OK

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik. Ved at klikke videre på websitet accepterer du websitets brug af cookies.
Læs mere om websitets cookies her under databeskyttelse

Offentlige opgaver i anden organisation

Katastrofeberedskab syd for grænsen

Katastrofeberedskabet omfatter alle statslige foranstaltninger til forberedelse og forebyggelse af ekstraordinært store ulykker og katastrofesituationer med henblik på at beskytte borgernes liv og sundhed og sikre, at de får livsnødvendig hjælp. 
Derudover hører beskyttelse af betydende materielle værdier, kulturgoder og miljøet til beredskabsforanstaltningerne. Katastrofesituationernes omfang adskiller sig således fra de daglige indsatssituationer, som brandvæsenerne, de private hjælpeorganisationer og politiet som regel tager sig af i deres vante strukturer.

En begivenhed, hvorved 

  • liv,
  • sundhed,
  • livsnødvendig hjælp til mange mennesker,
  • betydende materielle værdier eller
  • miljøet

bringes i fare eller påføres skade på så usædvanlig vis, at det kræver en særlig organisation at håndtere situationen, defineres som en katastrofe i medfør af § 1 i Landeskatastrophenschutzgesetz (lov om katastrofeberedskab i Schleswig-Holstein).
I tilfælde af en katastrofe er det til gengæld afgørende, at alle involverede myndigheder og hjælpeorganisationer arbejder sammen under katastrofeberedskabsmyndighedens ledelse, så der sikres effektiv hjælp og beskyttelse.

En ledelsesstab står da for indsatsledelsen. Vedrører katastrofen kun et amtsområde eller en by, der udgør sin egen amtskommune, så etableres denne ledelsesstab hos den underordnede katastrofeberedskabsmyndighed.

Er mere end et amt eller en by, der udgør sin egen amtskommune, berørt, så træder den øverste katastrofeberedskabsmyndighed, Schleswig-Holsteins indenrigsministerium med beredskabsstyrelsen (Amt für Katastrophenschutz), i aktion.

Ulykker under katastrofeniveau (såkaldte "normale situationer") tager brandvæsenet, redningstjenesten, politiet og - alt efter behov - andre hjælpeorganisationer (Technisches Hilfswerk, Tysk Røde Kors, Deutsche Lebens-Rettungs-Gesellschaft m.fl.) sig som regel af inden for rammerne af deres daglige kompetencer og vante strukturer.

Katastrofeberedskab nord for grænsen

I Sønderjylland er beredskabet overfor katastrofer underlagt Beredskabsstyrelsen og fastlagt gennem Beredskabsloven. I lovens formålsparagraf står, at ”redningsberedskabets opgave er at forebygge, begrænse og afhjælpe skader på personer, ejendom og miljøet ved ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger, eller overhængende fare herfor.” Beredskabet er organiseret i en fordeling af nationale, regionale og kommunale opgaver.

Kommunalt beredskab
Det kommunale redningsberedskab har ansvaret for indsatsen ved brande, sammenstyrtningsulykker, togulykker, flyulykker til lands, skibsulykker ved kaj, naturkatastrofer, akutte uheld med farlige stoffer på landjorden og i søer, vandløb samt havne, og andre ulykker som finder sted inden for kommunens grænser.
Ved Bekendtgørelse om risikobaseret kommunalt beredskab i 2005 er grundlaget for det kommunale beredskab blevet omlagt, så centralt fastsatte krav erstattes af lokale risikovurderinger. Det indebærer, at kommunerne tilrettelægger beredskabet på grundlag af analyser af de lokale risikoforhold. 
Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at redningsberedskabet lever op til beredskabslovgivningens krav og for at tilrettelægge et redningsberedskab, der kan yde en forsvarlig forebyggende, begrænsende og afhjælpende indsats set i forhold til de lokale risici.  Kommunalbestyrelsen kan vælge at indgå aftale med en anden kommunalbestyrelse, med private redningsvæsener eller med andre om at udføre opgaver inden for kommunens redningsberedskab. To eller flere kommunalbestyrelser kan også vælge at samordne deres beredskab og drive redningsberedskabet i fællesskab. 
I praksis spiller de frivillige brandværn en central rolle for beredskabet i Sønderjylland.

Regionalt beredskab
Beredskabsstyrelsen Sydjylland er statens redningsberedskab i Region Syddanmark. Beredskabsstyrelsen Sydjylland er placeret i Haderslev og har ca. 70 ansatte. Desuden er der konstant ca. 80 værnepligtige under uddannelse. I løbet af uddannelsestiden gennemføres bl.a. indsatsuddannelse, uddannelse i førstehjælp og redning. 
Beredskabsstyrelsen tilbyder også kurser i førstehjælp, elementær brandbekæmpelse og andre beredskabsfaglige kurser.
På det regionale niveau organiseres beredskabet af en bredt sammensat stab med repræsentanter fra regionale og lokale beredskabsmyndigheder til at varetage de koordinerende opgaver. I disse regionale stabe, der etableres som et forum for samarbejde og for koordineret anvendelse af ressourcer i regionen, deltager hver enkelt myndighed med egen kompetence i overensstemmelse med princippet om sektoransvaret. Regionspolitilederen leder arbejdet i den regionale stab. De regionale stabe vil også være et forum for samarbejde og koordination af beredskabsplanlægningen på områder, hvor flere myndigheder er involveret i opgaveløsningen. Formålet med de regionale stabe er at etablere et planlægningsmæssigt og operativt samarbejde mellem myndigheder m.fl. med ansvar eller opgaver på beredskabsområdet.
Den ene af beredskabsstyrelsens tre tekniske skoler er placeret i Tinglev. Her afholdes kurser med relation til beredskabet – eventuelt med inddragelse af øvelser i "ruinbyen”, hvor det er muligt at gennemføre øvelser og træningssituationer.
Statsligt beredskab
Beredskabsstyrelsen leder det statslige redningsberedskab og forestår koordineringen af den civile sektors beredskab. Endvidere varetager Beredskabsstyrelsen opgaver i relation til Forsvarsministeriets departement, tilsyns- og rådgivningsopgaver i relation til de kommunale redningsberedskaber og andre myndigheder, generel udvikling på det beredskabsfaglige område og en række operative opgaver. 
Beredskabsstyrelsen hører under Forsvarsministeriet. Styrelsen består af en tilsyns- og rådgivningsafdeling, en operativ afdeling, en administrativ afdeling og et direktionssekretariat. Styrelsens centrale del er placeret i Birkerød. Herudover er der ni decentrale afdelinger - fem beredskabscentre, tre skoler og et frivilligcenter. Som en del af det operative beredskab opretholder styrelsen også et kemisk og et nukleart beredskab. Der er ca. 600 ansatte i Beredskabsstyrelsen.

