direkte kontakter inkl. hot-line telefon.
Efter Danmarks implementering af Schengen samarbejdet i 2001 er det direkte samarbejde vokset. Således åbner Schengen samarbejdet for en, om end begrænset, grænseoverskridende indsats af både det danske og det tyske politi. Politibiler og –betjente i uniform må således krydse grænsen, hvis de er i gang med at forfølge en mistænkelig person eller en grov trafiksynder.  I Danmark gælder en grænse på 30 km ind i landet, mens danske politibetjente i princippet må køre så langt ind i Tyskland, som de vil. Nabolandets politi skal dog straks orienteres, og anholdelser foretages af det politi for det område, hvor anholdelsen finder sted. Især i Danmark var nogle i begyndelsen noget bekymrede over udsigten til tysk politi i landet, men den har efterhånden lagt sig, da der hidtil kun har været ganske få tilfælde, hvor politiet kørte ind i nabolandet.

Udover dette foregår der nu regelmæssigt grænseoverskridende politikontrol, hvor tyske betjente er til stede ved omfangsrige kontroller nord for grænsen, ligesom danske betjente tilsvarende er til stede syd for grænsen. Det betragtes ikke mindst som service til nabolandets borgere, hvis de skal igennem en trafikkontrol. Der foregår også en regelmæssig udveksling af politipraktikanter, ligesom tyske betjente er blevet sendt på dansk-kursus for bedre at kunne kommunikere med deres kolleger nord for grænsen eller med danske trafikanter.

I Padborg findes der et Fælleskontor hvor Landspoliti, forbundspoliti, begges landes toldvæsen og den danske politi arbejder sammen.
Domstolene syd for grænsen

I det veludbyggede og indviklede tyske domstolssystem er der et stort antal af specialiserede domstole med flere instanser på delstatsniveau. Sidste instans er dog altid en domstol på forbundsniveau. Den tyske ret er delt op i forbunds- og delstatsret, hvor forbundsret dog kun i nogle få tilfælde (art. 72 af grundloven) kan brydes af delstatsret.

Hos de såkaldte ordinære domstole bliver såvel civile som straffesager behandlet. Første instans er derved for det meste byretten. Dommen kan ankes ved landsretten. Tredje instans er højesteretten i den enkelte delstat. Som sidste instans kan den tyske højesteret påkaldes. Vedrører en sag en borgerret der er garanteret i grundloven, er der mulighed for at indbringe sagen for den tyske forfatningsdomstol som sidste instans.

I alle tilfælde der vedrører arbejdsret, altså for det meste retssager mellem arbejdsgiver og arbejdstager, skal sagerne indbringes for Arbejdsretten. Her findes der kun tre instanser: arbejdsretten, delstatens arbejdsret og den tyske forbundsarbejdsret.

I Tyskland findes der et system for forvaltningsspørgsmål. Det er kompetent for retssager der involverer alle afdelinger af den offentlige forvaltning og socialforsikring. Der er tre instanser: den lokale forvaltningsdomstol, højere forvaltningsdomstole og den tyske højeste forvaltningsdomstol på forbundsniveau. I Schleswig-Holstein findes der kun én forvaltningsdomstol på lokal og én på delstatsniveau. Begge domstole er i Schleswig.

De tyske socialdomstole, der i Danmark ville svare til ankenævnene er specielle forvaltningsdomstole. De behandler sager fra alle områder der berører den såkaldte ”sociale sikkerhed”, dvs. hovedsagelig retssager, der føres på grundlag af den tyske sociallov (Sozialgesetzbuch). Såvel den kompetente socialdomstol for grænseregionen som den højere socialdomstol for hele Schleswig-Holstein befinder sig i Schleswig. I første instans er det socialdomstolen der afgiver domme. Disse domme kan ankes ved Schleswig-Holsteins socialdomstol. I sidste instans kan dommene igen ankes ved den tyske højeste socialdomstol i Kassel.

Schleswig-Holstein har i mange år været i en sær situation på forfatningsområdet. Først i oktober 2006 blev det besluttet at ændre deltstatsforfatningen og oprette en forfatningsdomstol på delstatsniveau. Indtil da var alle retssager vedrørende Schleswig-Holsteins forfatningsspørgsmål gået direkte til forfatningsdomstolen på forbundsniveau.

Der findes kun én skatteret for hele Schleswig-Holstein (i Kiel). Den afgiver hovedsagelig domme om lovligheden af skattebilletter og afgørelser om børnepenge. Retten er kompetent, når der rejses retssag mod en offentlig myndighed (f.eks. skattekontor) som har hovedsæde i Schleswig-Holstein. Domstolen er ikke kompetent til at behandle anliggender omkring told, skattestraffesager eller skatteovertrædelser. Den næste og samtidig øverste instans er skatteretten på forbundsniveau i München.

Der findes nogle andre, mindre domstole, bl.a. patentdomstolen, skibsfartsdomstolen og værnepligtsdomstolen.

Domstolene nord for grænsen

Grundprincipperne for de danske domstoles organisation og arbejdsform blev allerede vedtaget i 1916 med retsplejeloven. Efter Sønderjylland blev indlemmet i Danmark i 1920, blev de danske love gradvist udvidet til at gælde i Sønderjylland. Den 1. januar 2007 trådte den seneste politi- og domstolsreform i kraft.

De ordinære domstole tager det største antal af sager. Der findes ingen særlige domstole for forvaltnings- eller forfatningsspørgsmål eller straffesager. Det er den største forskel til det tyske domstolssystem, hvor domstolene i høj grad er specialiserede. Systemerne har dog også fælles træk: der findes et hierarki i systemet, som i Danmark er tredelt: byret, landsret og højesteret.

Byretsdommeren afsiger domme i alle typer af civile retssager og i straffesager. Under byretten hører fogedretten og skifteretten. Fogedretten hjælper med tvangsmæssig fuldbyrdelse af et krav, en part har mod en anden. Den gennemfører også tvangsauktioner over fast ejendom. Skifteretten står for sager, der involverer deling af en persons eller en virksomhedsformue. Hos personer kan det være arv eller deling af ægtefællers fællesbo i forbindelse med separation eller skilsmisse.

Den overordnede instans for byretterne er landsretterne. De retslige geografiske områder følger ikke de administrative grænser; således gælder der for Region Syddanmark: alle Jyllands retskredse bliver dækket af Vestre Landsret i Viborg, mens Fyn og de sydfynske øer bliver dækket af Østre Landsret i København.

Desuden er der Sø- og Handelsretten i København, der er den eneste ret i Danmark der er specialiseret. For Sønderjylland er den interessant i sager efter varemærke- og markedsføringslovene, fordi de afgøres ved denne ret uanset, hvor sagens parter er bosiddende. I sager indenfor sø- og handelsforhold skal parter udenfor Storkøbenhavn og fra udlandet aftale, at sager skal afgøres her.

Højesteret er den øverst domstol og ligger i København. Den er appelinstans for landsretterne samt Sø- og Handelsretten.

To retter ligger uden for det hierarkiske system. Det er Rigsretten og den Særlige Klageret. Rigsretten behandler sager om en lovovertrædelse i embedet, begået af et medlem af regeringen. Rigsretten sammensættes i en konkret sag. Den Særlige Klageret behandler begæringer om genoptagelse af straffesager, der er afgjorte.

Den 1. januar 2007 blev der etableret nye retskredse i hele Danmark. Retten i Sønderborg er således ansvarlig for de nye kommuner Sønderborg, Tønder, Åbenrå og Haderslev. Retten har afdelingskontorer i Tønder og Haderslev.

Ordinære domstole syd for grænsen

De ordinære domstole behandler både civil- og straffesager. Første instans er byretten. På grænseregionens tyske side ligger de i Flensburg, Husum, Kappeln, Schleswig og Nibüll. Dommene kan ankes ved landsretten. Landsretten Schleswigs geografiske kompetenceområde omfatter Kreise Nordfriesland, Schleswig-Flensburg og byen Flensburg. Tredje instans er den højeste ret på delstatsniveau (for hele Schleswig-Holstein i Schleswig). Sidste instans er den tyske højesteret i Karlsruhe.

Såvel byretten som landsretten Flensburg holder til i den markante bygning på Südergraben 22, som blev bygget i årene 1879-82.

Landsretterne er første instans i de tilfælde, hvor byretterne ikke er kompetente. I anden instans træffer de beslutninger over domme fra byretterne, som er blevet ankede. I civile sager behandler højesteretten på delstatsniveau hovedsagelig sager, hvor landsretten har været første instans, og dommen bliver anket. I straffesager behandler den typisk sager, hvor dommen fra byretten allerede har været anket ved landsretten og nu er op til revideret anke.

