OK

Websitet anvender udelukkende nødvendige funktionelle cookies.
Læs mere om websitets cookies her under databeskyttelse

Nyt projekt „KursKultur“ giver millioner til kultur over grænsen


02.07.2015


Nyt stort dansk-tysk kultur- og sprogprojekt „KursKultur“ blev den 25. juni bevilget af Interreg 5a udvalget. KursKultur er et fireårigt projekt, der skal fremme det grænseoverskridende samarbejde inden for områderne kultur, sprog, børn, unge og fritid.

“Gennem projektets kultur- og netværkspulje kan vi støtte dansk-tyske projekter med over 7 millioner DKK. Vi glæder os også meget over, at vi med KursKultur får en transportpulje, hvorigennem børnehaver, skoler og øvrige foreninger for børn og unge kan søge om at få dækket transportudgifter, hvis de vil besøge en institution på den anden side af grænsen“, udtaler Gary Funck, formand for Kulturudvalg Sønderjylland-Schleswig.

Netop mødet mellem børn og unge på tværs af grænsen prioriteres højt i det nye projekt, og der er afsat midler til at få udviklet og afprøvet dansk-tyske undervisningsforløb i samarbejde med kulturinstitutioner fra begge sider af grænsen. Projektet skal også give forskningsbaseret viden om, hvordan dansk-tyske børne- og ungemøder bedst tilrettelægges, så børnenes og de unges interkulturelle og sproglige kompetencer styrkes.

„Det kan godt være, at andre definerer grænselandet som udkantsområde med færre muligheder, men netop nærheden til grænsen er vores store fordel. Derfor er det også vigtigt, at vi med projektet laver aktiviteter for børn og unge, der giver dem en forståelse for at være borgere i et grænseland og gør dem i stand til at navigere mellem forskellige kulturer og sprog, bemærker Stephan Kleinschmidt næstformand i Kulturudvalg Sønderjylland-Schleswig.

KursKultur er det største kulturprojekt, som Region Sønderjylland-Schleswig hidtil har taget initiativ til. Med et budget på over 30 millioner kroner hæver projektet ambitionsniveauet for de næste års kultursamarbejde. Første ansøgningsfrist til kultur- og netværkspuljen vil være den 27. oktober. Nærmere informationer om støttemuligheder kan fås ved henvendelse til Regionskontor & Infocenter og projektets partnere fra slutningen af august.
Partnerne bag KursKultur er Kreis Nordfriesland, Kreis Schleswig-Flensburg, UC Syddanmark, Stadt Flensburg, Haderslev, Tønder, Aabenraa og Sønderborg Kommune. Projektet støttes desuden af Kulturaftale Sønderjylland-Schleswig, Ministerium für Justiz, Kultur und Europa, det danske kulturministerium, Kulturaftale Vadehavet, regionale sportsorganisationer og med midler fra EU’s Interregprogram Deutschland-Danmark. 

Region Sønderjylland - Schleswig | Lyren 1 | 6330 Padborg | Danmark | Tel. +45 74 67 05 01 | region@region.dk
Telefontider/Tidsbestilling: Mandag-torsdag fra kl. 8.00-16.30 og fredag fra kl. 8.00-15.00