Redningskorps syd for grænsen

I henhold til den tyske grundlovs føderale princip sorterer redningsvæsenet/ambulancetjenesten under delstaterne i Tyskland og er derfor reguleret i delstatslove. 
Delstaterne uddelegerer igen ved lov opgaverne til amterne eller byer, der udgør deres egen amtskommune. For at løse denne opgave, stiller kommunerne selv redningspersonel og -materiel til rådighed eller driver egne redningsvirksomheder. De kan også overdrage opgaverne til de professionelle korps ved de kommunale brandvæsener eller lade redningsarbejdet udføre af almennyttige organisationer (den hyppigste model i Tyskland) eller private virksomheder.
På kommunernes vegne varetages redningsvæsenet på landjorden af:
• kommunale redningsvirksomheder (amtet forestår selv redningsvæsenet med professionelle korps) 
• brandvæsenet med et professionelt korps 
• hjælpeorganisationerne 
o Tysk Røde Kors og Bayerisches Rotes Kreuz 
o Malteser Hilfsdienst 
o Johanniter-Unfall-Hilfe 
o Arbeiter-Samariter-Bund 
o Deutsche Lebens-Rettungs-Gesellschaft 
• private redningsvirksomheder 
I hele EU har man aftalt at benytte 112 som et fælles alarmnummer til brug for rekvirering af enhver form for hjælp. Nødopkaldet bliver da ledt videre til rette vedkommende. 
I Flensburg står det professionelle brandvæsen BF Flensburg for redningsvæsen og sygetransport. Siden slutningen af halvfemserne har der også været en privat udbyder, nemlig promedica Rettungsdienst GmbH (som tidligere hed FKT). Korpset dækker ikke kun byområdet i Flensborg, men også dele af Slesvig-Flensborg Amt, f.eks. Handewitt, Harrislee, Jarplund, Glücksburg, Wees. Siden 1996 har korpset i Flensborg også stået for ambulancekørslen i Bov Kommune i Danmark. De nærmeste danske ambulancer fra Falck kommer fra Sønderborg eller Aabenraa, hvorfor det tager for lang tid for dem at nå frem.
Siden 1978 er ambulancetjenesten i Kreis Schleswig-Flensburg blevet varetaget af Tysk Røde Kors' amtsforbund i Schleswig-Holstein (DRK-KV Schleswig-Flensburg). Siden 2001 har hjælpeorganisationen Johanniter-Unfall-Hilfe haft ansvaret for en ambulance på stationen i Slesvig. Ambulancestationen i Norderstapel er noget særligt, da der er tale om en ambulancestation, der dækker 4 amter. Der rykkes ikke kun ud til akuttilfælde i hjemamtet, men også i dele af Nordfrisland, Dithmarschen og Rendsburg-Eckernförde.
Da Kreis Nordfriesland selv driver sit redningsvæsen, er amtet selv ansvarligt for ambulanceberedskabet og sygetransporten inden for amtets grænser og udfører selv disse opgaver. Øen Sild har været en undtagelse siden 1977, idet amtet har overdraget opgaverne på området til Tysk Røde Kors' lokalforbund i Westerland. Indtil 2005 havde øen sågar sin egen redningscentral.

De nordfrisiske øer og halligerne er en særlig udfordring i redningsmæssig henseende. På øerne sikres akuthjælpen af de ambulancer, der er stationeret der, og funktionen som akutlæge varetages af de praktiserende læger på øerne. For patienter med mere alvorlige sygdomme eller kvæstelser er den eneste udvej at blive transporteret til fastlandet med en redningshelikopter. De få beboere på de nordfrisiske halliger er helt og aldeles afhængige af hjælp fra luften.

For at minimere tiden, indtil ambulancen når frem, benytter man desuden såkaldte "First-Responder" i Hörnum på Sild(det frivillige brandværn) og i St.-Peter-Ording(DLRG). Ambulancestationer tæt på strandene råder også over terrængående køretøjer, så de kan nå frem til tilskadekomne på steder, som er utilgængelige for almindelige ambulancer.