Forbundsadvokaturen har mulighed for at foreligge sager om statsbeskyttelse ved Schleswig-Holsteins højeste ret i Schleswig. Derudover er retten selvfølgelig kompetent til at behandle begæringer om anke, indsigelser og anmodninger om revideret anke. Tillige har den et stort antal af forvaltningsopgaver for hele Schleswig-Holsteins domstolssystem.

Højesteretten i Karlsruhe er kompetent for alle former af revideret anke. Desuden bliver den involveret i såkaldte præjudicielle sager. Delstatens højesteret kan henvende sig til Højesteretten, når den vil fravige andre lige- eller højerestillede domstoles domme.

Civile sager
Byretten behandler civile sager, som har en værdi op til 5000,- Euro, straffesager, overtrædelser af ordensforskrifter, familiesager, sager om ejerforhold mht. bolig, skiftesager, insolvenssager, fogedsager og omsorgssager. Byretten i Flensburg tager sig af alle registersager for hele landsretten Flensburgs distrikt. Tillige fungerer den som fogedret for distrikterne Flensburg, Kappeln og Schleswig. Byretterne i Husum og Nibüll ordner selv fogedsager i deres distrikter. Byretten Schleswig behandler alle inkassosager i Schleswig-Holstein.

Landsretten Flensburg er første instans i civile sager, der har en værdi på over 5000,- euro. Retten behandler ellers anmodninger om anke fra de fem byretter i dens distrikt. Undtagelsen er familiesager, hvor ankesager går direkte til Schleswig-Holsteins højesteret.

Straffesager
I straffesager behandler byretten alle sager, der ikke tilfalder landsretten, dvs. især forbrydelser der kan føre til en fængselsstraf på højst tre år og overtrædelser af ordensforskrifter. Når der er tale om en lovovertrædelse, som højst kan føre til en fængselsstraf på to år, bliver sagen behandlet af en enkelt dommer. Kan fængselsstraffen ligge mellem to og fire år, eller bliver der behandlet en sigtelse af en forbrydelse, er det grundlæggende en sag for nævningetinget. Nævningerne er i disse tilfælde lægdommere.

Ligesom i civile sager med en værdig på over 5000,- euro er landsretten også første instans i grove forbrydelser. Blandt disse tæller sager hvor der forventes en fængselsstraf på over fire år, ophold på et psykiatrisk hospital eller sikkerhedsforvaring. Ellers bliver der blandt andet behandlet ankesager fra nævningetingene og landsrettens distriktkriminaldommere.

En speciel afdeling af byretten er ungdomsdomstolen. Loven om ungdomsdomstolene lægger fast, om en sag skal behandles af en dommer i straffesager vedrørende unge, domsmandsretten i ungdomssager eller afdelingen af landsretten for ungdomssager.

Om retssager
Normalt bliver en retssag indledt med en påtale. I bestemte sager skal parterne være repræsenteret ved en advokat; det er den såkaldte advokattvang. I civile sager ved byretten findes en sådan tvang dog ikke, og parterne kan selv præsentere sagen. Beviserne gælder som tilvejebragte, når retten med til sikkerhed grænsende sandsynlighed finder, at det faktiske forhold, der skal bevises, er sandt. Bevisbyrden påhviler som udgangspunkt den person, der har en fordel, når det faktiske forhold er bevist. Sager bliver afgjort med skriftlige domme.

Der er tre processuale principper i samtlige retssager. Offentlighed i retsplejen betyder, at retssager som udgangspunkt er offentlige. TV- og radiotransmissioner er dog undtaget.Afsigelse af domme skal ske offentlig. Der findes særlige regler i ungdomsstrafferetten. Mundtlighedsprincippetbetyder, at der skal forhandles mundtligt i retten, og i afgørelsen af sagen skal der tages hensyn til det sagte ord. De forskellige procesreglementer tillader dog mange undtagelser. Det tredje princip er umiddelbarhedsprincippet. Det betyder, at sagen og bevisførelsen skal finde sted direkte ved den ret, der skal afgøre sagen. Også her findes der undtagelser.

Ordinære domstole nord for grænsen

Som grundlæggende princip er alle civile og straffesager offentlige. Det er dog muligt for dommeren i en række tilfælde at lade forhandlingen foregå bag lukkede døre. En anden grundsætning er, at processen skal foregå mundtlig. Det tredje hovedprincip er umiddelbarheden. Det betyder, at sagen skal behandles i den ret, der skal afgøre dommen.
I Danmark er det i første omgang grundlæggende altid byretterne, der tager sig af alle sager – både civile retssager og straffesager. Der findes selvfølgelig enkelte undtagelser
Der er i princippet ingen begrænsninger for, hvad en civil retssag kan handle om. Det er dog kun muligt at klage, hvis sagen har en konkret betydning for den klagende person. Typiske civile retssager drejer sig om betaling af et beløb, erstatning for skader eller misligholdelse af indgåede aftaler (fx om køb af fast ejendom, ansættelsesforhold m.fl.). Sager om separation/skilsmisse, forældremyndighed og faderskab hører også under civile retssager.
 
Straffesager indledes af politiet med en efterforskning. Det er anklagemyndigheden, der sender sagen til byretten, som i reglen sender en anklageskrift med en indkaldelse til den sigtede. Den sigtede har normalt pligt til at møde personligt i retten til indkaldelsen. Sager kan både behandles af enkelte dommere og af flere domsmænd eller nævninger. En enkelt dommer kan afgøre sager, hvor den sigtede har tilstået uden forbehold, hvor anklageren som højeste straf kræver en bøde og sager om overtrædelse af færdselsloven. I andre sager er der typisk flere domsmænd eller nævning involveret.

Landsretten som første instans
Landsretterne kan i enkelte tilfælde være første instans for civile retssager. Når der fx er tale om en sager af principiel karakter, kan byretten efter en af parternes ønske henvise sagen til landsretten. Sager, der kan få betydning for andre end sagens parter kan også henvises til landsretten. Når retssagen har en økonomisk værdi på 500.000 kr. kan begge parter forlange, at sagen henvises til landsretten. En sag, der anlægges mod en endelig afgørelse af en offentlig myndighed, skal altid begynde ved landsretten.

Også alvorlige straffesager anlægges direkte hos landsretten, hvor sagen så behandles af 12 lægdommere – nævningerne. Nævninge medvirker kun i udvalgte sager. De inkluderer sager, hvor et enkelt anklagepunkt kan medføre en fængselsstraf på fire år og ved politiske forbrydelser (fx spionage, organiseret valgsvindel). Tilstår den tiltalte en forbrydelse der kan medføre en fængselsstraf på fire år, er nævninge ikke nødvendige og sagen afgøres ved byretten.

Andre opgaver af byretten: fogedretten, skifteretten og tinglysning

Fogedretten er en del af byretten. Den behandler sager om tvangsgennemførelse af krav. Det kan fx være betaling af penge: en kreditor, der har krav på at få betalt et sum penge, kan inddrive kravet ved hjælp af fogedretten. Fogedretten har forskellige muligheder. Den kan fx foretage udlæg i skyldners ejendele eller sørge for, at sælgeren af en ting får denne ting tilbage, når der ikke bliver betalt for den. Betales huslejen ikke til tide, kan fogedretten sætte lejeren ud. Desuden holder fogedretten tvangsauktioner over fast ejendom.

Skifteretten, som også er en afdeling i byretten, behandler sager om skifte af dødsboer, skifte af ægtefællers fællesbo og insolvenssager. Der findes forskellige former for skifte af dødsboer. Skifteretten vejleder afdødes pårørende om valg af skifteform. Skifteretten kan blive aktiv, hvis ægtefæller skal separeres eller skilles, og de ikke kan blive enige om at dele deres fælles ejendele. Insolvensskiftesager dækker bl.a. sager af konkurs, betalingsstandsning og tvangsopløsning af selskaber.

Byretterne står stadig for tinglysningen. Tinglysningen arbejder med registrering af rettigheder over fast ejendom, blandt andet andelen i en andelsboligforening eller over biler og campingvogne. Den fungerer også som oplysningscentral, som kan kontaktes for at få informationer fx om hvem der ejer en ejendom og til hvilken pris den er handlet

Indtil da tinglyser afdelingskontoret Tønder for den gamle Tønder retskreds, hvorimod Haderslev tinglyser for de hidtidige retter i Åbenrå, Gråsten og Sønderborg. Tinglysningsdokumenter vedrørende de tidligere Gram og Nørre Rangstrup kommuner henhører under retten i Esbjerg. Tinglysningsdokumenter vedrørende tidligere retten i Haderslev henhører under retten i Kolding.