Siden april 2005 har Deutsche Rettungsflugwachts lægehelikopter "Christoph Europa 5" desuden været stationeret i Niebüll. Den sikrer for det første en bedre beredskabsdækning på de nordfrisiske øer, og indgår for det andet også i et pilotprojekt omkring grænseoverskridende luftredning i Danmark.
Luftredningen sikres i fællesskab af lægehelikoptere, sygehuse og hjælpeorganisationer. De respektive delstater er ansvarlige for luftredningen. Redningen til vands varetages af Deutsche Lebens-Rettungs-Gesellschaft (DLRG), hjælpeorganisationen Wasserwacht under Tysk Røde Kors, Freiwilliger Seenot-Dienst (FSD) og Arbeiter-Samariter-Bund (ASB). Søredningen i Nord- og Østersøen er et anliggende for Deutsche Gesellschaft zur Rettung Schiffbrüchiger (DGzRS).

Redningskorps nord for grænsen

I en akut situation foregår kontakten til redningsvæsenet – i lighed med andre lande i EU - gennem alarmnummeret 112. Dermed etableres kontakt til politiets vagtcentral, som derefter alarmerer brandvæsen, ambulanceberedskabet og politiet.

Ambulancetjeneste
I Sønderjylland udføres opgaverne omkring vagtcentral og ambulanceberedskab af Falck, som er en privat virksomhed, der traditionelt har stået for vagtcentraler og ambulancetjeneste i Danmark. Men ifølge EU´s udbudsdirektiv er ambulancetjenesten udbudspligtig, hvilket indebærer muligheden for at andre leverandører. 
I 2007 havde Falck 11.859 akutte kørsler i Sønderjylland. Den gennemsnitlige responstid (tiden fra modtaget alarm til ankomst på skadestedet) er i de første kvartaler i 2007 9,8. 
Ved siden af den akutte ambulancetjeneste varetager Falck også opgaverne omkring sygetransport i Sønderjylland.
Når det drejer sig om vejhjælp er Falck også en dominerende aktør på dette område, om end der også er andre operatører på dette område.
Søredning
Når menneskeliv er i fare på havet iværksættes redningsaktioner af søredningstjenesten i Danmark.
Den danske Søredningstjeneste indtager en særstatus. I Europa er det kun Belgien og Danmark, der har en statsfinansieret søredningstjeneste. Og uden for Europa er det kun US Costguard´s søredningstjeneste, der er statsfinansieret. I andre lande er søredningstjenesten finansieret ved frivillige donationer eller finansieret ved statslige og frivillige tilskud. 
Søredningstjenesten er underlagt Farvandsvæsenet og Søværnets Operative Kommando i Århus, hvorfra redningsarbejdet ledes. Søredningstjenesten beskæftiger 180 personer og en væsentlig del af opgaverne udføres på frivillige, som har et andet hovederhverv.
Redningsopgaverne omfatter store fartøjer såvel som fritidssejlere. Mens antallet af forliser af store skibe er reduceret, er der fortsat et stort behov for redning af f.eks. lystfartøjer, vindsurfere og badende. Der bliver i gennemsnit foretaget 500-600 aktioner årligt. 
I Sønderjylland er redningstjenestens station placeret på Rømø.

Søredningstjenesten opererer med en reaktionstid på under 20 minutter; det vil sige, at der går 20 minutter fra en alarm modtages til den første enhed afgår.
Ved alarm: 
• VHF kanal 16 (international nød- og kaldefrekvens) via dansk kystradiostation.
• Telefon 89 43 30 99 til Søværnets Operative Kommando
• Telefon alarmnummer 112

På farvandsvæsenets hjemmeside findes også Sejladsinformation for danske farvande.

Brandvæsen syd for grænsen

Brandvæsenet i Schleswig-Holstein har to søjler, det professionelle brandvæsen og de frivillige brandværn. Byer med mere end 80.000 indbyggere skal oprette et brandvæsen af professionelle fastansatte brandfolk, hvorimod man på landet og i de mindre byer finder de frivillige brandværn, hvis historie ofte går tilbage til 1870’ og 1880’erne.

Brandvæsenet har til opgave at forebygge og bekæmpe ildebrande, at yde teknisk hjælp i den forbindelse samt medvirke i katastrofeindsatser.

I grænseregionen er det kun i Flensburg, at der findes et fastansat korps af professionelle brandfolk. Derudover findes der i grænsebyen 7 frivillige brandværn med 200 medlemmer. Tilgangen af nye unge medlemmer kommer bl.a. fra de 5 ungdomsbrandværn.

I Kreis Schleswig-Flensburg findes 201 frivillige brandværn med ca 7.000 medlemmer. I Kreis Nordfriesland er det 137 frivillige brandværn med 7.800 medlemmer. De frivillige brandværn samarbejder i organisationer på kredsplan med hinanden om indsatser, uddannelse m.m.Gennem årene er der etableret kontakter mellem nogle af disse frivillige brandværn og deres kolleger i Sønderjylland.

Medlemmerne af disse brandværn er frivillige og ulønnede, men modtager diæter og deres udlæg godtgjort.

Kommunerne er de økonomisk ansvarlige for brandværnene og for deres udrustning med materiel til slukningstogene m.m.. Ved siden af deres hovedopgave med at bekæmpe ildebrande har de frivillige brandværn særlig i landsbyerne en social funktion, der ikke bør undervurderes.

På delstatsplan er brandværnene sammensluttede i Landesfeuerwehrverband

Schleswig-Holstein. Organiseringen af brandvæsenet er reguleret gennem Schleswig-Holsteins brandværnslov.  Uddannelsen på delstatsplan foregår i Harrislee Landesfeuerwehrschule Schleswig-Holstein.