Anklagemyndighed syd for grænsen

Statsadvokaturen (StA) er den myndighed, der står for den strafferetlige forfølgning og for fuldbyrdelsen og som sådan er en del af retsvæsenet. Den kaldes også anklagemyndighed.

Det påhviler statsadvokaturen at lede efterforskningen, at rejse tiltale ved kriminalretten, at møde på anklagemyndighedens vegne i retten, og efter domfældelse er det som regel den, der fuldbyrder staffen. Retsgrundlaget for anklagemyndighedens arbejde fremgår først og fremmest af strafferetsplejeloven (StPO) og af lov om domstolenes ordning (GVG).

De embedsmænd, der varetager disse opgaver og beføjelser, er statsadvokater, ikke-akademisk uddannede medhjælpere for anklagemyndigheden og justitsfuldmægtige. Man kan kun blive statsadvokat, hvis man har juridisk embedseksamen og opfylder betingelserne for at være dommer og varetage administrative opgaver på højere embedsmandsplan.

I sin egenskab af udøvende organ er anklagemyndigheden uafhængig af domstolene og står hverken over dommerne eller er underlagt disse. Anklagemyndigheden er ikke tvunget til at få en tiltalt dømt for enhver pris. Den er ikke part i en straffesag og arbejder hverken sammen med domstolen eller mod den tiltalte og dennes forsvarer.

Under efterforskningen skal anklagemyndigheden undersøge alle forhold vedrørende en sigtet, som belaster eller taler til gunst for vedkommende. I praksis forestås efterforskningen hovedsagelig af politiet, men også af toldvæsenet og efterforskningsafdelingen i skattesager, til dels i en funktion som efterforsker for anklagemyndigheden. Denne kan dog også selv foretage efterforskning, herunder personligt foretage afhøring af sigtede eller vidner.

Politiet kan ikke træffe afgørelse om væsentlige tvangsmidler uden anklagemyndighedens mellemkomst. Efter at der er blevet indført et 24 timers beredskab hos statsadvokaturerne, kan der altid indhentes en afgørelse fra statsadvokaten, f.eks. før en ransagning af en bolig om natten eller hvis det måtte blive nødvendigt at få taget en blodprøve. Politiet skal indberette alle straffeprocessuelle foranstaltninger til anklagemyndigheden.

Anklagemyndigheden er hierarkisk opbygget. På delstatsplan har man øverst en ledende overstatsadvokat ved landsretterne, f.eks. ved landsretten i Flensburg. De ledende overstatsadvokater ved de enkelte statsadvokaturer er underlagt en generalstatsadvokat ved højesteretterne på delstatsplan. Justitsministeriet i de respektive delstater fører tilsyn med generalstatsadvokaterne. Inden for dette hierarki hersker der indberetningspligt nedefra og op og anvisningsbeføjelser fra oven og nedad i systemet.

På forbundsstatsplan har man en forbundsadvokatur. Forbundsadvokaterne er underlagt generalforbundsadvokaten, som igen er underlagt det tyske justitsministerium. Anvisningsretten findes kun på forbunds- eller delstatsplan, hvorfor delstatsplanet ikke er afhængig af anvisninger fra forbundsstatsplanet.

I henhold til § 141 i lov om domstolenes ordning skal hver domstol have sin egen anklagemyndighed. Men disse anklagemyndigheder er i praksis næsten udelukkende etableret ved landsretterne og er kompetent myndighed for selve landsretten og de byretter, der hører til de enkelte landsretters retskreds.

Anklagemyndighederne selv er inddelt i forskellige afdelinger efter kompetenceområder. Hver afdeling har en overstatsadvokat som afdelingsleder. Kompetenceområderne inddeles typisk efter forbrydelseskategorier. Ud over en afdeling for grovere forbrydelser findes der for det meste også en eller flere afdelinger til forfølgelse af økonomisk kriminalitet, en afdeling for straffesager om euforiserende stoffer og lægemidler, en afdeling, der udelukkende beskæftiger sig med forfølgelse af strafbare forhold begået af unge, en fuldbyrdelsesafdeling og en eller flere afdelinger til forfølgelse af såkaldte "almindelige straffesager", altså forhold, som ikke falder ind under en af specialafdelingernes områder.

Statsadvokaturerne har generalstatsadvokaturerne ved højesteretterne på delstatsplan som overordnet mellemliggende instans. Generalstatsadvokaturerne har bl.a. det faglige tilsyn med anklagemyndighederne i deres distrikt. De prøver f.eks. kæremål vedrørende anklagemyndighedernes kendelser om henlæggelse af sager. De afgiver udtalelser i forbindelse med afgørelser om revisionsanker af domme i straffesager afsagt ved by- og landsretterne eller i forbindelse med begæringer om prøvelse af bødeafgørelser truffet af byretterne samt kæremål vedrørende afgørelser truffet af landsretterne og i forbindelse med den fængslingsprøvelse, der skal foretages på eget initiativ efter seks måneders varetægtsfængsling. 

Anklagemyndighed nord for grænsen

I Danmark er anklagemyndigheden en selvstændig offentlig myndighed under Justitsministeriet, men der eksisterer ikke en skarp adskillelse mellem anklagemyndigheden og den udførende politiets funktion på lokalt plan. Anklagemyndigheden varetager den retlige indsats mod strafbarehandlinger og hovedopgaven er at være anklager i straffesager.

Anklagemyndigheden er hierarkisk opbygget med rigsadvokaten i spidsen, og derunder statsadvokater og politidirektører (Retsplejelovens § 95). Justitsministeriet udstikker de generelle retningslinjer og fører tilsyn med anklagemyndigheden.

Lokalt er politidirektøren anklagemyndighed ved byretterne i sin politikreds. Sønderjylland er en del af Syd- og Sønderjyllands Politi med hovedsæde i Esbjerg. Politidirektøren leder samtidig politiets arbejde i sin politikreds og har dermed det overordnede ansvar for den almindelige politimæssige efterforskning af lovovertrædelser. Det er dog politiets jurister, der vurderer om det materiale, som kriminalpolitiets efterforskning har frembragt, giver tilstrækkeligt grundlag for at rejse tiltale. I straffesager hvor der kun kan blive tale om en bøde, er anklagemyndigheden i byretten dog ofte repræsenteret ved en politiembedsmand uden juridisk embedseksamen.

På næste niveau er der i Danmark seks statsadvokater, der hver inden for deres region varetager straffesagerne ved de to landsretter, som er 1. instans for straffesager af mere alvorlig karakter. De er dog også anklagemyndighed i sager ved byretten, når sagen behandles med nævninge eller domsmænd.

Statsadvokaten fører desuden tilsyn med politidirektørerne. Han behandler også klager over politidirektørens afgørelser i straffesager og sager om erstatning over afgørelser, der er truffet af politiet vedrørende strafforfølgning. 
Statsadvokaten for Fyn, Syd- og Sønderjylland har sit kontor i Sønderborg og er ansvarlig for politikredsene Fyn, Sydjylland og Sønderjylland.

Rigsadvokaten leder anklagemyndigheden, fører straffesagerne ved Højesteret, virker ved den Særlige Klageret og er klageinstans med hensyn til de afgørelser, som statsadvokaterne træffer vedrørende tiltalespørgsmål i 1. instans. Der kan udnævnes flere statsadvokater ved Højesteret til understøttelse af Rigsadvokaten.

Udover de regionalt forankrede statsadvokater og statsadvokaterne i rigsadvokaturen findes der to statsadvokater for specielle områder: en for Særlig Økonomisk Kriminalitet og en for Særlige Internationale Straffesager. Sidstnævnte inddrages, når der er begået forbrydelser i udlandet som bør retsforfølges i Danmark. Det kan være forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser m.v.

Generelt er anklagemyndigheden underlagt et objektivitetsprincip. Det betyder, at dens opgave er dobbelt. Det gælder både at få skyldige personer straffet og at sikre, at der ikke rejses tiltale, når man vurderer, at den tiltalte ikke vil blive kendt skyldig. Under behandlingen af en straffesag i retten har anklagemyndigheden pligt til at sørge for, at alle relevante oplysninger kommer frem, herunder også oplysninger der taler til gunst for den tiltalte. Det er anklagemyndighedens pligt at behandle sagerne så hurtigt som muligt.