Brandvæsen nord for grænsen

I Danmark har den enkelte kommune ansvaret for brandvæsenet med den opgave at forebygge og bekæmpe ildebrand, klare personredning samt tage sig af uheld med farlige stoffer. En beredskabschef står for den lokale indsats, mens Beredskabskommissionen med borgmesteren som formand har den politiske ledelse. Overordnet fører Beredskabsstyrelsen tilsyn med alle landets brandvæsener.

I Sønderjylland er brandslukningsopgaven ved kontrakt overdraget til frivillige brandværn, mens kommunale brandvæsener og det private Falcks Redningskorps varetager funktionen andetsteds i landet. I Sønderjylland blev det første frivillige brandværn oprettet i preussisk tid i Tønder i 1869, og ideen spredte sig fra 1870’erne til den øvrige landsdel.

Efter Genforeningen med Danmark 1920 er brandslukningstjenesten fortsat på samme måde. De frivillige brandmænd udfører deres tjeneste i brandvæsenet på samme måde som deltidsansatte, men med den forskel at de ikke modtager betaling for deres arbejde der. Forudsætningen for brandmandsarbejdet er en omfattende intern uddannelse. Brandværnene er organiseret med bl.a. brandkaptajn, kasserer, æresmedlemmer, æresret m.m. Værnene omfatter normalt kun mandlige medlemmer og har et stærkt sammenhold. Landsdelens 38 frivillige brandværn er organiseret i 4 kredse.De sønderjyske brandmænds fælles motto lyder: ” Én for alle og alle for én.”

Forsvarsministeriet har i Beredskabsloven med tilhørende bekendtgørelser fastsat hvordan det kommunale redningsberedskab skal være organiseret, hvordan dets virksomhed skal være, hvordan materiellet med bl.a. brandkøretøjer skal være indrettet og bemandet.

Når der er modtaget meddelelse om en brand, afsendes et slukningstog, der f.eks. omfatter en automobilsprøjte og en stigevogn. Slukningstogets sammensætning afhænger om det er brand i tættere bebyggelse eller i landområder. Slukningstoget bemandes med en holdleder og 5 brandfolk, mens en indsatsleder kommer til stede i en særlig vogn. Slukningstoget skal nå frem senest 10 minutter efter alarmen, når det drejer sig om tæt bebyggelse, ellers efter 15 minutter.

Brandvæsenets forebyggende opgaver består dels i en brandteknisk byggesagsbehandling i samarbejde med kommunens tekniske forvaltning, dels i årlige brandsyn. Brandvæsenet har desuden et beredskab ved uheld med farlige stoffer f.eks. med simpelt oliespild. Ved store og personelkrævende uheld kan det statslige beredskabskorps rekvireres – ledelsen har den kommunale indsatsleder, mens den koordinerende ledelse er politiets.

TÜV syd for grænsen

TÜV er forkortelsen for Technischer Überwachungs-Verein(Teknisk Overvågningsforening), der står for indregistrerede foreninger - selvhjælpsorganisationer for erhvervslivet - som har til formål at erstatte ineffektive statslige sikkerhedskontroller med privat ekspertise. Medlemmerne tæller ud over privatpersoner også erhvervsvirksomheder, som driver anlæg og maskiner, der kræver tilsyn. 
I den brede offentlighed blev TÜV især kendt via bilsynet, som har været obligatorisk siden 1951. Når noget er TÜV-testet, er det ensbetydende med et kvalitetsstempel for tekniske test foretaget af et TÜV-selskab. Betegnelsen "TÜV-testet" må dog officielt kun benyttes af en Technischer Überwachungs-Verein eller et datterselskab.

Under industrialiseringen stiftede dampkedelejere uafhængige regionale tilsynsorganisationer i form af foreninger. De havde så stor succes med deres forebyggende indsats over for ulykker, at man fra og med 1871 blev fritaget for inspektioner foretaget af en af statens inspektører, hvis man var medlem af en sådan forening. På grund af det voksende antal dampmaskiner og deres stigende ydeevne var der nemlig sket stadig flere ulykker som følge af eksploderende dampkedler.
 
De regionale overvågningsforeninger, der opstod på denne baggrund, var som selvhjælpsorganisationer for dampkedelejerne således et tidligt eksempel på en meget vellykket privatisering af tilsyn, som tidligere blev foretaget i statsligt regi. Fordi de havde opnået så gode resultater med forebyggelse af ulykker inden for dampkedelteknologien, der videreudvikledes i et hastigt tempo, fik de senere også til opgave at stå for sikkerhedseftersynene på andre tekniske områder, bl.a. i forbindelse med de periodiske syn af biler og aflæggelse af teori- og køreprøver.

Alle TÜV-grupper med disse fælles rødder benytter betegnelsen "TÜV" og en regional tilføjelse(f.eks. TÜV Süd, TÜV Nord) i navnet. På nogle områder konkurrerer de både med hinanden og med andre markedsaktører.

I Tyskland er TÜV-selskaberne hovedsagelig organiseret i de tre store holdingselskaber TÜV Süd, TÜV Rheinland og TÜV Nord. I 1992 blev TÜV Norddeutschland/Hamburg og TÜV Nord/Rostock slået sammen til TÜV Nord. Samme år blev TÜV Hannover og TÜV Sachsen-Anhalt slået sammen til TÜV Hannover/Sachsen-Anhalt, og i 1997 slog TÜV Hannover/Sachsen-Anhalt og TÜV Nord sig sammen til TÜV-Nord-Gruppe. For øjeblikket er der bestræbelser i gang på at fusionere TÜV Süd med TÜV Nord. Derudover findes der de koncernuafhængige TÜV Saarland og TÜV Thüringen.
 