Klager man over en afgørelse af anklagemyndigheden, gælder der en fristpå fire uger efter man har fået meddelelse om afgørelsen. Samme frist gælder for klager om aktindsigt.

Arbejdsretten syd for grænsen

Arbejdsretten i Tyskland varetager arbejdstagerens retslige stilling. Den sørger for en ligevægt mellem arbejdsgivernes og arbejdstagernes interesser. Der er to hovedområder: den individuelle og den kollektive arbejdsret. Den individuelle arbejdsret beskæftiger sig med arbejdstageren som enkeltperson, f.eks. ved arbejdskontrakt. I den kollektive arbejdsretbliver arbejdstageren betragtet som del af en gruppe, som tager beslutninger på den enkelte arbejdstagers vegne. Det gælder f.eks. overenskomstforhandlinger og de ansattes medbestemmelse.

Arbejdsretten er opdelt og kan findes mange steder: love, bekendtgørelser, vedtægter, sædvaneret og dommerret. Love er grundloven og love fra forbundsstaten og de enkelte delstatsparlamenter. Bekendtgørelser bliver fastsat af regeringer og forvaltninger. De er almengyldige anordninger, som er rettet mod et ubestemt antal af personer. Vedtægter kan være overenskomster eller virksomhedsaftaler. Sædvaneret er uskrevne principper, som har udviklet sig over mange år. Dommere har muligheden for at udvikle arbejdsretten i deres domspraksis. Selv skikke i en virksomhed kan føre til retlige krav fra de ansattes side. En skik er den regelmæssige gentagelse af bestemte adfærd på arbejdsgiverens side, hvorfra den ansatte kan udlede, at en ydelse eller fordel vil blive ved med at eksistere.

Dele af arbejdsretten tilhører den offentlige ret, andre dele privatretten. Arbejdsretten hører til den såkaldte konkurrerende lovgivning. Det vil sige, at delstaterne ikke må lave deres egen lovgivning, når der allerede eksisterer love på forbundsniveauet.

Arbejdsdomstole beskæftiger sig med sager mellem arbejdstager og arbejdsgiver med hensyn til arbejdsforholdet, med stridigheder om bedriftsforfatninger og overenskomster. Normalt er den domstol kompetent i hvis distrikt den anklagede person bor eller hvor virksomheden ligger.

Arbejdsdomstolen i Flensburg er kompetent for Kreise Schleswig-Flensburg, Nordfriesland og byen Flensburg. Grundlæggende kan dommen ankes ved delstatsarbejdsdomstolen (for Schleswig-Holstein i Kiel). Tredje og sidste instans er forbundsarbejdsdomstolen i Erfurt.

Alle domstole har både juridiske dommere og lægdommere. I alle sager – uanset om den bliver behandlet af en eller flere juridiske dommere – er der en lægdommer fra arbejdsgivernes og en fra arbejdstagernes side involveret. Ved arbejdsdomstolen kan parterne selv føre retssagen eller blive repræsenteret. I de højere instanser skal parterne have professionel repræsentation. Normalt er det advokater eller repræsentanter for fagforeningerne, såfremt de er berettigede til at føre sagen.

Arbejdsretten nord for grænsen

I Danmark spiller overenskomsterne så stor en rolle, at lovgivningen på dette område længe har været sekundær. Det har fagforeninger, arbejdsgivere og politikkerne været enige om. Det har dog i de seneste år ændret sig i forbindelse med internationale forpligtelser og især EU-retten, som betyder konstant mere arbejdsretlig lovgivning.

I 1910 var arbejdsforholdet blevet kollektiviseret i Danmark, dvs. at arbejdsvilkårene nu ikke længere var baseret på den individuelle arbejdskontrakt men den kollektive overenskomst, som arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne slutter. Dette system af kollektive overenskomster har, da spredt sig til de fleste sektorer, herunder også den offentlige sektor. Efter 1920 fulgte Sønderjylland den generelle danske udvikling.

Centralt i det danske system er Arbejdsretten. Den behandler bl.a. alle sager vedrørende hovedaftaler, brud på kollektive overenskomster om løn- og arbejdsforhold og sager om lovligheden af kollektive kampskridt. Den centrale undtagelse i de ellers vidtrækkende kompetencer er fortolkningen af almindelige overenskomster, som i stedet foregår ved faglig voldgift.

Organisationerne har monopol på at føre sager ved arbejdsretten og sagerne skal føres af og mod den mest omfattende organisation. Arbejdsretten sammensættes af en eller tre juridiske dommere, som beskikkes af arbejdsministeren efter indstilling fra de faglige dommere, hvoraf der er seks i alt – tre fra arbejdstagerne og tre fra arbejdsgivernes side – som også bliver beskikket af arbejdsministeren efter indstilling fra hovedorganisationerne. Arbejdsrettens domme kan ikke ankes.

Arbejdsretten behandler sager om brud af kollektive overenskomster, men når der er uenighed om kollektive overenskomster og deres fortolkning om løn- og arbejdsforhold, er det den faglige voldgiftsret, hvor disse sager afgøres. Inden da skal parterne dog have afholdt mæglings- og organisationsmøder. Det betyder, at der altid er tvungen mægling og voldgift i alle fortolkningstvister mellem overenskomstparterne. Voldgiftsrettens sammensætning og virksomhed kan overenskomstparterne selv bestemme. I sidste ende skal fortolkningstvisten dog afgøres ved faglig voldgift. Overenskomstparter kan aftale et videre anvendelsesområde for faglig voldgift end nedlagt i loven om faglig voldgift.

Den faglige voldgiftsret sammensættes normalt af en eller tre juridiske dommere og fire voldgiftsmænd – to fra hver side. Forhandlingen foregår bag lukkede døre og kendelserne offentliggøres stort set ikke. I loven er der ingen nærmere regler for procesformen. Kendelserne fra voldgiftsretten kan ikke appelleres. Arbejdsretten kan kun undtagelsesvis tilsidesætte en kendelse og kun i de tilfælde, hvor der blev begået væsentlige formfejl, der havde betydning for sagens afgørelse.

Social- og forvaltningsret syd for grænsen

Både forvaltningsdomstolen og socialdomstolen for distrikt Schleswig (distriktet omfatter de to Kreise Schleswig-Flensburg og Nordfriesland samt byen Flensburg) ligger i byen Schleswig. Det samme gælder for de næste højere instanser, som er kompetente til at afgøre sager fra hele Schleswig-Holstein: den højere forvaltningsdomstol og den højere socialdomstol, som begge arbejder regionalt på delstatsniveau. I begge domstolssystemer findes der en tredje instans på forbundsniveau: forbundsforvaltningsdomstolen i Leipzig og forbundssocialdomstolen i Kassel.
Socialretten er en særlig afdeling af forvaltningsretten. Derfor er det svært at skille de to retsområder fra hinanden. Nogle socialretslige sager bliver behandlet af forvaltningsdomstolen.

Forvaltningsret
I Tyskland er forvaltningsretten en særskilt gren af retsplejen. Den har som opgave at beskytte den enkelte mod ulovlige tiltag fra den offentlige forvaltnings side. Føler man sine rettigheder krænket af den offentlige forvaltning, er det normalt forvaltningsdomstolen man henvender sig til. Her er det er også muligt for offentlige organer som kommuner at gøre indsigelse mod højere offentlige myndigheders beslutninger. Forvaltningsdomstolene behandler bl.a. sager indenfor lovgivningen om udlændinge og asyl, socialhjælp, skole- og universitetslove, byggeret, love om ordensforskrifter, tjenestemandsret, sundhedsret og erhvervsforvaltningsret.

Den højere forvaltningsdomstol for Schleswig-Holstein, ankeinstans for de lokale forvaltningsdomstole, blev oprettet i 1991. Domstolen træffer afgørelser om gyldigheden af en forordning eller en anden retsbestemmelse, som er underordnet lovene på delstatsniveau. Den højere forvaltningsdomstol har såvel juridiske dommere som lægdommere, som deltager i sager.

Den offentlige forvaltning er delt op i delstatsforvaltning og forbundsforvaltning. I Schleswig-Holstein er der et to-trinssystem: et ministerium er ansvarligt for flere undergivne myndigheder på Kreis-niveau og enkelte offentlige særlige myndigheder som skattekontorer og landinspektørkontoret.

Socialret
Socialforsikringen (pension, ulykker, sygdom, pleje, arbejdsløshed) er normalt en forsikring alle arbejdstagere skal have. Desuden hører den såkaldte socialstøtte også til området socialret. Dertil hører endvidere barselspenge og børnefamilieydelser. Derudover findes der midler til fremme af ligestillingen. Det gælder bl.a. BAföG, som er statens uddannelsesstøtte og for boligtilskud. Socialhjælpen stopper hullerne på de områder, der ikke bliver dækket af de andre love. Det vigtigste lovgrundlag er sociallovene.