De varetager allesammen myndighedsopgaver inden for bilsyn, udstedelse af kørekort og apparat- og produktsikkerhed. Alle selskaber, som har "TÜV" i navnet, ejes af en Technischer Überwachungs-Verein e. V. med en andel på mindst 25, 1 %, der som selvhjælpsorganisation for det tyske erhvervsliv er blevet pålagt de nævnte myndighedsopgaver.

TÜV Nord er en international servicevirksomhed inden for akademier, energi- og systemteknik, international virksomhed, mobilitet, systemer, certificering, trafikmedicin og psykologi. Ifølge egne oplysninger har TÜV Nord ca. 6.600 ansatte, og man opererer i 70 lande i Europa, Asien og Amerika.

Bilsyn nord for grænsen

Syn af biler og andre motorkøretøjer er blevet foretaget i Danmark siden først i forrige århundrede. Det var syn af køretøjer såvel i forbindelse med 1. gangs registreringer i Danmark, men også periodiske syn af erhvervskøretøjer, dvs. af lastbiler, påhængskøretøjer, busser og hyrevogne. Den 1. januar 1998 blev alle tidligere danske regler om syn af biler afløst af EU-reglerne om gennemførelse af periodiske syn.

 I årene op til 1998 blev der gennemført ca. ½ mill. syn pr. år. Antallet steg til ca. 1,3 mill. syn pr. år, altså næsten en 3 dobling, efter indførelsen af EU reglerne. Den sene.beslutning om at gennemføre periodiske synaf personbilparken skal skyldtes, at der ikke var politisk tilslutning til at gennemføre tvungne kontroller. Begrundelsen var, at de ville kræve mange resourcer og resultaterne ville næppe resultere i målelig forbedret trafiksikkerhed. 
Indtil 1998 blev alle syn i Danmark foretaget af organisationen Statens Bilinspektion under Justitsministeriet. Udover at foretage syn gennemførte den analyser af færdselsuheld for Politiet i tilfælde af alvorlige færdselsuheld. Den foretog ligeledes landevejs syn af køretøjer i samarbejde med Politiet, køretøjs tekniske undersøgelser for andre myndigheder, bl.a. i forbindelse med motorisering af handikappede. Endelig virkede Statens Bilinspektion også som censor ved afholdelse af køreprøver til ”store køretøjer” og erhvervskøretøjer.

I 1995 blev det besluttet, at Statens Bilinspektion skulle forestå de periodiske syn efter det kommende EU direktiv og Statens Bilinspektion blev da ophøjet til en styrelse, men overflyttet til Trafikministeriet.

I flere politiske partier har der i flere perioder været stemning for at privatisere nogle offentlige virksomheder og Statens Bilinspektion har ofte været udset som et oplagt område. Mange har opfattet den som en værkstedslignende aktivitet og ment, at synene kunne lægges ud til private værksteder med en autorisation.

Statens Bilinspektions øvrige opgaver har dog ikke været umiddelbart egnede til udlicitering. Da mange andre lande i Europa har privatiseret bilsyn men med overordnet offentlig kontrol, besluttede Folketinget i 2003 også at privatisere Statens Bilinspektion. Den del af Statens Bilinspektion der gennemførte syn skulle sælges samlet til højest bydende. Konkurrencemomentet skulle dog indføres. idet andre enkeltpersoner  eller virksomheder fremover på meget lempelige vilkår ville kunne etablere sig som synsvirksomhed under kontrol af Færdselsstyrelsen.

Den 1. marts 2004 overtog den spanske virksomhed ”Applus” samtlige Statens Bilinspektions synshaller, faciliteter og hele personalet. Prisen var ca. ½ milliard danske kroner. De ca 100 synssteder, som Applus overtog, er siden forøget til ca. 140, men det samlede antal synssteder er forøget til ca 350, da ca 60 andre virksomheder og enkeltpersoner har etableret sig som synsvirksomhed. 
 Statens Bilinspektions andre opgaver i tilknytning til offfentlige myndigheder blev direkte overflyttet til Rigspolitiet og løses i dag af dette.

Matrikelvæsen syd for grænsen

Alle jordlodder bliver registreret og opført efter beliggenhed, anvendelse, størrelse osv. i en matrikelfortegnelse (også kaldet matrikelregister). Denne fortegnelse føres af matrikelkontoret (Kataster- hhvs. Vermessungsamt) og udgør grundlaget for tingbogen. Matrikelfortegnelsen skal altid være ajourført.

Matrikelfortegnelsens hoveddele udgøres af matrikelbøgerne med beskrivelse af grundene (beliggenhed, adresse, anvendelsesart, størrelse, bygninger, ejere) og det tilhørende kortmateriale (matrikelmappe, matrikelkort). Matrikelkontoret eller en bemyndiget civil tekniker udarbejder den officielle plan over grunden, som f.eks. er påkrævet i forbindelse med en opdeling af denne eller en ansøgning om byggetilladelse. I dag ser man også ofte matrikelfortegnelsen indgå som en del af et geografisk informationssystem GIS eller et landinformationssystem.

I Tyskland findes der forskellige regler fra delstat til delstat for, hvordan matrikelfortegnelsen skal føres (i form af opmålingslove, opmålingsbekendtgørelser og opmålingsdekreter). Indførelser i og ændringer af matrikelpapirerne (matrikelkort og -register eller matrikelkort og -bog) skal oplyses til tinglysningskontoret, hvis der findes et sådant i delstaten.

Ligesom det er tilfældet med tinglysninger, er matrikelkort noget, som offentligheden skal kunne fæste lid til (oplysninger om grundens størrelse undtaget), og man kan derfor antage, at oplysningerne er korrekte (bestemmelserne herom fremgår af BGB § 313 og den tyske tinglysningslov GBO, der er gældende i hele Tyskland).

Matrikelopmålinger må kun foretages af offentlige myndigheder og autoriserede landmålere. Omkostningerne forbundet hermed bliver opkrævet i henhold til et takstregulativ. I Sydslesvig findes der to matrikelkontorer, nemlig Katasteramt Flensburg/Schleswig og Katasteramt Nordfriesland. Deres væsentligste opgaver består i at føre matrikelregistret og opmåle grunde, skel og bygninger.

I matrikelregistret bliver alle grunde og bygninger dokumenteret. Dokumentationen består af kort, en række oplysninger om de enkelte grunde og oplysninger om alle opmålinger, der er foretaget på de pågældende grunde siden 1875.

Matrikelregistret udgør grundlaget for at kunne dokumentere ejendomsretten i tingbogen. Sammen med oplysningerne i tingbogen tjener det til at sikre ejendomsretten til jord. Ved behov kan skellene mellem grundene bekendtgøres lokalt med retsvirkning. Matrikelregistret benyttes ved køb og salg af grunde, til planlægning af enhver art vedrørende en grund, herunder især byggemodning, til dokumentation af ledningsføring, til opgaver inden for miljø- og naturbeskyttelse og mange andre formål. For grundens vedkommende udgør matrikelregistret grundlaget for geodatainfrastrukturen. Alle har adgang til oplysningerne i matrikelregistret. Der gælder dog restriktioner med hensyn til personrelaterede oplysninger og materiale vedrørende opmålinger.

Kortene og beskrivelserne af grundene foreligger i digital form for hele Schleswig-Holstein. Bygningerne, jordlodderne og resultaterne af grundvurderingen fremstilles grafisk på et automatiseret matrikelkort(ALK). Beskrivelsen af jordlodderne med hensyn til størrelse, beliggenhed, faktisk anvendelse og vurdering samt oplysninger om ejere og bebyggelsesberettigede fremgår af den automatiserede matrikelbog (ALB).

Matrikelvæsen nord for grænsen

”Matrikel” betyder fortegnelse. I Danmark er matriklen et register over landets faste ejendomme og arealer og blev oprindeligt indført for at jorden kunne beskattes retfærdigt, dvs. efter udbytte. På dette område havde Sønderjylland længe haft en anden udvikling end det øvrige Danmark. I hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg blev det nye preussiske system, katastersystemet, indført efter krigen i 1864. 
Efter 1920 blev det preussiske matrikelsystem fastholdt som særordning i Sønderjylland. Grunden var, at den preussiske matrikulering tilsyneladende var bedre end den danske og at både brugere og de ansatte landmålere i Sønderjylland var vant til systemet. Man ville også afprøve det preussiske system for evt. senere at indføre det i hele Danmark.
Sønderjyllands matrikelvæsen var indtil 2004 et unikt og næsten uafhængigt system i Danmark. 85 år efter genforeningen ophørte den sønderjyske særordning dog, idet matrikelvæsenet blev harmoniseret fuldstændigt med det danske. Det gamle materiale fra 1870erne til 1985 findes på Landsarkivet Sønderjylland i Aabenraa. Fra 1985 og frem findes materialet hos Kort- og Matrikelstyrelsen i København, som er en central statslig myndighed med ansvar for opmåling, kortlægning og matrikel- og landinspektørvæsen. 
I det preussiske system var parcellen (jordlodden) valgt som den grundlæggende enhed. En parcel er primært kendetegnet ved at kun at have én kulturart (skov, ager, have, øde jord m.fl.) og at være afgrænset med naturlige skel – f.eks. diger, grøfter, vandløb. Det er en af de største forskelle til det danske system, hvor den grundlæggende enhed er ejendommen selv. Enhver parcel fik et nummer som blev registreret i parcelbogen. Hørte der flere parceller til samme ejendom blev de samlet under et artikelnummer (enhver ejendom havde et artikelnummer) i en artikelbog. 
De preussiske 'Kataster'kontorer i Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Tønder og Toftlund blev efter 1920 simpelthen omdøbt til landinspektørkontorer. I mere end 60 år skete der stort set ikke ændringer i systemet. Disse statslige kontorers opgaver var bl.a. at føre ejendomsregistre, kontrollere etablering af nye ejendomme, meddele privatpersoner og offentlige myndigheder oplysninger fra ejendomsregistret, bistå offentlige myndigheder med specielle målinger samt at vedligeholde og kontrollere afmærkningen af landegrænsen.
Fra midten af 1980erne begyndte en proces, der sluttede med nedlægningen af den sønderjyske særordning 2004. Flere og flere opgaver forsvandt. Da matrikuleringen fra 1999 privatiseredes i Sønderjylland, blev kontorerne nedlagt. I stedet var der nogle år oprettet specielt sønderjysk kontor i Aabenraa. Fra 2004 er det sønderjyske matrikelvæsen dog helt integreret i det danske system. På et enkelt punkt adskiller Sønderjylland sig dog stadig fra resten af Danmark: matrikelnumrene her er numre; i resten af landet er det en kombination af numre og bogstaver, såkaldte ”litra”.
I dag godkender Kort og Matrikelstyrelsen privatpraktiserende landinspektører, der har eneret til at udføre matrikulære arbejder i Danmark. Kort og Matrikelstyrelsen godkender og registrerer ændringer på grundlag af sagsdokumenter udarbejdet af privatpraktiserende landinspektører samt underretter de relevante myndigheder om ændringer i matriklen.
Har man spørgsmål om matrikulære forhold eller savner oplysninger og i øvrigt ikke kan finde dem på Internettet, så skal man kontakte styrelsens matrikel- og juraafdelingen. Afdelingen arbejder efter geografiske distrikter, og pudsigt nok skal man ved spørgsmål om kommunerne i det tidligere Sønderjyllands Amt henvende sig til afdelingen for distrikt nord, der ellers dækker det nordjyske område.