Generelt er socialdomstolene kompetente til at behandle sager om den såkaldte ”sociale sikkerhed”. Dertil hører den lovpligtige pensionsforsikring, ulykkesforsikring og sygesikring, den sociale og private plejeforsikring, kontraktlig lægeret inklusive tandlægeret, kontanthjælp, beskæftigelsesfremme inklusive den tyske arbejdsformidlingBundesagentur für Arbeit øvrige opgaver, og den del af socialhjælpen, som ikke falder under forvaltningsdomstolens kompetence samt loven om ydelser til asylansøgere.

I Schleswig-Holstein er socialdomstolen i Schleswig den eneste domstol i hele delstaten, der kan afgøre klager og midlertidig retsbeskyttelse ved sager om kontanthjælp, socialhjælpen og ydelser til asylansøgere.

Ved alle socialdomstole findes der både juridiske dommere og lægdommere. I alle tre instanser deltager to lægdommere i forhandlingerne. Ved socialdomstolen er der desuden en enkelt juridisk dommer. Ved de højere socialdomstole på såvel delstatsniveau som forbundsniveau er der altid tre juridiske dommere. Lægdommerne bliver udpeget efter forslag fra arbejdstagernes og/eller arbejdsgivernes fagforbund.

Klage- og ankenævn nord for grænsen
I Danmark findes der et net af en halv snes private og over et hundrede offentlige klagenævn og ankeinstanser, som behandler klager fra enkeltpersoner, foreninger og virksomheder. Dermed sikres, at alle har mulighed for at klage over afgørelser, der bliver truffet af de offentlige myndigheder og det giver også mulighed for at klage over offentlige serviceydelser og køb af varer og tjenesteydelser i den private sektor.

Da klagesystemet er forholdsvist uoverskueligt, er det lovbestemt at offentlige myndigheder ved afslag på en afgørelse, hvor der er klagemulighed, skal oplyse, hvor afgørelsen kan påklages og inden for hvilken tidsfrist. Klagesystemet er under konstant udvikling, da de særlige offentlige klageinstanser som regel bliver etableret ved lov.

Når en bestemt myndighed får kompetence til at træffe afgørelser, vil den ny lov typisk fastlægge, om et særligt nævn eller den overordnede myndighed er klageinstans. Med nye love kan der opstå nye klageorganer, men der nedlægges også løbende eksisterende nævn, fordi lovgivningen ændres.

Private klageinstanser
Private klageinstanser er som regel etableret af en brancheorganisation i samarbejde med Forbrugerrådet og godkendt af Forbrugerstyrelsen. Inden en sag tages op hos de private klagenævn, skal man først selv have forsøgt at løse problemet direkte med den erhvervsdrivende.

Grundprincipper for offentlige klageinstanser
Både private og offentlige klageinstanser arbejder ud fra egne, individuelle forretningsordner. Det betyder, at der ikke findes en almengyldig procedure for alle klageinstanser. For de offentlige klageinstanser gælder dog visse grundprincipper: Enhver, der har en individuel og særlig interesse i sagens afgørelse, er klageberettiget. Der findes i reglen en klagefrist. Såfremt de formelle betingelser er opfyldte, skal klagen behandles. Det er i princippet gratis at klage hos en offentlig klageinstans, men den har ofte mulighed for at opkræve et gebyr. Som et sidste princip gælder, at offentlige klageinstanser har kompetence til at afvise, stadfæste, ændre, ophæve eller hjemvise afgørelser truffet af den myndighed, som der klages over.

Eksempler på offentlige klageinstanser vedrørende opholdstilladelser og skat
Der er fx mulighed for at klage over statsforvaltningernes afgørelser i forhold til opholdstilladelser for EU/EØS-statsborger. Det skal ske ved Udlændingeservice. Statsforvaltningen Syddanmark har hovedsæde i Aabenraa med afdelingskontorer i Ribe og Odense, der tager sig af borgernære opgaver, der indebærer møder.

Et andet eksempel på en offentlig klageinstans er skatteankenævnene. Det er SKAT som beregner borgerens skat. Er man uenig i skatteansættelsen, kan man klage til et af de 30 skatteankenævn i landet eller Landsskatteretten. Medlemmerne i skatteankenævnet må ikke være ansat i skatteforvaltningen. Klagen skal indsendes senest én måned efter at man har modtaget afgørelsen. Der er mulighed for at klage over skatteankenævnets afgørelse ved Landsskatteretten.

Skattemyndigheder syd for grænsen

Skattelovgivningen i Tyskland er forankret i forfatningen. I grundlovens artikel 104a ff. er det fastlagt, hvem der fastsætter de retlige grundlag for skatteopkrævningen (skattelovgivningssuverænitet), hvem skatteindtægterne tilkommer (skatteindtægtssuverænitet), hvem der fastsætter og inddriver skatterne (skatteforvaltningssuverænitet).

Skatterne er hovedindtægtskilden i en moderne stat og det vigtigste instrument til finansiering af dets territorialt afgrænsede statsvæsen og andre opgaver. Skatterne kan bruges til at løse de fælles opgaver og realisere de målsætninger, man har sat sig selv, og til finansiering af de offentlige udgifter. Ifølge skattestatsprincippet kan de indtægter, der genereres via skatterne, f.eks. bruges til finansiering af følgende omkostninger:
• Løn til alle offentligt ansatte
• Forfølgelse af målet om at opnå en socialstat ved økonomisk udligning af sociale forskelle
• Forfølgelse af kulturstatsprincippet ved økonomisk støtte til forskning, uddannelse og undervisning
• Etablering, forbedring og opretholdelse af infrastrukturen
• Etablering af væbnede styrker og løbende finansiering heraf

Statens udgifter finansieres generelt af summen af alle skatteindtægter. Det er altså ikke sådan, at en bestemt skat kun må bruges til finansiering af en bestemt statsopgave. Brugen af mineralolieafgifter må f.eks. ikke begrænses til transport- eller energiprojekter eller til transportbudgettet.

Af forvaltningsmæssige, statistiske og økonomiske hensyn inddeles skatterne i skattegrupper. For så vidt angår den økonomiske belastning, skelnes der mellem direkte skatter og indirekte skatter. Mens skatteskyldneren og skatteyderen er identisk ved de direkte skatter, bliver den økonomiske skattebyrde væltet over på skatteyderen af skatteskyldneren ved de indirekte skatter.

Med hensyn til beskatningsobjektet differentieres der mellem personskatter og realskatter. Førstnævnte afhænger af skatteborgernes personlige forhold, og sidstnævnte er uafhængige af vedkommendes personlige forhold. Hvad opkrævningsformen angår, skelnes der mellem kildeskatter og pålignede skatter. Kildeskatter bliver beregnet direkte ved indkomstkilden, og de pålignede skatter bliver fastsat for en bestemt periode i en skatteopgørelse som regel på baggrund af en selvangivelse. Endelig findes der gruppen af lumpsumskatter og individuelle skatter.

De samfundsøkonomiske beregningsgrundlag kan inddeles i de dynamiske størrelser indkomst (formueforøgelse), konsum (forbrug af varer og goder) og den statistiske størrelse formue (kapital). Tilsvarende inddeles skatterne 
• Omsætningsskatter, der opkræves ved medvirken i retsforhold og samhandel (f.eks. moms, afgift på køb af fast ejendom, forsikringsafgift m.m.)
• Forbrugsskatter, der opkræves på forbrug af varer og goder (f.eks. mineralolieafgift, elafgift, tobaksafgift)
• Skat af indkomst og formue, der opdeles i 
o Skat af indtægt og overskud, der opkræves på en formueforøgelse (f.eks. indkomstskat, selskabsskat, erhvervsskat)
o Særlige formueskatter, der opkræves på formuegoder (f.eks. ejendomsskat, formueskat).

Skatterne forvaltes enten af myndigheder på forbundsplan, delstatsplan eller kommunalt plan, dvs. her bliver de fastsat og opkrævet. I Tyskland påhviler det hovedtoldkamrene at forvalte forbundsskatterne (spiritusafgift, kaffeafgift, mineralolieafgift, afgift på mousserende vin og tobaksafgift) og toldafgifterne. Provenuet fra disse skatter tilfalder udelukkende staten. Fællesskatterne (indkomstskat, selskabsskat, moms) forvaltes på statens vegne af skattekontorerne, og indtægterne fra disse skatter tilfalder staten og delstaterne i fællesskab. De ansvarlige skattekontorer i grænseområdet er "Finanzamt Nordfriesland" (med sæde i Leck og en afdeling i Husum), "Finanzamt Flensburg" og "Finanzamt Eckernförde-Schleswig" (med sæde i Eckernförde og en afdeling i Schleswig).