Kystsikring syd for grænsen

Den nye Landesbetrieb für Küstenschutz, Nationalpark und Meeresschutz (Styrelse for kystsikring, nationalpark og havbeskyttelse) findes siden den 1. januar 2008. Dens hovedkontor ligger i Husum. Styrelsen er en underordnet myndigheder under Schleswig-Holsteins ministerium for landbrug, miljø og landdistrikter og varetagerde lovmæssige kystsikringsopgaver langs Schleswig-Holsteins kyster fra Danmark til Hamborg og Mecklenburg-Vorpommern.
Kysten ved nordsøen omfatter 300 km fastlandskyst og 250 km kyst på øerne. Anden digelinje har en længde på yderligere 600 km. Der er 637 km kystlinje langs Schleswig-Holsteins østkyst.
Digemyndigheden
Digemyndigheden som er Schleswig-Holsteins ministerium for landbrug, miljø og landdistrikter står for koordineringen og organiseringen af kystsikringen.
Inden for digemyndighedens meget brede opgavespektrum hører varetagelse af myndighedsopgaver med relation til kystsikring (projekteringer, herunder beslutningstagning om ekspropriation i forbindelse med anlægsprojekter, godkendelser (f.eks. af byggeforanstaltninger), forfølgelse af mindre forseelser etc. ) samt organisatorisk forberedelse og samordning af sager, der involverer flere forskellige afdelinger (inddragelse af relevante organisationer og myndigheder, som skal høres i henhold til loven, byggefaglige kontrolprocedurer etc.) iht. den Schleswig-Holsteinske vandlov (Landeswassergesetz) til hovedopgaverne.
Digemyndigheden har således det kystsikringsretlige tilsyn med 1.- og 2.- digelinje og med øerne og halligerne ved Schleswig-Holsteins vestkyst.
Planlægning og etablering af kystsikringsanlæg
Planlægningsstaben ved kystsikringen for delstaten Schleswig-Holstein planlægger og er ansvarlig for nybyggeri og større vedligeholdelsesprojekter som digeforstærkninger, digesluser, dækværk og kystfodring ved nord- og østersøkysten. Hertil hører licitationer iht. EU-retten og kontraktafviklinger med de entreprenørfirmaer, der får tildelt opgaverne, herunder prøvning heraf og sammenstilling af bilag og andet materiale i forbindelse med ekspropriationssager.
De gennemførte foranstaltninger udvikles i samarbejde med naturfredningsmyndighederne og skal gribe mindst muligt ind i naturen og landskabet.
For så vidt angår foranstaltninger, der ligger inden for delstatens lovmæssige kompetenceområde, står planlægningsstaben ved kystsikringen for planlægningen og etableringen af diger, dæmninger og stemmeværk. Der udarbejdes følgeplaner, der tager højde for landskabsplejen, hvorved der tilstræbes en udvikling, som er forenelig med naturen. 
Landskabspleje inden for kystsikringen
Afdelingen for landskabspleje inden for kystsikringen beskæftiger sig med miljøaspekterne af de projekter, som styrelserne i Husum og Kiel ønsker at gennemføre. Man prøver at finde frem til den mest egnede løsning i det konkrete tilfælde ved hjælp af faglige indlæg og rådgivning om landskabspleje. Nyanlagte naturbeskyttelseskoger med saltvandsbiotoper og nye vådområder i marsken kompenserer for de uundgåelige indgreb i naturen og landskabet. 
Forvaltningen af forlandet tager højde for målene med nationalparken Nationalpark Schleswig-Holsteinisches Wattenmeer. Digeveje- og arealer benyttes også i stigende grad som rekreative områder, og de tjener turismen. Udformningen heraf afstemmes til dels med de turistiske udviklingsmål. Plejen af de beskyttede områder og nationalparkens overvågning af Vadehavet støttes. 
Beredskab
Den underordnede kystsikringsmyndighed varetager de opgaver, der er forbundet med at beskytte lavtliggende områder mod højvande og stormfloder. 
Beredskabsopgaverne er fastlagt i § 110 i delstatens vandlov. Ved kysten udgør indtrængende vand(f.eks. stormfloder) eller forurenende stoffer (f.eks. olie) de væsentligste farer. De nærmere bestemmelser følger af Landeskatastrophenschutzgesetz LKatSG (lov om katastrofeberedskab i Schleswig-Holstein). 
Schleswig-Holstenis indenrigsministerium er øverste katastrofeberedskabsmyndighed. Det er ansvarligt for katastrofeberedskabsopgaver, som geografisk rækker ud over et amtsområde eller en by, der udgør sin egen amtskommune. Ministeriet kan pålægge en underordnet katastrofeberedskabsmyndighed at gennemføre de nødvendige foranstaltninger.
I tilfælde af en katastrofe (§ 1 i LKatSG) er de underordnede katastrofeberedskabsmyndigheder landråderne og borgmestrene i byer, der udgør deres egen amtskommuner. Iht. § 8 i LKatSG skal alle myndigheder bidrage til katastrofeberedskabet. 
For at udføre de opgaver, der påhviler de underordnede katastrofeberedskabsmyndigheder i tilfælde af en katastrofe, inddeles kysten i beredskabsafsnit eller mindre vagtafsnit. Digevagterne (digegængerne) består som regel af en repræsentant for sluseforbundet og brandværnet, som kontrollerer de enkelte vagtafsnit. De underordnede katastrofeberedskabsmyndigheder etablerer ledelsescentraler for de enkelte afsnit, som står for koordineringen.
Når vandstanden når op på 1,50 m over MHV (med stigende tendens), hvor MHV står for middelhøjvande og er den gennemsnitlige vandstand målt over flere år, som vandet har nået, bemandes anlægget til teletransmission af vandstandsdata af den vagthavende hydrolog på Schleswig-Holsteins vestkyst. Vandstande på mellem 2,00 m og 2,50 m over MHV udløser "stormflodsvarsel". Ved vandstande på mellem 2,50 m og 3,00 m over MHV slås der "stormflodsalarm".