Til forskel fra disse skatter og afgifter tilfalder provenuet fra de rene delstatsafgifter (arveafgift, afgift på køb af fast ejendom, vægtafgift og væddeløbs- og lotteriafgift) udelukkende delstaterne, som også forvalter dem. Grundlaget for fastsættelsen af kommuneskatterne (erhvervsskat og ejendomsskat) fastlægges af skattekontorerne i form af en skatteberegningsafgørelse, mens kommunerne inddriver dem til egen anvendelse og benytter en justeringssats til at fastsætte dem med.

Den forvaltningsmæssige procedure til gennemførelse af beskatningen kaldes skatteopkrævningsproceduren. Denne myndighedsopgave, som (bortset fra undtagelser) varetages af skattekontorerne, kan inddeles i tre selvstændige forløb: 1) beregning af beskatningsgrundlagene, 2) skattefastsættelse og 3) inddrivelse af skatter.

Skattesatsen er den regningsenhed, der – anvendt på skattegrundlaget – giver den skat, der skal fastsættes. Mens skattesatsen er defineret som et fast beløb ved skatter med talgrundlag, gælder der for de fleste skatteformers vedkommende en procentværdi. Denne værdi kaldes også skatteprocenten og kan være proportional (f.eks. moms, enhedsskat), progressiv (f.eks. tysk indkomstskat), regressiv eller med en graduering (f.eks. arveafgift).

A-skat er en måde at opkræve indkomstskat på, som opkræves på indtægter fra ikke-selvstændig virksomhed (§ 19 i den tyske indkomstskattelov) (kildeskat). Hvor meget der skal betales i a-skat, afhænger af den skatteklasse, der er opført på skattekortet. Standardfastsættelse af a-skatten udgør en undtagelse fra beskatningen efter den individuelle skattesats.

Det er lønmodtageren, der skal svare a-skat, så der er altså tale om en direkte skat. Ved enhver lønafregning skal arbejdsgiveren beregne a-skatten, indeholde den af bruttolønnen og indbetale den til skattekontoret. Arbejdsgiveren hæfter for korrekt indeholdelse og indbetaling af a-skatten og kan som led i en skatterevision, hvis en sådan måtte skønnes påkrævet, fra skatteforvaltningens side holdes ansvarlig for ukorrektheder. Den indeholdte skat bliver modregnet indkomstskatten som forskudsskat ved en senere ansættelse af indkomstskatten. Ved hjælp af skatteklasser tages der højde for visse fradrag og faste beløb, allerede når der trækkes a-skat.
Er de faktiske udgifter højere end de faste beløb, kan det betale sig at anmode om ansættelse af indkomstskatten, så man kan få refunderet allerede indbetalt a-skat.
Skattedomstolene hører til specialdomstolene i Tyskland. Deres vigtigste opgave er at yde retsbeskyttelse mod forvaltningsakter (f.eks. skatteopgørelser) fra skattemyndighederne (artikel 108, stk. 6, i den tyske grundlov).

Til forskel fra de andre domstole er systemet med skattedomstole baseret på to instanser. Skattedomstolene er højere domstole på delstatsplan. Skattedomstolen i Schleswig-Holstein ligger i Kiel. Den beskæftiger 15 juridiske dommere og 76 lægdommere i fem afdelinger.

Det eneste retsmiddel mod en dom afsagt af en skattedomstol er anke. Anken fører, hvis den bliver tilladt til behandling (§ 115, i lov om skattedomstole), til forbundsskatteretten i München. Ellers kan kendelsen om ikke at tillade anken til behandling påkæres (§ 116, i lov om skattedomstole). Til forskel fra de andre former for domstole findes der ikke nogen mellemliggende ankeinstans inden for systemet med skattedomstole.

Sagerne ved skattedomstolene føres i henhold til reglerne i lov om skattedomstole. Ikke kun advokater, men også skatterådgivere og revisorer, er berettiget til at repræsentere deres klienter. Ved forbundsskatteretten, men ikke ved skattedomstolene, er der pligt til repræsentation. De forskellige former for søgsmål er fastlagt i lov om skattedomstole, men er stort set identiske med dem, der findes ved forvaltningsdomstolene.

Skattemyndigheder nord for grænsen

I Danmark er der forskellige skattetyper. Både fysiske personer og selskaber beskattes.

Selskaber beskattes efter selskabsskatteloven. Vedrørende de fysiske personer skal man skelne mellem erhvervsdrivende personer og ikke-erhvervsdrivende personer. De sidstnævnte beskattes efter personskatteloven og kildeskatteloven. For erhvervsdrivende personer er virksomhedsskatteloven også relevant. I statsskatteloven kan man læse, hvem der er skattepligtig (§ 2-3) og hvad der beskattes (§ 4-6).

I princippet skal den enkelte borger selv angive indkomst og formue til staten, så den kan beregne skatten. Staten får dog så mange skatterelaterede informationer om den enkelte person fra bl.a. arbejdsgiveren, at den samler disse informationer og sender dem ud til borgerne om foråret. Den enkelte har nu pligten til at kontrollere, at alle oplysninger er korrekte. Er det tilfældet, skal man ikke foretage sig noget. Er der fejl i selvangivelsen, kan man rette dem på Internettet, via tast-selv på internet eller henvende sig til det lokale skattecenter. Derefter bliver årsopgørelsen udarbejdet.

Skatten sammensættes af flere elementer. De nye kommuner fastsatte deres kommuneskatprocenter for 2010 i intervallet mellem 25 og 26,5 % og kirkeskatprocenter (0,93-1,2 %) i 2010. Kirkeskatten, som betales til folkekirken, er en frivillig skat, som dog tre ud af fire skattepligtige danskere betaler. Statsskatten udgør det tredje element.

Afhængig af størrelsen af borgerens indkomst, opkræves skatten som bund-, mellem- eller topskat. 25 % af den skattepligtige befolkning betaler mellemskat og 20 % betaler topskatten. I 2007 er der indført et statsligt sundhedsbidrag (8 %) som delvis afløsning af amtsskatten. Skatter og afgifter opkræves af SKAT, en statslig institution under Skatteministeriet der primært skal sikre de offentlige indtægter.

Der findes derudover også andre indirekte skatter og afgifter eksempelvis arbejdsmarkedsbidrag og moms.

Grundlæggende beskattes enhver person for sig selv. Der er dog nogle særregler for ægtefæller og registrerede partnerskaber, som samles under begrebet sambeskatningseffekter. Der findes et skatteloft, som betyder, at ingen betaler mere end 59 % af indkomsten i skat. Særlig set fra udlandet kan det virke som en høj sats, men man skal huske, at sociale bidrag, der i andre lande typisk bliver opkrævet uafhængigt af indkomstskatten, er inkluderet i den danske skat. Kirkeskat og arbejdsmarkedsbidrag falder dog uden for skatteloftet.

Skattelovgivningen er juridisk set en del af forvaltningslovgivningen, så der er en del regler, der også gælder for myndighederne inden for skatteområdet. Borgerne har f.eks. ret til at få indsigt i det materiale, der indgår i deres sag. Desuden har man ret til at udtale sig, inden en sag afgøres. Derudover skal myndigheden vejlede borgeren om sine rettigheder, og myndighedens afgørelse skal begrundes.

I 2001 besluttede regeringen et skattestop, som for borgerne betyder, at ingen skatteprocent eller afgift må sættes op. I de tilfælde det alligevel er nødvendigt, skal en anden skat eller afgift sænkes. Omvendt gælder det, når f.eks. en skat skal sænkes pga. EU-lovgivning kan en anden skat eller afgift forhøjes.

Myndigheder
Den sydlige del af Region Syddanmark bliver betjent af to skattecentre: Tønder og Haderslev. Tønder omfatter de nye kommuner Tønder, Aabenraa og Sønderborg. Haderslev er ansvarlig for kommunerne Haderslev og Kolding.

Borgerne kan selv vælge, hvilket skattecenter de vil henvende sig til. Enkle og almindelige sager kan også behandles af den kommunale borgerservice. Hvis sagen skal behandles af et skattecenter, vil borgerservicen formidle den rigtige kontakt.

Klagemuligheder
Det er SKAT som beregner borgerens skat. Er man uenig i skatteansættelsen, kan man klage til et af de 30 skatteankenævn i landet eller Landsskatteretten. Medlemmerne i skatteankenævnet må ikke være ansat i skatteforvaltningen. Klagen skal indsendes senest én måned efter at man har modtaget afgørelsen.

Der er mulighed for at klage over skatteankenævnets afgørelse ved Landsskatteretten. Der er desuden muligt at klage direkte til Landsskatteretten. Den er øverste administrative klageinstans vedrørende skat, moms, afgifter, told og ejendomsvurderinger. Klagen skal bl.a. være skriftlig, begrundet og alle klagepunkter skal anføres. Der er ingen pligt til juridisk repræsentation. Tværtimod er der et ønske om, at man skal kunne klage uden professionel hjælp.

Er man også uenig i Landsskatterettens afgørelse, kan man indbringe sagen for en domstol. Landsretten er altid første instans i disse tilfælde.

I Landsskatteretten er der også mulighed for at klage over skatterådets afgørelser. Skatterådet bistår SKAT ved forvaltning af en række love om skat og fast ejendom. Rådet træffer afgørelse i sager, som SKAT forelægger, f.eks. om skatteansættelser og ejendomsvurderinger. Anmodninger om bindende svar i sager med principielt indhold skal altid forelægges Skatterådet.

SKAT varetager også vurderinger af ejendom. I disse sager kan man i første omgang klage til Vurderingsankenævnet. Sagerne kan indbringes for Landsskatteretten og derefter Landsretten.

Miljømyndighederne syd for grænsen

Miljøministeriet 
Ministeriet i Kiel, der også omfatter områderne landdistrikter og landbrug, er øverste miljømyndighed i delstaten Schleswig-Holstein.

Ministeriet forbereder lovgivning for Landdagen, og implementerer efterfølgende denne.

En stor del af det faglige arbejde er lagt ud i følgende styrelse, der omfatter en lang række emner:

Landesamt für Landwirtschaft, Umwelt und ländliche Räume
Hovedkontor i Flintbek ved Kiel, desuden 22 lokale kontorer. Kontoret der består af 8 afdelinger er udførende for en lang række opgaver indenfor landbrug, fiskeri, miljø og landdistriktudvikling. Herunder bl.a. EU-vandrammedirektiv, naturovervågning, rådgivning, naturbeskyttelse, NATURA 2000-områder, grundvand, jordforurening, miljøvurdering i forhold til større landbrugs- og industrianlæg, vandrensning og affald.

Ministeriet for Landwirtschaft, Umwelt und ländliche Räume betegnes som ”Obere Naturschutzbehörde” og kredsene betegnes som ”Untere Naturschutzbehörde” og ”Untere Wasserbehörde”, og har opgaven med tilsyn med bl.a. vandløbsvedligehold og vandløbskvalitet, naturpleje, jagt etc. Desuden tilladelser til anlæg og ændringer i tilknytning til ferske vande og naturbeskyttede områder.

Landesforsten
Administrerer alle statens skove. Hovedkontor i Neumünster og dertil 30 lokale skovdistrikter. Opgaverne tæller traditionelt skovarbejde, rejsning af ny skov, naturpleje, formidling, rekreative værdier i skovene m.m.

Stiftung Naturschutz
Kontor i Flintbek ved Kiel. Selvstændigt arbejdende, men statsligt kontrolleret fond, der opkøber, plejer naturarealer og ekstensivt drevne landbrugsarealer. Fonden modtager penge fra bl.a. vandafgifter samt midler til ”erstatningsnatur” ved udlæg af nye byområder o.lign.

Kommuner
Kommunernes opgaver på miljøområdet afgrænser sig i hovedsagen til byernes regnvands- og kloakledningsnet og de tilhørende rensningsanlæg.

Vand- og grundforening (Wasser und Bodenverband) 
Alle grundejere med grund i et givet afstrømningsområde til et vandløb, skal ifølge loven være medlem af og betale til det lokale ”Wasser- und Bodenverband”. Dette er således en sammenslutning af private grundejere, og har til formål at sørge for vandløbsvedligeholdelse – og pleje, herunder at medvirke til en forbedret vandløbskvalitet i vandløb, søer og kystnære vande, f.eks. også Flensborg Fjord.

Miljømyndighederne nord for grænsen

Miljøministeriet
Miljøministeriet har ansvaret for en række styrelser, institutioner og centre, der tager sig af specifikke områder. Strukturreformen har ført til en ny fordeling af opgaverne.

Skov- og Naturstyrelsen 
Skov- og Naturstyrelsen hører under Miljøministeriet. Styrelsen står bl.a. for drift og administration af de statsejede skove. Den rådgiver Miljøministeriet i plansager og administrerer planloven. Skov- og Naturstyrelsen beskæftiger sig med en række emner: skov, naturbeskyttelse, planlægning, jagt, hav, nationalparker, råstoffer, genteknologi, søer og vandløb og landbrug. Der er 19 skovdistrikter i Danmark, hvoraf Nordslesvig er opdelt i to: Vadehavet og Sønderjylland. De arrangerer offentlige ture og aktiviteter i naturen. Desuden er de ansvarlige for naturskolerne. De har brochurer om skovene og naturarealerne og man kan booke lejrpladser hos distrikterne. Skovdistriktets hjemmeside vil normalt kunne give den enkelte interesserede alle de grundlæggende informationer om mulighederne for aktiviteter i distriktets skove og om naturen generelt.

Miljøstyrelsen administrerer lovgivningen om miljøbeskyttelse. Det betyder at den forbereder beslutninger for miljøministeren og sørger for, at politiske beslutninger bliver ført ud i livet. Den besvarer borgernes spørgsmål ligesom den bl.a. administrerer EU-love på miljøområdet. Miljøstyrelsen varetager også en række kontrolfunktioner, bl.a. sørger den for at regler om kemiske stoffer i kosmetik og legetøj overholdes. Derudover er Miljøstyrelsen også klagemyndighed for en række afgørelse, som kommunerne træffer. Der er dog også to ankenævn, som hører under Miljøministeriet: miljøklagenævnet og naturklagenævnet.

Miljøcenter Ribe dækker hele Sønderjyllands område. Man skal f.eks. henvende sig til Miljøcentret, når man vil søge om miljøgodkendelse eller dispensation for strandbeskyttelseslinjen. Centret overvåger naturen og miljøet og udarbejder natur- og vandplaner. Desuden arbejder det med fredninger og fører tilsyn med de kommunale spildevandsanlæg.

Miljøklagenævnet er den øverste klageinstans i en række sager der bl.a. er omfattet af lov om miljøbeskyttelse, lov om jordforurening, lov om miljø og genteknologi, lov om miljømål, lov om kemiske stoffer og produkter og havmiljøloven.

Naturklagenævnet er den overordnede myndighed i fredningssager og er klageinstans for afgørelser efter reguleringer af fast ejendom: bl.a. planloven, naturbeskyttelsesloven, skovloven, sommerhusloven og kolonihaveloven. Selvom om nævnet organisatorisk ligger under Miljøministeriet, er det i dets behandlinger af sager og i dets afgørelser uafhængigt af Miljøministeriet. Naturklagenævnet har på dets hjemmeside klagereglerne for alle de love, som Naturklagenævnet dækker. Her kan man se, hvem der kan klage, hvordan man skal klage, hvilken frist der gælder, hvad der kan klages over og eventuelle klagegebyrer.

Andre myndigheder, der hører under Miljøministeriet, er Kort og Matrikelstyrelsen, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse og Center for Koncernforvalting, der hovedsagelig udfører administrativt arbejde inden for ministeriet og dets tilsluttede institutioner. Kort og Matrikelstyrelsen er – som styrelsen selv siger – statens infrastrukturvirksomhed for kort og geodata. GEUS er en institution, somlaver geovidenskabelige undersøgelser, forskning, rådgivning og geologisk kortlægning.

Frontlinjen er Miljøministeriet informationscenter. Her fås informationer om alle ministeriets arbejdsområder. Opgaven består i at besvare borgerhenvendelser vedrørende information. Frontlinien er også ansvarlig for netboghandlen, hvor man kan bestille gratis materiale og købe publikationer, der er udgivet af Miljøministeriet.

Miljøopgaver i de danske kommuner
En meget stor del af de offentlige natur- og miljøopgaver ligger hos kommunerne, der efter kommunalreformen har overtaget en del opgaver fra amterne.

Kommunerne udarbejder overordnede planer for spildevand, vandforsyning, lokal udvikling, affald, natur m.m., og er borgernes første indgang i konkrete sager.