Kystsikring nord for grænsen

Kystdirektoratet, er den danske stats kyst- og havneenhed og en virksomhed under Transport- og Energiministeriet. En af dets hovedopgaver er kystbeskyttelse – også omtalt som kystsikring. Direktoratet varetager myndighedsopgaver inden for havne, udøver statens suverænitet over søterritoriet, beskæftiger sig med anlæg og drift inden for kystbeskyttelses- og havneområdet. Desuden har direktorat sammen med politiet ansvaret for stormflodsberedskabet på den jyske Vestkyst fra Limfjorden til den dansk-tyske grænse. Derudover udfører Kystdirektoratet opmålings- og oprensningsopgaver i havne og sejlløb.

Opgaven med kystbeskyttelse reguleres af Kystbeskyttelsesloven. Den jyske Vestkyst beskyttes i dag primært ved kystfodring, som skal være så naturlig som mulig. Et specialskib pumper sandet op fra havbunden og sejler det ind til kysten. Der bliver sandet indpumpet på stranden eller i det lave vand foran stranden. Andre metoder for kystsikring inkluderer diger, høfder, bølgebrydere og skråningsbeskyttelse.

Også private grundejere kan etablere kystbeskyttelse. De skal søge om tilladelse i Kystdirektoratet.Fælles for alle kystbeskyttelsessager er, at det som hovedregel er den, som får gavn af kystbeskyttelsen, der betaler for foranstaltningen.  Direktoratet kan kun give tilladelse til nødvendig kystbeskyttelse: dvs. i de tilfælde, hvor værdier er truede inden for en tidsramme på 25 år. Kystdirektoratet har samlet alle informationer vedrørende ansøgninger om tilladelse i en pjece.

Det er også muligt at søge om tilskud til kystbeskyttelse.Kystdirektoratet har en pulje, som kan give tilskud til tre formål: etablering af ny kystbeskyttelse, renovering eller fjernelse af gammel eller uvirksom kystbeskyttelse og udbedring af skader på diger og anden kystbeskyttelse efter stormflod. Både kommuner og private grundejere samt dige- og kystbeskyttelseslag kan søge puljen. Der er dog nogle restriktioner forbundet med tilskud, som fremgår af Kystdirektoratets hjemmeside.

Kystdirektoratet blev oprettet i 2001 som en fortsættelse af Kystinspektoratet. Inspektoratet havde arbejdet på området siden 1973, hvor den efterfulgte Statens Vandbygningsvæsen, hvis historie gik helt tilbage til 1868. Kystdirektoratet har hovedsæde i Lemvig og har blandt andet et afdelingskontor i Skærbæk.

Rømø-dæmningen
En dæmning forbinder øen Rømø med Jylland. Ideen hertil eksisterede allerede i 1860, men den blev lagt på hylden efter krigen i 1864. Først under Anden Verdenskrig begyndte arbejdet, og dæmningen blev færdig i december 1948. Kystdirektoratet vedligeholder dæmningens skråninger og fundament, mens vejbelægningen hører under Tønder Kommune.

Grænsevandløbskommissionen
Grænsevandløbskommissionen er en institution med en lang historie. Den blev nedsat efter en dansk-tysk traktat i 1922 med repræsentanter fra begge stater. Kommissionen tager sig af grænsevandløbsspørgsmål og –uoverensstemmelser og en stor del af den dansk-tyske grænse består af vandløb. Lovgivningen var meget forskellig på begge sider af grænsen. Grænsevandløbskommissionen er bl.a. involveret i sager om udbygning af grænsevandløbene, tilledning og rensning af spildevand fra tilliggende byer, oprettelse af broer og tilskud til nye diger.

Grænsevandløbskommissionen har ikke kun en rådgivende funktion men kan afgøre sager med en kendelse. Den er således en fælles international myndighed som arbejder konstruktivt for problemløsninger. Det har således aldrig været nødvendigt at appellere en afgørelse til Overgrænsevandløbskommissionen.

Traktaten af 1922 gælder stort set stadig. Redaktionelle ændringer og kommentarer til traktaten har gjort den til et instrument, som kan bruges også i dag

Vores partnere
Region Sønderjylland - Schleswig | Lyren 1 | DK-6330 Padborg | Tel. +45 74 67 05 01 | region@region.dk | sikkerpost.region@region.dk
Telefontider/Tidsbestilling: Mandag-torsdag fra kl. 8.00-16.30 og fredag fra kl. 8.00-15.00 DatabeskyttelseKolofonStart