De forestår f.eks. den daglige administration af vandløbslov, miljøbeskyttelseslov og naturbeskyttelseslov, planlov m.v., kontrol med lovgivning, tilladelser til ændringer i naturtilstand, miljøtilsyn og – godkendelser i forhold til private virksomheder, tilladelser til anlæg osv. Tilladelser til diverse projekter kan påklages af borgerne hhv. særligt udpgede høringsparter til miljøklagenævn og naturklagenævn. Kommunerne har endvidere opgaver med tilsyn og pleje af fredede områder i privat eje.

Arbejdstilsyn syd for grænsen

Socialministeriet er øverste myndighed på arbejdsmiljøområdet i Schleswig-Holstein. Opgaverne, som sorterede under den tidligere styrelse for sundhed og arbejdssikkerhed, er siden den 1. januar 2008 blevet varetaget af den statslige arbejdstilsynsmyndighed ved Unfallkasse Nord.
Det statslige arbejdstilsyn har til formål
• at reducere sundhedsfarerne og arbejdstagernes sygefraværsdage ude på virksomhederne;
• at beskytte mod farlige stoffers indvirkning på sundheden;
• at beskytte mod biologiske agensers indvirkning på sundheden;
• at beskytte mod usikre produkters indvirkning på sundheden.
Grundlaget herfor udgøres bl.a. af arbejdsmiljøloven, arbejdssikkerhedsloven, arbejdsmiljøkonceptet for Schleswig-Holstein, lovgivningen om farlige stoffer, lovgivningen om biostoffer og lovgivningen om sprængstof.
Kreis Nordfrisland, Kreis Schleswig-Flensburg, Kreis Rendsborg-Eckernförde, Kreis Plön, byerne Kiel, Neumünster og Flensburg hører under afdelingen i Kiel.
Projektet "Sundhed på arbejdspladsen" gennemfører forebyggende foranstaltninger på arbejdsmiljøområdet og er en vigtig del af opgaverne.
Den statslige arbejdstilsynsmyndighed ved Unfallkasse Nord.

I Schleswig-Holstein informerer og rådgiver den statslige arbejdstilsynsmyndighed ved Unfallkasse Nord virksomheder og ansatte om arbejdsmiljøreglerne og kontrollerer, at de bliver overholdt.
 
Opgaven er omfattende og vidtrækkende og indebærer bl.a. at forebygge arbejdsulykker, erhvervssygdomme og arbejdsbetingede sundhedsfarer og sørge for effektiv førstehjælp. Borgerne kan trække på skræddersyede og helhedsorienterede tjenesteydelser, som omfatter sikkerhedsmæssige, arbejdsmedicinske og organisatoriske foranstaltninger. 
Unfallkasse Nord er den lovpligtige ulykkesforsikring for offentligt ansatte i Schleswig-Holstein og Hamborg. Børn i daginstitutioner, skoleelever, studerende og andre grupper af forsikrede i begge delstater er også forsikret her. I alt er ca. 1,4 millioner mennesker forsikret i Unfallkasse Nord. 
Fagkyndige medarbejdere har virksomhederne i Schleswig-Holstein som ansvarsområde: 
• De rådgiver, foretager virksomhedsbesøg og kontrollerer arbejdssteder og arbejdspladser 
• De undersøger skadetilfælde og ulykker, behandler klager og anmeldelser 
• De udsteder tilladelser, dispensationer, duelighedsattester vedrørende håndtering af eksplosive stoffer og tilladelser på arbejdsmiljøområdet og vurderer arbejdsmiljøspørgsmål i forbindelse med godkendelsesprocedurer 
• De kontrollerer, at arbejdstidsreglerne bliver overholdt 
• De fører tilsyn med, at loven til beskyttelse af ungarbejdere, loven til beskyttelse af gravide og barselskvinder samt loven om hjemmearbejde bliver overholdt, herunder aflønningen 
• De kontrollerer teknisk arbejdsudstyrs og personlige værnemidlers sikkerhed med henblik på erhvervsmæssig brug 
• De kontrollerer, om der er udarbejdet risikovurderinger 
• De kontrollerer håndteringen af farlige stoffer samt disses klassificering og mærkning 
• Som led i tilsynsførelsen foretager de målinger på arbejdspladsen (f.eks. med hensyn til farlige stoffer 
og støj) 
• De gennemfører administrative foranstaltninger og sager om mindre forseelser på arbejdsmiljøområdet. 
Grundlaget herfor er f.eks. arbejdsmiljøloven, arbejdssikkerhedsloven, arbejdsmiljøkonceptet for Schleswig-Holstein, lovgivningen om farlige stoffer, lovgivningen om biostoffer og lovgivningen om sprængstoffer.

Arbejdstilsyn nord for grænsen

Det er den enkelte arbejdsgiver, der har ansvaret for et sikkert og sundt arbejdsmiljø. Arbejdstilsynets opgave er at føre tilsyn med, at private og offentlige virksomheder lever op til arbejdsmiljølovens krav.

Tilsynsmetoder
Arbejdstilsynet anvender forskellige tilsynsmetoder, som foregår efter fastlagte kvalitetsprocedurer. Arbejdsmiljøloven er den samme for alle virksomheder – uanset branche og størrelse. Arbejdsmiljøkravene er altså de samme, uanset hvilken metode Arbejdstilsynet anvender.

- Screening er en hurtigt gennemgang af virksomhedens arbejdsmiljø med henblik på at vurdere, om virksomheden har behov for et mere gennemgribende tilsyn. 
- Tilpasset tilsyn er helhedsorienteret og tager udgangspunkt i, at virksomhederne har forskellige forudsætninger for at forbedre arbejdsmiljøet. Arbejdstilsynet afpasser derfor både tilsynet og reaktionen på eventuelle arbejdsmiljøproblemer til den enkelte virksomhed. For at kunne gøre det, bliver virksomhederne inddelt i tre niveauer.
- Detailtilsyn er tilsyn med akutte arbejdsmiljøproblemer og særlige problemområder, herunder undersøgelse af arbejdsulykker, arbejdsbetingede lidelser og klager.
- Leverandørtilsyn er tilsyn med, at leverandører af f.eks. maskiner og sundhedsskadelige stoffer overholder arbejdsmiljølovens krav til produkterne.
- Tilsyn med projekterende og rådgivende er tilsyn med de projekterendes og rådgivendes pligter og ansvar efter arbejdsmiljøloven.
- Specialtilsyn er tilsyn med elevatorer, kedler, beholdere, rørsystemer, naturgasanlæg, risikovirksomheder og genlaboratorier.

Tilsynsbesøg
Tilsynsbesøg foretages af en eller flere tilsynsførende. En tilsynsførende er en myndighedsperson, der har en særlig faglig kompetence på et eller flere fagområder. Arbejdstilsynets tilsynsførende omfatter bl.a. psykologer, maskiningeniører, kemikere, ergoterapeuter og håndværkere.
Tilsynsbesøg bygger på, at virksomhedens ledelse og medarbejdere indgår i en dialog med Arbejdstilsynet om arbejdsmiljøforholdene.

En virksomhed kan både få anmeldte og uanmeldte tilsynsbesøg. 
Tilpasset tilsyn og leverandørtilsyn anmeldes næsten altid på forhånd for at sikre, at virksomhedens ledelses- og sikkerhedsrepræsentanter er til stede, når Arbejdstilsynet kommer.
Anledningen til uanmeldte tilsynsbesøg kan f.eks. være kontrol af afgivne påbud eller opfølgning på klager.
Arbejdstilsynet har altid ret til adgang til hele virksomheden, og den tilsynsførende har ret til at tale med alle medarbejdere og til at fotografere. Virksomheden skal dog underrettes, hvis der tages fotos.

Arbejdstilsynets organisation
Arbejdstilsynet er den danske myndighed på arbejdsmiljøområdet og er organiseret som en styrelse under Beskæftigelsesministeriet. 
Arbejdstilsynet har hovedsæde i København, hvor to af seks centre er placeret: Arbejdsmiljøfagligt Center og Administrativt Center.
Tilsynet med virksomhederne er samlet i fire regionale tilsynscentre.

Vores partnere
Region Sønderjylland - Schleswig | Lyren 1 | DK-6330 Padborg | Tel. +45 74 67 05 01 | region@region.dk | sikkerpost.region@region.dk
Telefontider/Tidsbestilling: Mandag-torsdag fra kl. 8.00-16.30 og fredag fra kl. 8.00-15.00 DatabeskyttelseKolofonStart